Da den gamle general stiger ud af sin bil fyger smædeord gennem luften. Vreden vokser i folkemængden som i en summende bikube, og hans livvagter slutter tæt op omkring ham for at beskytte ham.
”Mordere, mordere” gjalder det ud over pladsen.”Vi vil ikke have en regering, der er plettet af blod”. De vrede tilråb følges op af sten, der suser mod den 81-årige Efraín Ríos Montt og hans støtter fra regeringspartiet FRG (Guatemalas Republikanske Front).
Knapt ti minutter efter at den gamle general skulle have begyndt sin valgkampagne i Rabinal i det centrale højland i Guatemala, måtte han under en regn af sten, ukvemsord og slag flygte ind i bilen med sine livvagter og drøne ud af Rabinal.
På flugt for folkemængdens vrede og på flugt for Guatemalas historie, som Ríos Montt selv har været med til at skrive med blodig blæk.
For lige netop den dag i midten af juni, da Ríos Montt – uforvarende siger han selv - havde valgt at føre sin valgkampagne til byen Rabinal i Guatemalas smukke højland, var familier i Rabinal gang med at holde minde- og begravelsesoptog for 70 af deres pårørende, der var blevet fundet i hemmelige massegrave rundt omkring i Rabinal-området.
Udryddelseskampagne under Ríos Montt
Det var netop i Rabinal og i Guatemalas centrale højland, at militæret for lidt over 20 år siden under Ríos Montts ledelse indledte en skånselsløs udryddelseskampagne i et forsøg på at komme guerillagruppen URNG til livs.
Rabinal-området fungerede som en slags korridor mellem hovedstaden Guatemala By og den nordligtliggende Quiché-provins, der grænser til Mexico. Og ved at tvangsfordrive eller myrde civilbefolkningen forsøgte militæret at afskære oprørerne fra URNG fra at operere i hele det centrale højlandsområde.
Inden militæret rykkede ind var der omkring 23.000 indbyggere i Rabinal. Da militæret forlod Rabinal-området i 1984 var næsten en femtedel af de 23.000 indbyggere dræbt eller forsvundet.
De fleste lig blev smidt i brønde, i massegrave, i latriner, brændt eller bare efterladt i bjergene.
Retsantropologerne har gravet flere massegrave op, men der ligger ifølge retsantropologers vurdering adskillige hemmelige massegraverundt om i Baja Verapaz-provinsen.
"Den første gang militæret kom, var den 13. februar 1982. De tvang alle de mænd, som var med i PAC (Den Civile Forsvarspatrulje), til at aflevere deres ID-kort, og så tog de mændene med sig til nabolandsbyen Rio Negro. Der var 77 mænd i alt, min onkel, min bedstefar og mine naboer var iblandt. Indtil videre har vi fundet 44 lig i en massegrav ved Xococ. Vi ved ikke, hvor resten er," fortæller Bruna Perez Osori.
Hun sidder sammen med en lille gruppe kvinder fra nabolandsbyerne. Panacal er en typisk mayaindiansk landsby i Rabinal-området. Den ligger omgivet af stejle bjergsider og små jordlodder plantet til med majs og bønner.
Der bor cirka 450 primært achi-mayaindianere i Panacal. Men ligesom i mange af nabolandsbyerne er der overtal af enlige kvinder - enker efter militærets massakrer.
"Nøjagtigt en måned senere kom militæret igen. De tvang kvinder og børn af sted. I tre timer gik vi, så tvang de os til at danse, mens de begyndte at tæske løs med stokke, macheter og geværkolber på både kvinder og børn. Jeg havde overladt mit spædbarn på fire måneder til min mor, fordi jeg tænkte, at barnet var beskyttet hos hende. Jeg ved ikke hvordan, men jeg slap væk. Både min mor og mit barn var blandt de 177 børn og kvinder, som soldaterne slog ihjel den dag, den 13. marts ved Rio Negro. De blev myrdet og smidt i en massegrav," siger Bruna Perez Osori. "Jeg blev syg bagefter. Det gjorde så ondt i sjælen, at jeg følte, jeg ikke kunne leve mere", siger hun.
De andre kvinders historier er brutale spejlbilleder af Brunas fortælling om, hvad der skete for lidt over 20 år siden. Alle har de mistet; børn, mand, far, mor, familiemedlemmer eller venner. Og alle giver de udtryk for den smerte og skyldfølelse, der sammen med uvisheden om de dødes skæbne gnaver i sjælen.
