I den støvede lille landsby Undi i det centrale Malawi bor familien Alibelito, som består af mor Jennifer (25), far Amos (30) samt deres tre drenge på 6 og 4 år, og en lille sovende baby på 8 måneder.
Amos kommer lige fra marken, på cykel og med gummistøvler på. Selv om cyklen er brugt og gummistøvlerne har lapper på, er det tegn på overskud.
På bagagebæreren har Amos sat noget grønt kål fast med slidt elastik. Jennifer skal bruge kålen til familiens middagsmad, som hun skal til at forberede over det rygende bål.
Sulten gjorde ondt i maven. Hele tiden
”Vores majs har brug for meget regn, men der faldt næsten ingen og vi havde ikke andre afgrøder. Vi fik ikke noget at spise i lang tid og var så sultne, at det gjorde ondt i maven. Hele tiden. Nogle gange spiste vi kun mad hver tredje dag, ellers drak vi bare vand.”
Amos har sat sig på en skammel inde i familiens kølige hus og fortæller, hvordan majshøsten blev ødelagt, og sultkrisen kom netop, som han havde stiftet familie med Jennifer.
”Der var kun nogle få i landsbyen, som kunne hjælpe med mad til os, der ikke havde noget. Vi måtte alle hjælpe til i marken, men det var hårdt. Min krop sagde nej, men min lille dreng var sulten og Jennifer skulle have mad for at kunne amme. Det er svært at beskrive, men arbejdet i marken er meget, meget smertefuldt når man sulter,” siger han.
Jennifer husker også tydeligt de år, hvor det ikke regnede.
”Vi blev alle tynde og slappe og nogle blev så svage og syge, at de døde. Vi havde intet at spise undtagen vores tørre majsplanter, som man ellers giver til svin. Det smager ikke af noget. Dengang, da vi spiste svinefoder, drømte vi ikke om, at vi en dag ville få en ged.”
Fremtidssikret hjælp mod sult
Under sultkrisen fik familien akut fødevarehjælp fra Folkekirkens Nødhjælps partner Evangelical Lutheran Development Service (ELDS).
Den akutte fødevarehjælp blev suppleret med tiltrængt uddannelse i mere bæredygtigt landbrug, etablering af grønsagshaver, som forebygger fejlernæring og såning af forskellige tørkeresistente afgrøder, som jordnødder, soyabønner og sorghum.
Landsbyen fik også geder og perlehøns. Gederne giver mælk til de tre drenges grød og gødning til den fattige jord på marken og i grønsagshaven.
Jennifer siger: ”Meget har ændret sig siden vi fik hjælp og uddannelse. Nu kan vi spise tre gange om dagen, grine, snakke og arbejde. Vi får varieret mad og er stærke.”
Amos bryder ind og siger stolt: ”Sidste år kunne vi give den samme mængde såsæd videre, som vi har modtaget. Vi har også to geder og har netop givet en ged videre til en anden familie i landsbyen. Vi kan også se, at det nytter at hjælpe hinanden i landsbyen.”
Der vil igen komme år, hvor regnen ikke falder
Jennifer skal videre med sin madlavning og drengene kan ikke sidde stille længere. Amos har også travlt i denne tid for jorden på marken skal gøres klar til regntiden. Hvis den kommer. Mens Amos rejser sig fra skamlen, siger han:
”Vi ved godt, at der vil komme år, hvor regnen ikke falder igen. Sådan har det altid været, men de gamle fortæller os, at det sker oftere nu end tidligere. Det er derfor vi er så glade for gederne og vores køkkenhave! Vi føler os ikke så sårbare længere og vi håber ikke, at vi skal spise svinefoder igen.”
Tekst og foto: Carl Gustav Klemmed Lorentzen