Når man rejser mod syd fra Uvira i det østlige DR Congo, ser man nogle store cementfliser kante vejen til Nundu Hospitalet. Ved første blik ligner de gravsten, og på en måde er det netop, hvad de er. Hver flise er et minde om en massakre, der fandt sted i regionen under den ekstremt brutale krig mellem regeringssoldater og oprørere i det østlige DR Congo fra 1998 til 2003.
Jeg tæller mindst fire, før vi ankommer til hospitalet; fire grufulde påmindelser om at et blodigt kapitel i historien først for nylig er afsluttet for de mange indbyggere i denne vidtstrakte region.
Men når et kapitel er slut, begynder et andet, og for indbyggerne i Syd Kivu er volden stadig en hæslig realitet i hverdagen. Officielt skulle krigen være slut, men overalt i provinsen fortsætter konflikten mellem forskellige oprørsgrupper og FARDC (DR Congos væbnede styrker), og som det så ofte er tilfældet, er det de uskyldige civile indbyggere på denne udstrakte slagmark, der lider mest.
Om James
James Phillip Gould-Bourn er Folkekirkens Nødhjælps kommunikationsmedarbejder i DR Congo. Han arbejder til daglig på vores kontor i Kalemie i det sydøstlige Congo. Herfra tager han rundt og besøger og dokumenterer de forskellige projekter.
‘Det holder aldrig op’
På hospitalet bliver jeg hilst velkommen af en ung læge først i trediverne. Hun hedder Ester, og selv om jeg bliver modtaget med et varmt smil og et venligt håndtryk, kan hendes gæstfrihed ikke skjule, hvor træt hun faktisk er. Jeg spørger hende om hun får søvn nok. Det varer lidt, før hun svarer. "Ikke helt," siger hun uden overbevisning, "der er så meget arbejde her. Hospitalet modtager patienter hele døgnet rundt ugens syv dage. Vi har lige modtaget ni kvinder, som alle er blevet voldtaget."
Ester har arbejdet som læge på Nundu Hospitalet siden 2009, og fra 2010 er hendes arbejdet blevet støttet af Folkekirkens Nødhjælps projekt for kønsrelateret seksuel vold. Projektet varer i 2½ år og er finansieret af Danida.
Gennem de lokale partnere støtter Folkekirkens Nødhjælp læger og psykosociale medarbejdere på Nundu Hospitalet, oplysning til militær og politi om seksuel vold for at øge opmærksomheden om problemet og reducere antallet af seksuelle overgreb.
Derudover hjælper vi ofrene med at kræve deres ret gennem fortalervirksomhed og retshjælp. Ved denne tredelte tilgang sørger Folkekirkens Nødhjælp ikke kun for hjælp til ofrene; vi forsøger også at bekæmpe ondets rod ved at ændre de negative holdninger og syn på kvinder.
40 procent er børn
Mens lægen viser mig rundt på hospitalet, forstår jeg hurtigt hendes træthed. Hundredvis af kvinder og børn fylder hospitalet, og mange flere venter udenfor på at få behandling. Der er patienter i de fleste senge, og mens operationsstuen står tom lige nu, har jordemødrene travlt med at rydde op og gøre rent efter fødslen af en sund baby.
Da vi igen står uden for hospitalet, spørger jeg lægen, hvorfor der er så mange patienter her. "Der er ingen andre steder at tage hen," svarer hun. "Det næste sted er Panzi Hospitalet i Bukavu (over 150 km borte), men selv om nogle patienter har råd til at rejse dertil, er deres tilstand ofte så alvorlig, at de simpelthen ikke ville kunne klare den lange tur".
Da jeg spørger, hvor mange patienter hospitalet modtager fortæller lægen, at der er 500-600 nye tilfælde hver måned, hovedsagelig kvinder og piger, men af og til også mænd. Mens jeg taler med lægen, er en af Folkekirkens Nødhjælps psykosociale medarbejdere i gang et andet sted på hospitalet for at hjælpe en traumatiseret 14-årig dreng, som for nylig blev voldtaget af en gruppe mænd, mens han vogtede geder.
"Næsten 40 procent af patienterne her er børn, og ca. halvdelen af dem er mellem to og fem år gamle. Som du nok kan forestille dig, er deres skader ofte meget alvorlige."
Der hænger børnetøj til tørre uden for hospitalet, og flere børn fylder sengene på børneafdelingen. Det er svært for mig at forstå, og da jeg spøger, hvem der er ansvarlig for sådanne forbrydelser, tøver lægen et øjeblik for at finde de rigtige ord. "Mennesker i uniform," siger hun så.
Familier genforenes
Bagefter introducerer lægen mig til de fem psykosociale medarbejdere, som Folkekirkens Nødhjælp også finansierer. Hver dag taler de med ofrene for seksuelle overgreb, og nogle gange må de også selv have støtte for at klare det psykologiske pres ved så vanskeligt et arbejde. "Psykosocial støtte er vigtig af mange grunde," får jeg at vide, da jeg spørger om virkningen af deres indsats.
"Når en person bliver voldtaget, bliver hun/han hjemme, tænker, græder og spørger sig selv, hvad der dog skete uden at finde et svar. Personer, der er blevet voldtaget bliver frygteligt stigmatiseret her i DR Congo. Folk synes de er unormale, og deres mænd og familier udstøder tit ofrene for seksuelle overgreb, når de opdager voldtægten. Derfor tier mange kvinder og gemmer på deres smerte indeni."
Folkekirkens Nødhjælps psykosociale medarbejdere nøjes ikke med rådgivning til ofrene, de sørger også for familiemægling mellem ofrene og deres familier for at genforene dem.
"Vi har en pige her med psykologiske problemer, da hun blev gravid efter en voldtægt. Hendes mor kom til os og krævede en abort. 'Tag den ting ud af min datter,’ sagde hun. Da vi nægtede, truede hun med en traditionel abort. Sådanne aborter er ofte farlige og livstruende, men efter at vi havde talt længe med hende, gik hun endelig med til, at datteren kunne føde i sikkerhed på hospitalet. Hvis vi ikke havde overbevist hende, ville hverken datteren eller barnet være i live i dag".
’Ingen fred uden retfærdighed'
Da vi igen er kommet udenfor, spørger jeg lægen, hvorfor disse forbrydelser fortsat sker så hyppigt i det østlige DR Congo.
"Jeg er læge, men jeg vil svare som congoleser. Alle congolesere ønsker fred, men vi kan ikke acceptere, at fred og straffrihed lever side om side. De mennesker, som begår disse forbrydelser, gør det fordi de ved, at de kan slippe fra det ustraffet. I de sjældne tilfælde hvor nogle af dem kommer i fængsel, er de ude igen meget hurtigt, så de kan fortsætte deres kriminelle løbebane. Så længe vi ikke har løst dette problem, bliver der ikke fred i DR Congo", siger hun.
Da jeg er ved at gå, fyldes luften af kvinders glædesråb. Jeg vender mig om og ser en kvinde komme ud fra fødegangen med sit nyfødte barn, mens de andre kvinder – andre ofre – glædes med hende over det nye liv.
Det er en temmelig dobbeltbundet glæde; en kvinde føder et barn efter at være blevet gravid ved en voldtægt. Mens jeg kæmper med at dele deres glæde, står det mig klart, at uden Folkekirkens Nødhjælps støtte til Nundu Hospitalet havde hverken mor eller barn haft meget håb om at overleve. Det er i det mindste en grund til at glædes.