To malede palæstinensiske flag pryder indgangspartiet til Anata drengeskole på denne lidt kedelige grå og overskyede dag i januar. Ved første øjekast ligner skolen de andre skoler på Vestbredden, men ved nærmere eftersyn er der én markant forskel.
Siden starten af skoleåret er skolen blevet både berømt og berygtet.
Journalister fra nær og fjern er rejst hertil for at skrive artikler om forholdene i byen Anata fire kilometer øst for Jerusalem. Men hvad er så særligt ved skolen i Anata og de 725 drenge i alderen 11-18, som går her?
Farvel til skolegården
Det hele begyndte i slutningen af sommerferien 2005, da Israel begyndte at opføre en del af sin adskillelsesbarriere på skolens grund.
Muren har taget 800 m2 af den asfalterede skolegård og kun efterladt 10 gange 10 meter til børnene at udfolde sig på.
Da vi ankommer, har en af klasserne gymnastiktime i, hvad der er tilbage af skolegården. De 11 til 12-årige drenge står og laver øvelser med arme og ben med ansigtet rettet mod den 9 meter høje betonmur.
Byggelarm og militær
Bygningen af muren omkring skolen er stadig i gang, og støjen fra bulldozere og andet maskineri forstyrrer den daglige undervisning i klasselokalerne.
Det er dog ubetydeligt i sammenligning med den konstante tilstedeværelse af bevæbnet politi og soldater, som hver dag omgiver skolen.
Vi observerer tre militærkøretøjer. En ved byggepladsen foran skolen, hvor muren er ved at blive bygget, og de to andre halvt gemt bag noget buskads på hver sin side af skolen.
Dagen er en forholdsvis rolig dag. Vi hører kun den karakteristiske bibben fra de camouflagefarvede køretøjer, som har til hensigt at kommunikere til børnene, at soldaterne er der.
Tåregas og stenkast
Yousef Ilian, skoleinspektøren fortæller os gennem engelsklærerens tolkning, at soldaterne dagligt chikanerer børnene.
Det får nogle af de ældre drenge til at kaste med sten. Det er nærmest blevet et ritual, der altid ender med at soldaterne affyrer lydbomber, tåregas og andet ind på skolens område, og til tider er gummikugler blevet affyret gennem vinduerne.
Vi ser de mange huller i væggene, og inde på skoleinspektørens kontor er der i et hjørne en pæn samling brugte hylstre fra tåregas og lydbomber.
Vi hører også, at soldaterne ved mange lejligheder er kommet ind på selve skolen for at arrestere elever og lærere.
Mange elever holdes hjemme
Soldaternes færden i og omkring skolen gør, at mange forældre i stedet for at sende deres børn i skole vælger at holde dem hjemme.
Det har betydet, at elevtallet er faldet fra omkring 800 til 725.
| Mette, udsendt som civil ledsager efteråret 2005 |
