|
| Ronald og Justine bevarer humøret, fordi der trods alt er udsigt til en fremtid med mening og mulighed for at give videre, når de begge er færdiguddannede lærere. |
Der er helt stille omkring de gule bygninger på Rakai Teachers College - men så slår klokken fem, og klokken ringer ud.
Elever i uniformer vrimler ud af de tre store bygninger, som når massevis af myrer forlader deres myretue for at gå på jagt efter mad.
Eleverne stimler sammen i grupper og forsvinder hen over skolens store gårdplads.
To af eleverne er Nassazi Justine og Agaba Ronald.
Som 81 andre elever på skolen modtager de støtte til deres uddannelse via Folkekirkens Nødhjælps partnere RACA, som arbejder i Rakai distriktet I det sydlige Uganda.
Nassazi Justine er 18, Agaba Ronald 20, begge er førsteårselever på Rakai Teachers College, begge er forældreløse, og begge har de en drøm om at blive dygtige lærere.
Justine kommer fra landsbyen Lwanda, der bor hendes søskende stadig.
Hun har tre, en søster på 8 år, og to brødre på 6 og 4 år. Indtil hun startede på skolen, tog hun sig af sine søskende:
"Nu er det vores naboer, der ser efter mine søskende - vi har nogle gode naboer," siger Justine.
Til trods for det store ansvar har Justine klaret sig så godt, at hun i det, der svarer til folkeskolen, fik et stipendiat fra regeringen, som sikrede hende adgang til Rakai Teachers College.
Men støtten fra regeringen er begrænset.
Derfor hjælper Folkekirkens Nødhjælp Justine med skolebøger, skriveredskaber, skoletaske, sko og uniform.
Pengene stammer fra de danskere, der køber skolebænke gennem Giv-en-Ged-Kampagnen.
Foruden en skolebænk rummer pakken også de øvrige skoleting til eleverne.
Uddannelse af afgørende
Justine er taknemmelig for, at hun får støtte og dermed mulighed for at uddanne sig til lærer.
Men indimellem flyver tankerne, fordi hun tænker meget på sine yngre søskende derhjemme:
"Det kan nogle gange være svært for mig at koncentrere mig her på skolen - særligt når jeg har eksamener. Jeg er jo både mor og far for mine søskende. En gang om måneden tager jeg hjem, så jeg kan hjælpe med at planlægge og sørge for, at der er nok mad til mine søskende, indtil jeg igen er tilbage," fortæller hun.
Justine fortæller, at flere af børnene i hendes landsby ikke går i skole.
Men når hun er hjemme, forklarer hun sine søskende, hvor vigtigt det er, at de går i skole.
Og hun aftaler med naboerne, at de hjælper til med at sende dem af sted om morgenen.
For Justine er uddannelse afgørende for en god fremtid.
Både hendes søskendes uddannelse, hendes egen og Ugandas børn generelt.
”Jeg drømmer om at blive en lærer. En god lærer, som ikke spilder elevernes tid. Jeg vil gerne sørge for, at alle børnene I min landsby går I skole," siger hun.
Svært uden far og mor
|
| Rakai Teachers College er lykken for Ronald og Justine. Som fattige, forældreløse unge var en videregående uddannelse ellers ikke en selvfølge. |
Hendes ven og studiekammerat Agaba Ronald på 20 år er enig med hende.
Også han er forældreløs og synes, at uddannelse er helt afgørende for at komme videre.
Og han vil gerne kendes som en lærer, der arbejder professionelt:
"Mine forældre døde af hiv/aids. Jeg nåede aldrig at se min far - jeg ved ikke engang, om jeg ligner ham. Min mor døde, da jeg var 4 år, og så blev jeg bragt hen til hendes søster. Men min mors søster var ikke et godt menneske, hendes familie udnyttede mig, de ville have, at jeg skulle arbejde på en benzintank for at tjene penge til dem," forklarer Ronald.
"Derfor begyndte jeg at planlægge, hvordan jeg kunne løbe hjemmefra. En lærer hjalp mig med at rapportere sagen på politistationen,” fortæller han.
Som 14-årig fandt Ronald en plejefamilie i Rakai, som han kunne bo hos:
"Min nye familie støtter mig, selvom jeg ikke er deres biologiske barn, og det er jeg så taknemmelig for. Blandt andet giver de mig nogle gange sæbe og tandpasta til at tage med til skolen,” siger Ronald og glæder sig desuden over de muligheder, som Folkekirkens Nødhjælp og partneren RACA giver ham.
”Jeg er meget heldig, fordi jeg kan tage hen til RACA-kontoret og få hjælp. Der er altid nogen at snakke med, og de er gode til at støtte mig i det, jeg gør, og give mig gode råd. Det er jeg glad for. Det kan godt være svært, når man ikke har sin mor og far," forklarer han.
Tekst og fotos: Mai Gad