sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

En hiv/aids forkæmpers død i Zambia
Print
Den 4. august 2008 afgik Dr. Simon Mphuka, lederen af Churches’ Health Association in Zambia (CHAZ), ved en alt for tidlig død, blot 46 år gammel.
28.08.2008

Simon Mphuka

Folkekirkens Nødhjælp har samarbejdet med CHAZ i 15 år, og Simon Mphuka var en af de store ledere inden for bekæmpelsen af hiv/aids i Zambia.

Han var en fremsynet og karismatisk leder af CHAZ, som står for 50% af sundhedssektoren i de landlige områder og 30% af den samlede sundhedssektor i Zambia. 135 sundheds-institutioner betjenes af paraplyorganisationen CHAZ.

Folkekirkens Nødhjælps medarbejdere oplevede Simon Mphuka som en person, der altid lyttede og altid smilede, trods de alvorlige emner som hiv/aids, der ofte stod i centrum for diskussionerne.

Som ung medicinstuderende udfordrede Simon Mphuka sin egen kirke, Baptistkirken i Zambia, til at indtage en førende rolle i bekæmpelsen af hiv/aids i Zambia, hvor 15-20 procent af befolkning er HIV smittet. Hans tro var drivkraften bag hans vision, hans engagement og hans indlevelsesevne i de mest udsattes vilkår.

Simon Mphuka startede på græsrodsplan i de fjerneste områder i Zambia. Med tiden blev han en anerkendt leder i bekæmpelsen af hiv/aids både nationalt og internationalt.

CHAZ, som han blev leder af, spiller i dag en nøglerolle i fordelingen af midler fra Global Fund til bekæmpelse af hiv/aids, malaria og tuberkulose.

Til begravelsen i Baptistkirken i Lusaka, hvor Simon Mphuka var en ledende skikkelse, deltog over 1000 mennesker fra nær og fjern.

Regeringsembedsmænd, lægekollegaer, præster, kollegaer, sognebørn og patienter i alle aldre defilerede forbi kisten i en ceremoni, der varede 6 timer. Simon Mpukas død kom efter et kort sygdomsforløb.

Alligevel var han trods sin unge alder forberedt på døden og havde selv udvalgt tekster og salmer til gudstjenesten. Den karismatiske mands tro bar os alle, der deltog i begravelsen – ikke mindst hans kone og 3 teenagerbørn – igennem en dag med stor sorg. Hans engagement vil utvivlsomt forblive en varig kilde til inspiration.

Ære være hans minde


Uffe Gjerding
Folkekirkens Nødhjælps Regionalkoordinator
Lusaka, Zambia


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne