sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

En god start
Print
Et par geder kan blive begyndelsen på et nyt liv uden sult.
19.05.2010 af Malene Haakansson

Belg foran hytten med sine børn og det tre dage gamle gedekid. Foto: Malene Haakansson

Belg Mamo er glad. Hun har fået fem geder og en buk igennem Folkekirkens Nødhjælps ”Giv en Ged kampagne”. Gaven fik hun i november 2009, og gederne er allerede blevet til 11. Belgs ældste dreng kommer stolt spadserende med gedeflokken, som han har haft ude at græsse. Deres pels er blank og fin. Belg skynder sig at hente det nyeste afkom, som bræger inde fra den simple hytte. Kiddet er kun tre dage gammel.

Jorden deles igen og igen

Vi befinder os i det nordlige Etiopien i et af de mest fattige og marginaliserede områder i højlandet. I landsbyen Berbere prøver befolkningen at leve af jorden, men det er umuligt for de fleste. På grund af befolkningstilvækst er jordlodderne små, da de bliver delt mellem børnene igen og igen. Landsbylederen Abebe Tadesse fortæller, at omkring halvdelen af landsbyboerne ikke har jord at dyrke, fordi det er 20 år siden, at den etiopiske regering uddelte jordlodder i dette område.

Uforudsigelig regn

Belg arbejder i marken. Foto: Sofia Wraber

Den 25-årige Belg har heller ingen jord, så derfor lejer hun et stykke jord og må betale halvdelen af høsten til ejeren – når der vel at mærke er noget at høste. Regntiderne er blevet meget uforudsigelige, og generelt falder der ikke nok regn og på det rigtige tidspunkt, som gør det sværere og sværere at få et udbytte fra den udpinte jord. Belg er faktisk opkaldt efter den korte forårsregn, som sjældent kommer nu om dage.

Ligesom så mange andre i det fattige område i bjergene er Belg afhængig af at deltage i regeringens såkaldte sikkerhedsnet, hvor de allerfattigste udfører et stykke offentligt arbejde, og får mad i løn.
”Jeg har ikke nok mad til at forsørge min familie, derfor har jeg arbejdet i sikkerhedsnettet i tre år,” forklarer Belg Mamo som er alene med tre drenge fra 3-11 år.

I øjeblikket er de ved at bygge stendiger og terrasser for at stoppe erodering af jorden på bjergskråningerne. Belgs mand var soldat og døde af sine sår, så hun må klare sig selv. Hendes søskende kan ikke hjælpe hende, da de har svært nok ved at skaffe nok mad til deres egne familier.

En ged bliver til en okse, som bliver til et hus…

Belg fortæller om sine planer for fremtiden, imens hun tilbereder kaffe på traditionel etiopisk vis i sin simple hytte. Først vasker hun de grønne bønner, derefter rister hun dem over åben ild. Bønnerne knuses og kaffepulveret kommer til sidst i en kande med vand, som sættes i kog over åben ild.

”Jeg vil få avle på gederne, sælge dem og købe andre ting, som kan give mig en indtægt,” siger Belg Mamo beslutsomt.

Hun vil spare sammen til en okse, som hun kan bruge i marken og leje ud til andre. Hun vil også bygge et simpelt hus tættere ved grusvejen, som udgør hovedvejen i de isolerede bjerge, hvor hun vil åbne en lille butik for at kunne supplere sin indkomst.

”Jeg vil forbedre mine levevilkår,” siger den tydeligt stærke og viljefaste kvinde.

Hendes to ældste børn går allerede i skole og kan læse for deres mor, som er analfabet. ”Jeg sender mine børn i skole, fordi jeg ønsker at de skal få et bedre liv.”

Forandringen begynder i den enkelte familie

Belg Mamo er et godt eksempel på, hvordan Folkekirkens Nødhjælp kan skabe forandringer for den enkelte familie – og i den sidste ende i lokalsamfundet.

”Vi kan plante et håb hos folk og vise, at de ikke befinder sig i en blindgyde. Vi kan få dem til at se, at deres skæbne ikke er forudbestemt, og at alt ikke er mellem dem og gud,” siger Eyasu Mekonnen, som er Folkekirkens Nødhjælp landerepræsentant i Etiopien.

Siden 2004 har Folkekirkens Nødhjælp haft kontor i Etiopien og arbejder igennem lokale udviklingsorganisationer blandt andet med at forbedre fødevaresikkerheden for den fattige befolkning. På et almindeligt høstår har over ti millioner etiopiere brug for hjælp til at komme igennem året. Hvis der er ekstrem tørke har flere millioner af mennesker brug for hjælp udefra.

Håb smitter

Folkekirkens Nødhjælp arbejder igennem lokale udviklingsorganisationer med blandt andet at forbedre bøndernes dyrkningsmetoder, etablere simple vandingssystemer hvor det er muligt, give nye indkomstmuligheder ved at introduceres gede- og hønsehold og nye håndværk. Men ifølge Eyasu Mekonnen er håbet det vigtigste, som Folkekirkens Nødhjælp kan give folk.
”Hvis der er håb, smitter det af på hele lokalsamfundet, som får troen på, at de kan ændre deres livssituation.”

Gederne fra Folkekirkens Nødhjælp samt træningen i at holde geder har givet Belg en forudsætning for at ændre sit liv.
”Jeg tror på, at det her er ny start for mig,” siger hun.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne