| Over et tons tøj blev givet fra hånd til hånd af skolens ældste elever |
På Laursens Realskole i Århus fandt man på at lade skolens ca. 400 elever konkurrere klassevis om, hvem der kunne samle mest tøj ind til fordel for Folkekirkens Nødhjælp.
1049 kilo
Onsdag den 1. december kl 9.30 var der så indvejning, men inden resultatet blev afsløret gik Herluf Andersen, den Danske Genbrugsbranches Fader, på scenen for at fortælle de forventningsfulde elever, hvad deres indsamling ville støtte. Efter en kort og præcis tale kunne skolens lærere så afsløre at det blev en 2. klasse der vandt konkurrencen med knap 130 kg indsamlet tøj. I alt var der indsamlet 1049 kilo.
Starten på en god tradition
Under vild jubel etablerede eleverne fra de ældste klasser en kæde fra gymnastiksalen, over skolegården, på tværs af gaden og op i den ventende lastbil, og lod alle sækkene vandre fra hånd til hånd. På denne måde fik Folkekirkens Nødhjælps frivillige og deres genbrugskonsulent læsset bilen i rekordfart. Herefter gik turen så rundt til genbrugsbutikkerne i det østjyske med tidlige, og rigelige, julegaver.
Det var da utroligt
En stor tak til Laursens Realskole fra Folkekirkens Nødhjælp og verdens fattigste for det gode initiativ. Indsamlingen fik også mange elevers øjne op for hvilken overflod vi har vænnet os til i Danmark. Variationer over temaet ”Det var da utroligt, at folk har SÅ meget tøj i overskud” var den hyppigste kommentar fra de unge. Det er allerede aftalt at succesen gentages til næste jul.
