© Erik Johnson
|
| Dulu Begum ejede en lille forretning med købmandsvarer. Orkanen Sidr som forårsagede store ødelæggelser i Bangladeh i november 2007 skyllede Dulu Begums forretning væk. |
Da de modtog advarslen, var vindstyrken allerede oppe over 200 kilometer i timen. Der var ingen mulighed for evakuering, og desuden ligger beskyttelsesrummet mere end to kilometer væk.
Blot 10 minutter senere kom der en kæmpe tidevandsbølge fra floden. En gigantisk væg af vand skyllede ind over alt på sin vej. Den gik ind over dæmningen og ødelagde alle husene i landsbyen Choto Labongola i det sydlige Bangladesh.
| Orkanens ødelæggelser |
|---|
| Over 8,5 millionermennesker er blevet ramt af cyklonens hærgen. Over 500.000 huse er blevet totalt ødelagt – knap en million huse er blevet skadet. 800.000 hektarer marker med afgrøder er blevet oversvømmet og ødelagt, og over en million husdyr er druknet ifølge FN’s nyhedsbureu IRIN News. Det gør vi: Folkekirkens Nødhjælp har i alt givet DKK 750.000 til nødhjælpsarbejdet, som er en del af ACT International (kirkernes internationale nødhjælpsindsats). Derudover har Folkekirkens Nødhjælp modtaget Euro 250.000 til genoprettelse af fødevaresikkerheden samt vand- og sanitetsforhold i to sydlige distrikter i Bangladesh efter cyklonen SIDR. |
For Marjina Begum, var vandmasserne simpelthen for voldsomme.
“Jeg holdt fast om min datter, så længe jeg overhovedet kunne. Men jeg kunne ikke … vandet var stærkere end mig.”
Marjina Begum brød ud i gråd og kunne ikke holde op, da hun fortalte medarbejderne fra Folkekirkens Nødhjælp historien om sit tab. Hendes datters lig blev fundet dagen efter, og blev begravet i landsbyen.
De fattige er hårdest ramt
Da vi besøgte landsbyen sammen med vores nationale samarbejdspartner Dushtha Shasthya Kendra, DSK, hørte vi utallige historier som denne.
Overalt var der spor efter cyklonen Sidr, som ramte det sydlige Bangladesh i midten af november sidste år. Landskabet var fyldt med væltede træer, tømmer, murbrokker og affald fra nedblæste og ødelagte huse.
Da vi gik ned mod flodbredden, mødte jeg en mand, der stod ved siden af en grav, hvor hans kone og to børn var begravet. Selvom det var over to måneder siden, at cyklonen havde raset, var han stadig for rystet til at tale om, hvad der var sket.
I alt var 14 mennesker fra landsbyen begravet her, deraf mange børn og gamle.
Disse mennesker er de fattigste af de fattige. De er hårdt ramt, fordi de bor på jord, de ikke ejer i lavtliggende landbrugsområder langs flodens bredder. Når det går allerbedst, spiser de to måltider om dagen.
Mange vil nu søge til byerne efter småjobs. Efter katastrofer som denne er det almindeligt, at mange unge bengalske kvinder ender i bordeller.
© Erik Johnson
|
| Orkanen Sidr lagde landsbyer og huse ned - her er en mand i gang med genopbygning af sit hus, som blevet revet væk, da Sidr ramte Bangladesh |
Alt er væk
Vi mødte også Reksona Begum uden for hendes midlertidige bolig, som hun havde flikket sammen, efter at hendes hjem var blevet revet fra hinanden af bølgerne og vinden.
Reksona Begum og hendes invalide mand bor sammen med deres to små børn. De fik mad fra Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner DSK umiddelbart efter stormen, sammen med et kort fra regeringen, der også giver dem ret til at få nødhjælp i fremtiden. Men de har stadig ikke modtaget noget ris.
For at gøre tingene endnu værre, så er prisen på ris steget med 30 procent på bare nogle få dage på grund af cyklonen.
“Jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne klare mig. Hvordan skal jeg kunne leve?” spørger hun.
“Jeg havde 12 geder før stormen. De er alle væk”
Da vi spørger til hendes fremtidsplaner, fortæller hun, at hun har modtaget 5.000 taka fra regeringen til at reparere sit ødelagte hus for.
Hun er ikke meget for at bruge pengene til noget andet, men hun føler, at hun ikke har noget valg.
“5.000 taka til at reparere et hus for er ingenting. Det er umuligt. Jeg vil nok bruge pengene til at købe nogle høns for. Jeg kan højst købe 20 små høns, men efter nogen tid kan jeg leve af æggene. Indtil da ved jeg ikke, hvad jeg skal gore.”
“Min mand kan intet gøre. Jeg er alene om at forsørge min familie. Hvad skal jeg gøre,” spørger hun fortvivlet.
Alam Faki siger, at han plejede at være heldig. Før cyklonen var han i stand til at forsørge familien ved hjælp af sine egne fiskedamme, som stillede ham lidt bedre end andre i byen. Men nu siger han:
“Jeg har det værre end de fattigste af de fattige.”
Mistede et fiskeri
Hvor de fattige lettere kan genoptage et traditionelt erhverv og er berettiget til nødhjælp, mistede han et fiskeri. Fiskeriet var over 300.000 taka værd, hvoraf meget var finansieret gennem lån.
Alam Faki har bedt regeringen om hjælp, men forventer ikke at modtage nogen. Han modtog ikke engang de 5.000 taka, de andre fik for tabet af deres hjem, da han på grund af sin tidligere formue ikke regnes blandt de mest udsatte.
At genoptage deres liv er langt den største udfordring for de mennesker, som er blevet ramt af cyklonens ødelæggelser. De har næsten alle mistet deres arbejdsredskaber og ejendele, og mange står allerede i gæld til lokale banker og pengeudlånere.
Folkekirkens Nødhjælp og DSK vil give mindst 1.000 geder, 200 fiskerbåde og 100 fiskenet til kooperativer, sammen med rørpumper og latriner.
Mange fiskerbåde og net blev før udlejet til en høj pris af lokale ’fiskeriherrere’, som tjente godt på udlejningen.
Så når Folkekirkens Nødhjælp og DSK kommer med net og både, vil nogle af fiskerne ikke længere stå i afhængighedsforhold til fiskeriherrerne.
© Erik Johnson
|
| Nødhjælpspakke uddelt til de orkanramte i det sydlige Bangladesh, november 2007 |
“På en eller anden måde vil vi klare os”
Dulu Begum ejede en lille forretning med købmandsvarer, der blev finansieret af tre forskellige lån.
“Alt er væk nu, skyllet væk. Min mand kører rickshaw.”
Hun er også bekymret for, hvordan hun skulle betale skolepenge for sine to små børn. Men da hun bliver spurgt midt iblandt en gruppe kvinder i sin by, om hvordan de vil klare sig, griner alle kvinderne.
“Vi vil på en eller anden måde klare den, ” er de alle enige om og smiler.
På trods af deres ufattige lidelser og de uoverstigelige vanskeligheder, de nu står overfor, er det faktisk et budskab vi får igen og igen. Vi hørte utallige historier om mod og håb. Mange folk har sagt, at de ikke længere vil modtage nødhjælp så som maduddeling.
De siger, at det eneste, de har brug for, er redskaber og værktøj til at sætte dem i stand til at genoptage deres levevej.
Erik Johnson, nødhjælps-koordinator
ejo@dca.dk