"Vi spørger os selv, hvorfor regeringen egentligt har underskrevet fredsaftalerne i 1996, som også taler om forsoning og demokrati. Vi har end ikke fået en undskyldning eller forklaring på, hvorfor vores mænd og familiemedlemmer blev dræbt," siger Bruna Osori.
Enkerne i Rabinal har sluttet sig sammen i en forening af vidner. Med hjælp fra menneskerettighedsorganisationen CALDH og fra andre organisationer, der arbejder med mayabefolkningens rettigheder, har de rejst en retssag om folkedrab mod Rios Montt og mod to tidligere generaler.
Handlingslammelse og frygt
"De tab og overgreb, vi har lidt, er behæftet med en stor skam- og skyldfølelse, som tynger endnu mere, fordi vi i mange år var handlingslammede af frygt og smerte," siger Rosalina Tuyuc. Hun er leder af Conavigua, Den Nationale Organisation af Enker. Den 46-årige Rosalina Tuyuc mistede selv sin mand og sin far – de forsvandt sporløst, efter at de var blevet hentet af militæret i 1983 og ’84.
Rosalina Tuyuc var i slutningen af 1980’erne med til at danne Conavigua, som primært består af mayakvinder, hvis mænd var blevet dræbt, eller som "forsvandt" under den 36 år lange borgerkrig.
Kvinderne i Conavigua tager ud i landsbyerne, hjælper familier og enker til at fremskaffe de fornødne papirer på, at deres døde virkeligt har levet. Og de hjælper med at anmelde sagerne til indenrigsministeriet, at kontakte retsantropologerne i De Dødes Hus, at samle vidnesbyrd ind og i det hele taget at få folk til at turde tale om fortiden og om, hvor de måske tror, at der er massegrave.
"Vi har fået brudt tavsheden. Det har taget mange år at nå så langt. Vores første skridt var at begynde at tale offentligt om det –at fordømme de voldtægter, massakrer og overgreb, som militæret begik mod os. Vores næste skridt var at stille politiske krav, at kræve sandheden, at kræve kompensation. Siden 1992 har vi arbejdet med at få opgravet hemmelige massegrave og skaffe dokumentation for, hvordan folk er blevet dræbt", fortæller Rosalina Tuyuc.
De Dødes Hus
Ekspertise og erfaringer i massegrave og folkedrab er der nok af i De Dødes Hus, som mayabefolkningen kalder Det Retsantropologiske Center (FAFG) i hovedstaden Guatemala By.
Flere af de omkring 60 arkæologer og antropologer i centret har deltaget i internationale teams i blandt andet Kurdistan, Congo, Haiti og Rwanda. I øjeblikket arbejder de på fuld tid med at samle små bidder af Guatemalas blodige og traumatiske fortid.
Med omhyggelige og forsigtige hænder sorteres, måles og samles. En splint fra et kranie med skudhul sættes på med lynlim. I en slags dødens indtogsmarch ligger skelet- og kraniedele på rad og række på bordene sammen med tøjstumper, brudte perlekæder, sko, en slidt gummisandal med læderremme, der har taget jordens stive, gråbrune farve.
"Vi formoder, at der i hele Guatemala er mindst 1000 hemmelige massegrave, som det vil tage de næste 10-15 år at opspore og opgrave, siger lederen af De Dødes Hus, Fredy Peccerelli, der også har ledet opgravningsteam i Srebrenica i Bosnien.
Dusinvis af papkasser er stablet langs vægge og under bordene i De Dødes Hus. Her ligger indholdet fra massegrave, som skal røntgenfotograferes, renses, sorteres, undersøges og kategoriseres.
Når identifikations- og dokumentationsarbejdet på de enkelte ofre er fuldført, udleveres knogle- og skeletrester sammen med trækister i børnestørrelse til de pårørende.
| Folkekirkens Nødhjælp i Guatemala |
|---|
| Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med flere menneskerettighedsorganisationer i Guatemala, blandt andre Conavigua og CALDH, og har støttet den katolske kirkes Historiske Sandhedsrapport (REHMI). |
"Vores arbejde skaffer de efterladte vished. De får de døde tilbage, så de kan begrave dem ordentligt. Samtidig indsamler vi den fornødne dokumentation omkring hændelsesforløb og dødsårsag, som andre så må arbejde videre med i forhold til de retsprocesser, som forhåbentligt kommer engang," siger Fredy Peccerelli.
