Efter seks år på posten som kontaktperson for genbrugsbutikken på Kalkbrudsvej i Faxe har Magda Hansen valgt at trække sig. At hun har ydet en meget stor indsats har ingen været i tvivl om, og derfor er det nu også hele tre andre af butikkens frivillige der overtager arbejdet.
Kontaktudvalg
Frida Larsen, Rita Nielsen og Jørgen Kristensen har alle været frivillige i butikken i flere år. De er blevet valgt som kontaktudvalg af de øvrige frivillige i butikken. I butikken har de nu valgt at have et udvalg til at stå for opgaven, for der er mange opgaver. "Det er nu en gang nemmere at deles om arbejdet, ikke mindst når der skal findes afløsere ved ferie og sygdom", siger det nye udvalg.
Frivillige søges
Butikken kan sagtens bruge flere frivillige. "Arbejdet er ulønnet, men man bliver en del af et dejligt og hyggeligt fællesskab og møder mange nye mennesker. Og det bedste er at man samtidig er med til at hjælpe verdens fattigste gennem Folkekirkens Nødhjælp", siger de tre nye ledere.
