”I den landsby, jeg kommer fra, er der kun en lille skole op til 4. klasse, og der er ingen uddannede lærere. Derfor drømmer jeg om at blive lærer, så jeg kan undervise børnene i min landsby.”
Det fortæller Mu Naw. Hun er 16 år og en af de tusindvis af unge burmesere, der lever i grænselandet mellem Burma og Thailand - på flugt fra det burmesiske militærstyre. Meget få af dem får en uddannelse, og de fleste kommer aldrig i nærheden af en skole.
Det er tre år siden, Mu kom til Ler Pur Her, som er en lejr for internt fordrevne - en dags vandring fra hendes landsby i Karen staten. Hun går nu i 8. klasse i lejrens skole, der lige nu rummer 49 piger og 31 drenge.
Ingen af lærerne har en egentlig læreruddannelse, men de har dog bestået 10. klasse.