De dødes knogler skal finde hvile
Siden juni 2000 har 22 landsbysamfund i Guatemalas centrale højland med støtte fra menneskerettighedsorganisationer anlagt retssager med anklager om folkedrab mod Ríos Montt og de to brødre, general Romeo Lucas Garcia og Benedicto Lucas García. Sidstnævnte var hærstabschef og hjernen bag de civilforsvarspatruljer (PAC’erne), som militæret brugte som lokale bødler.
Overlevende fra de massakrer, som militæret foranstaltede under Ríos Montt har med støtte fra blandt andet menneskerettighedsorganisationen CALDH (Centro de Accion Legal Derechos Humanos) dannet en vidnesammenslutning og rejst anklager mod Ríos Montt og Lucas García, som også sad på magten i starten af 1980’erne, men som Ríos Montt væltede ved et kup i 1982.
Flere end 100 vidner har allerede afgivet deres vidneudsagn til den offentlige anklager om 25 dokumenterede massakrer blandt andet i Rabinal-området. Ud af disse anklages Ríos Montt for at have stået bag de 14 massakrer.
| Sandhedsrapporten |
|---|
| Ifølge den katolske kirkes Historiske Sandhedsrapport (REHMI) blev 200.000 mennesker dræbt i Guatemala – 40.000 af disse betegnes som "forsvundne" - under den næsten 36 år lange borgerkrig i Guatemala. De 132.000 blev dræbt i perioden under Ríos Montt og brødrene Lucas og Romeo García i årene fra 1978-1984 - som guatemalanerne selv betegner som "la violencia – volden". I samme periode blev omkring en million guatemalanere drevet på flugt. Ifølge REHMI-rapporten og FNs Historiske Opklaringskommission (CEH) stod militæret og civilpatruljer bag 92 procent af alle overgreb og massakrer. FN–rapporten dokumenterer desuden, at militæret begik folkedrab i mindst fire geografiske områder i Guatemala, hvor den mayaindianske befolkning systematisk blev udryddet eller tvangsfordrevet. |
For Ríos Montt, der hidtil har siddet som formand for Kongressen, er det livsnødvendigt at vinde valget den 9. november.
Han mister nemlig sin parlamentariske immunitet, hvis han ikke bliver valgt som præsident, og så vil muligheden for menneskerettighedsorganisationerne for at få presset retssagen om folkedrab mod ham igennem i Guatemalas retssystem være betydeligt større, end hvis han vælges som præsident.
For Guatemalas retssystem vil retssagerne mod Ríos Montt være den helt store ”lakmusprøve” på, om retssystemet kan fungere frit og uafhængigt.
Det guatemalanske retssystem er kendt for at være gennemsyret af impunitet, der i Guatemala bedst kan beskrives som straffrihed – især når det gælder økonomiske og politiske magtudøvere.
Men når og hvis retssagerne om folkedrab åbnes i Guatemala - vil de danne præcedens både nationalt og internationalt, fordi det i givet fald vil være de første retssager om folkedrab, der føres i det land, hvor folkedrabet blev begået
For de, der mistede under Ríos Montts blodige regime, er det uvisheden om deres familiemedlemmers skæbne, som piner.
"De dødes knogler er urolige om natten. De forstyrrer ens søvn, og de kalder på en i drømme, så man vandrer hvileløst i natten i søgen efter de forsvundne. Næste morgen vågner man træt og uden kræfter til at begynde dagen,” siger Andrea Sampérez Isidrian, da hun sammen med andre pårørende endeligt kan stede 24 af deres døde familiemedlemmer til hvile ved kapellet i byen San Andrés Sajcabajá i Quiché-provinsen. De blev myrdet under Ríos Montt og smidt i hemmelige grave. For lidt over et år siden gravede retsantropologer de 24 ofre op ni forskellige steder rundt omkring byen. De blev identificeret i De Dødes Hus og bragt tilbage til de pårørende i San Andrés Sajcabajá.
”Knoglerne skal finde hvile, for at vi andre kan leve i fred”, siger Andrea Sampérez Isidrian.
Artiklen blev bragt i Information september 2003.