Vidnesbyrd efter vidnesbyrd fortalte om stigende desperation og tilbageskridt i den årelange konflikt. som har kostet op mod 300.000 mennesker livet og fordrevet over to millioner mennesker.
Opmuntrende var det derfor, at høre den danske udenrigsminister, Per Stig Møllers, markante indlæg for at øge presset på regeringen i Khartoum. Det er det, der skal til. Forhandlinger og tålmodighed har ikke ført nogen steder. Der er, som udenrigsministeren udtrykte det, brug for en Plan B.
Tid til Plan B
Vi er enige – og vi har et konkret bud på Plan B. Danmark og EU skal vedtage:
-
Målrettede sanktioner mod en langt bredere kreds af ansvarlige politiske og militære ledere i Sudan med rejseforbud og beslaglæggelse af udenlandske bankkonti og aktiver.
-
De ansvarlige personer er allerede blevet identificeret af FN’s Undersøgelseskommission og i rapporter fra FN’s nedsatte Panel af Eksperter.
-
Målrettede indgreb mod sudanske virksomheder og olieselskaber, der kan kobles til enkeltpersoner med ansvar for konflikten.
-
En effektiv våbenembargo der gælder hele Sudan og ikke kun Darfur.
-
En klar beslutning om snarest at indføre et flyveforbud over Darfur, og konkrete skridt for at opbygge den kapacitet (fly og missiler), der er nødvendig for at gennemføre beslutningen, så regeringen i Khartoum kan se, det er alvor.
-
En styrket indsats gennem den Internationale Straffedomstol i Haag med anklager mod langt flere ansvarlige politiske og militære ledere i Sudan.
Vi har et ansvar
Det er den plan vi håber udenrigsministeren vil fremføre, når EU’s udenrigsministre på mandag mødes om Darfur.
Plan B skal sikre, at overgrebene og konflikten stopper; at den humanitære indsats kan nå ud til alle; og at der snarest kan indsættes en stærk fredsbevarende styrke i et samarbejde mellem FN og Den Afrikanske Union.
Det internationale samfund har et klart ansvar for at beskytte civilbefolkningen i Darfur. Det er nu, det gælder.
