| Uddeling af nødhjælp i Etiopien. |
En kombination af tørke og de globale prisstigninger på fødevarer har bragt millioner af etiopiere på randen af hungersnød.
Den etiopiske regering, der er kendt for at underdrive sultproblemernes omfang, skønner, at mindst 6,4 mio. mennesker nu er afhængige af nødhjælp udefra.
Truslen om en ny sultkatastrofe har fået udviklingsminister Ulla Tørnæs, der netop i disse dage er i Etiopien og deltager i Afrika Kommissionens møde, til at love ekstra humanitær hjælp.
Den danske ekstrabevilling på 10 mio. kroner går til Folkekirkens Nødhjælps og Red Barnets arbejde i de hårdest ramte provinser i Etiopien.
Fødevarehjælp til 65.000 mennesker
”Med de ekstra penge kan Folkekirkens Nødhjælp komme cirka 13.000 sårbare familier (omkring 65.000 mennesker) i Oromiya-provinsen til undsætning,” fortæller Kasper Engborg fra Folkekirkens Nødhjælps katastrofeafdeling.
Oromiya-regionen har været ramt først af oversvømmelser, siden af langvarig tørke, og med de aktuelle prisstigninger på fødevarer har folk ingen mulighed for at skaffe mad nok.
Ekstrabevillingen betyder, at Folkekirkens Nødhjælp frem til næste regntid – som forhåbentlig kommer i juni 2009 – hver måned kan udlevere 4,5 kg. fødevarer og 0,5 liter vegetabilsk olie per familiemedlem i de 13.000 familier.
De ekstra rationer kan forhindre en yderligere forværring i underernæringen, som især er udbredt blandt børn under 5 år.
Samtidig er håbet, at nødhjælpen vil forhindre, at mange mennesker bryder op fra deres hjem for at søge bedre levevilkår andre steder.
Erfaringen viser, at når større folkestrømme begynder at vandre, skaber det ofte konflikter med andre befolkningsgrupper.
