For at være helt ærlig er det hårdeste ved at være aktivist her i Oslo, at jeg er nødt til at gå udenfor og ryge i 20 graders forbandet kulde. Eftersom vi er i Norge. Og rygning ikke er tilladt.
Men tro mig, når jeg siger, at hvis folk kan forbyde røg i husene, så burde de også forbyde klyngebomber, så de ikke ødelægger de samme røgfri bygninger og røgfri mennesker inde i dem. Måske kan du ikke lige følge min tankegang, men jeg tror, der er et par trofaste rygere derude et sted, som forstår hvad jeg mener.
Bortset fra klager fra nogle gennemfrosne rygere skete der ikke meget uden for konferencen her i Oslo i dag. Men masser indenfor. Masser af gode ting.
Vi er på vej mod en succes. Bølgen er ved at vende.
Alle de lande, der talte i dag, også dem jeg mistænker for ikke at være så gode, var klart enige om, at der er brug for et forbud mod klyngebomber.
Nogle har forbehold og forskellige ideer om, hvordan man skal nå frem til et forbud, men ingen af dem bestred den kendsgerning, at der er brug for at forhandle en international aftale.
Alle var de også enige om, at det skal ske snarest muligt.
Østrig fulgte efter Norge og Belgien som lande, der har erklæret et nationalt stop for klyngebomber. Hvor ville det være dejligt, hvis Danmark ville gøre det samme!
Med gode taler fra mennesker fra vidt forskellig baggrund, ngo’er, regeringer, eksperter, fastslog vi endnu en gang – uden rigtige modargumenter fra regeringernes niveau – at klyngebomber af natur er noget skidt. Rammer i flæng. Årsag til uforholdsmæssigt store skader for civile. Våben der måske nok kan fikses op og få en ansigtsløftning, men de ser stadig rigtig dårligt ud i klart dagslys.
Som den libanesiske repræsentant fastslog det: ”Man kan ikke få et monster til at ligne en engel!”
Så måske er vi nået helt i mål. I morgen bliver forhåbentlig den dag hvor regeringerne officielt enes om at fortsætte Oslo processen. Om at fortsætte den proces, som kan føre til et hurtigt forbud mod disse monstre. Forhåbentlig sætter de en fast deadline, og vi håber det bliver 2008.
Måske for tidligt
Nogle vil sige at det er for tidligt. For ambitiøst. Men vi har brug for at være ambitiøse. Vi har brug for at vise folk i Kosovo, Serbien, Afghanistan, Irak og Libanon, at vi ikke vil tillade, at denne humanitære katastrofe gentager sig.
Og hvilken regering kan tage tilbage til deres hovedstæder i morgen og sige, at de ikke var villige til at arbejde hurtigt og effektivt videre på dette?
På at sikre, at disse våben bliver brændemærket, så de ikke skal bruges igen? Hvem vil argumentere for, at de hellere vil beskytte deres store lagre end de mennesker, der kan blive ofre for disse våben.
Jody Williams, der fik Nobelprisen for at have ledet kampagnen for forbud mod landminer, sagde det så præcist i dag: Statens pligt er ikke at beskytte sine våben-arsenaler, men at beskytte sine borgere. Så vil vores regeringer vælge at beskytte os eller monstrene?
Svaret følger i morgen!