sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Diskrimination kommer af uvidenhed
Print
Fordomme og diskrimination hører stadig til hverdagen for mennesker med hiv/aids i Kirgistan, men en lokal NGO bekæmper problemet med oplysning.
01.12.2010

Fatima Koshokova taler ved Folkekirkens Nødhjælps arrangement om hiv/aids i Centralasien tirsdag den 30.11.

For mange hiv-positive mennesker i de centralasiatiske lande er selve sygdommen blot én af mange udfordringer i hverdagen.

Vidensniveauet om hiv/aids, smitteveje og beskyttelse mod smitte er ekstremt lavt i lande som Kirgistan og Tadsjikistan.

Det kommer til udtryk i mange – i vores danske ører – vilde myter og forestillinger om sygdommen. Og værre endnu - om de mennesker, der ofte intetanende og uforvarende er blevet smittet.

Problemet er særligt stort i de landlige områder, blandt andet i den sydlige del af Kirgistan, men det er også udtalt i storbyer som Osj, Kirgistans næststørste by.

NGO’en Rainbow, der er støttet af Folkekirkens Nødhjælp, har siden 2001 arbejdet i Osj by og landsbyerne i området for at hæve det generelle vidensniveau om hiv.

"Det er ikke kun myndighederne, men også familierne, der diskriminerer hiv-positive, og det skyldes, at de selv er bange for at blive smittet. Vi arbejder for at oplyse om hiv, fordi det vil være med til at mindske diskriminationen og stigmatiseringen af disse mennesker", forklarer lederen af Rainbow, Fatima Koshokova.

Rådgivning til migrantarbejdere og deres familier

Centralasien i almindelighed og det sydlige Kirgistan i særdeleshed er kendetegnet ved, at en stor andel af befolkningen enten selv er migrantarbejdere i lande som Rusland og Kasakhstan eller er i familie med migrantarbejdere.

Op mod en femtedel af den samlede befolkning i Kirgistan med godt fem millioner indbyggere og nabolandet Tadsjikistan med cirka syv millioner indbyggere er migrantarbejdere.

"I næsten hver eneste familie være mindst en-to familiemedlemmer, der ernærer sig selv om familien som migrantarbejdere i udlandet. Nogle af dem dyrker måske ubeskyttet sex med prostituerede eller skiftende partnere, eller de er stofmisbrugere og deler sprøjter med andre. Det bliver et problem i hjemlandet, når de kommer hjem og giver smitten videre til deres koner og børn", fortæller Fatima Koshokova.

Derfor har Rainbow netop migrantarbejderne og deres familier som særlig målgruppe.

Indsatsen består i at give oplysning om hiv og mulighederne for beskyttelse allerede inden, migrantarbejderne rejser til udlandet.

Rainbows arbejde i den sammenhæng er en del af det pilotprojekt, som Folkekirkens Nødhjælp med støtte fra Danidas innovative pulje og i samarbejde med organisationerne ICCO (Holland) og Christian Aid (Storbritannien) har kørt i de seneste to år.

Juridisk bistand til familier med hiv-smittede børn

For et par år siden blev omkring 200 børn inficeret med hiv på et hospital i Osj-regionen, fordi personalet sjuskede med hygiejnen og brugen af kanyler. Rainbow har siden ydet juridisk bistand til de berørte familier.

"Vores advokat har medvirket til, at nogle af disse familier har fået tilkendt erstatning. Samtidig har vores aktive rolle gjort, at sundhedspersonalet er blevet mere omhyggeligt med hygiejnen. Vi skal dog stadig fastholde fokus på problemet, når sagerne ikke længere er højt på dagsordenen. Vi skal have gjort god praksis og ordentlig behandling af hiv-smittede til en naturlig del af sundhedsvæsenet", fastslår Fatima Koshokova.

Hvor og hvornår?

Onsdag den 1.12. mellem 13-16: Seminar i forbindelse med World Aids Dag i Helligaandshuset, Niels Hemmingsensgade 5, København.

Læs mere om seminaret. (Engelsk tekst)

Fatima Koshokova er inviteret til København af Folkekirkens Nødhjælp i forbindelse med den Internationale Aids Dag 1. december for at være med til at sætte fokus på den stigende hiv-spredning i den brede befolkning i Centralasien.

Læs historien om en hiv-smittet kvinde, der lever med diskrimination og fordømmelse.

Tekst og foto: Morten Christensen


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne