Hvis verdens lande ønsker at nå målene om at halvere sult og fattigdom frem mod år 2015, kan opgaven løses. Det handler om vilje, og det handler om, at de rige lande betaler mere i udviklingshjælp.
Sådan lyder konklusionen i den Millennium Project-rapport, som en stor gruppe eksperter netop har afleveret til FNs generalsekretær, og som er en slags plan over, hvordan 2015-målene kan opfyldes.
Rapporten "Investing in Development: A Practical Plan to Achieve the Millennium Development Goals" indeholder utvetydige opfordringer til verdens rige lande om at gøre virkelighed af deres mange løfter:
"Målt i forhold til velstanden i højindkomstlandene og verdens militærbudget på 900 milliarder dollar årligt – så blegner den krævede fordobling af den årlige udviklingsbistand til 135 milliarder dollar i 2006, stigende til 195 milliarder dollar i 2015," hedder det blandt andet i rapporten.
Kort fortalt siger eksperterne, at det er muligt at opfylde alle de gode løfter fra årtusindskiftet, og at vi har ressourcerne til det. Og der er her en klart formuleret advarsel til den rige del af verden om, at man ikke blot kan lade det blive ved løfterne:
"Hele troværdigheden og den måde, det internationale system fungerer på, er på spil," lyder det i rapporten, som er skrevet af 265 udviklingseksperter, der under ledelse af den amerikanske professor Jeffrey Sachs har arbejdet omkring et år med de forskellige temaer, som omfattes af 2015-målene.
2015-målene blev vedtaget på FNs topmøde i 2000. De omfatter otte globale mål. Blandt andet; at halvere fattigdom og sult, at bekæmpe hiv/aids og at fremme kvinders rettigheder.
For over en milliard mennesker, der stadig lever i ekstrem fattigdom, er 2015-målene et spørgsmål om liv eller død, fastslår rapporten.
Sunde mennesker er produktive mennesker og dermed også en værdi efter en strengt økonomisk målestok. Derfor kan opfyldelsen af målene i lige så høj grad ses som slet og ret en investering i økonomisk vækst.
Der er på verdensplan sket fremskridt på flere områder blandt andet børnedødelighed, forventet gennemsnits levetid og adgang til rent vand.
FN-rapporten udpeger Afrika syd for Sahara som "krisens epicenter." Men også Sydasien er alvorligt kørt af sporet. Indien, der ellers er præget af stor økonomisk vækst, har store fattigdomslommer med en større andel af undervægtige småbørn (47 procent) end selv Afrika syd for Sahara (31 procent).
"Kvinders lave status er en vigtig forklaring," hedder det. Der er især fire årsager til, at nogle af disse lande får svært ved at nå målet om at halvere sult og fattigdom:
-
Dårlig regeringsførelse.
-
Fattigdomsfælden, som betyder, at mange lande er for fattige til at hjælpe sig selv ud af krisen.
-
Fattigdomslommer - i lande som Indien, hvor der ellers er en positiv økonomisk udvikling.
-
Politisk forsømmelighed i forhold til f.eks. miljøpolitik eller beskyttelse af kvinders og børns rettigheder.
Selv om listen over, hvad der skal gøres, kan virke lang, er der ti år til at gøre det i, siger Millennium Project-rapporten. Den kritiserer samtidig donorsamfundet for dårlig indbyrdes koordinering og usammenhængende politikker over for
u-landene - især når det gælder udviklings- og handelspolitik.
Mange fattige lande står med en uoverkommelig gældsbyrde til Verdensbanken/IMF, som de skal betale af på selv efter gældslettelse. Men - fastslår FN-eksperterne - "udviklingsbistanden virker og fremmer økonomisk vækst og fremskridt, når den ellers målrettes."