© ACT
|
| Dele af Panajab ligger nu begravet. |
Fra onsdag d. 5. oktober blev der af Guatemalas præsident meldt nødstilstand i hele landet. Dette skyldes den tropiske storm Stan, der nåede vindstyrker som en orkan, og som har hærget dele af Mellemamerika og det sydlige Mexico. Skaderne forårsaget af Stan skyldes først og fremmest den voldsomme regn, som stormen medbragte, og som er skyld i oversvømmelser, jordskred samt andre skader, og naturkatastrofen kan mærkes af alle i Guatemala, og der vil være store omkostninger i forbindelse med genopbygningen af landet.
Guatemala er i total krisetilstand. Hele landsbyer er vasket væk af jordskred og oversvømmelser, mens andre landsbyer er dækket af mudder til op over knæene – på veje, i huse og skoler. Flere landsbyer er isolerede, da både veje og broer er vasket væk. Den eneste måde at nå frem til disse lansbyer med nødhjælp er derfor via helikopter, men der er stadig landsbyer, der ikke har modtaget nogen form for hjælp.
Heldigvis har altruismen vist sig i Guatemala, og mange har givet tøj, mad og andre livsnødvendigheder til de nødhjælpsorganisationer, der hjælper de berørte. Dog er der stadig behov for meget mere, og nøden er på ingen måde ovre. Det meste af høsten i Guatemala er nemlig gået fuldstændigt tabt, hvilket vil påvirke landet flere år fremover. Mange mennesker vil derfor sulte også i fremtiden, og priserne på markederne er allerede steget, hvilket går værst ud over de fattige. Derudover hænger faren for infektioner, diarré og kolera over hovedet på de fleste berørte guatemalanere som følge af forurenet vand og mudder; mange har allerede svampeinfektioner over det meste af kroppen.
Landsbyerne San Marcos og Santiago de Atitlán, der er beliggende rundt om søen Atitlán, omgivet af tre vulkaner, er mellem de hårdest ramte landsbyer. Dele af vulkanen Atitlán skred sammen under den voldsomme regn og har dækket store dele af Santiago. Mange leder stadig efter forsvundne familiemedlemmer, der sandsynligvis ligger begravet i mudderet. Men da det er nærmest umuligt at grave landsbyerne fri for det meter høje mudder, og da der er smittefare forbundet med eftersøgningen af ligene, har myndighederne anmodet om at gøre de begravede dele af landbyerne til kirkegård. Dette står dog stærkt imod officielle anbefalinger om psykisk heling og landsbyboernes egne opfordringer, da beboerne ønsker at give deres kære en rigtig begravelse følgende deres traditioner.
CONAVIGUA (CONAVIGUA er en af Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartnere i Guatemala og den organisation, hvor jeg er i praktik dette halve år) arbejder på højtryk disse dage; overalt er der møder, og koordinatorerne fra de forskellige områder rundt om i landet kommer for at melde, hvad der sker i netop deres område, mens der stadig intet er hørt fra koordinatorerne fra isolerede områder.
CONAVIGUA sender først og fremmest mad og tøj til de berørte områder. Derudover forsøges det i øjeblikket at rejse penge til at købe mayaindianernes traditionelle dragter for også at kunne sende sådanne til områderne. Dragterne er en del af mayaindianernes kulturelle identitet, og det tøj der er sendt afsted er bukser, trøjer, nederdele osv., hvorfor de traditionelle dragter er af stor mangel. Torsdag d. 13. oktober tager flere unge fra CONAVIGUA's undergruppe MOJOMAYA desuden til Santiago for at uddele det mad, tøj og medicin, som de har samlet ved hjælp af internationale forbindelser, til de tilskadekomne. Snakken er i dag gået i frokostpausen, da mange er nervøse for medlemmerne af denne ekspedition, da vejene stadig er ufremkommelige, og da der stadig finder dødelige jordskred sted.
Personligt har jeg været så heldig ikke at have befundet mig på nogle af de udsatte steder under katastrofen. Jeg har kun oplevet MEGET regn, set mindre jordskred, og så har jeg brugt min weekend på at grave Pastores, en stærkt medtaget landsby i nærheden af hvor jeg bor, fri fra mudder. Da jeg ankom, var hele landsbyen begravet i mudder – både inde og ude – og vi måtte vade i mudderet, der nåede til op over knæene, for at nå frem. Heldigvis var der mange frivillige, og vi fik udgravet skolen og vejene, dog var der stadig meget mudder, da jeg forlod Pastores søndag aften.
Men Pastores, mine rygsmerter og vabler på hænderne af at grave er ingenting i forhold til de fjernereliggende landsbyer, hvor det nærmest er umuligt for frivillige, tøj og medicin at komme frem, og hvor de overlevende er både fysisk og i høj grad psykisk medtaget – jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan de klarer det.
Christine Salskov