Regnen er netop hørt op, da vi ankommer til Mwiruzi. Skyerne hænger stadig tungt: der er mere regn i vente.
Den hvide bil lyser op i det grå på vejen langs stråhytterne; og der går ingen tid, før vi er omringet af en flok alvorlige kvinder og maend og af nysgerrige unger: ikke bare en hvid bil, men også en Mzungu, en hvid person, er ankommet.
| Flygtningeliv |
|---|
| Fotografen Jens Astrup har i 2007 besøgt seks flygtningefamilier - både i Burundi og Tanzania. Nogen vil hjem, mens andre ikke tør. Hør de seks familier fortælle deres historie. |
Det var en lang køretur herud. Mwiruzi ligger i et af fjerneste hjørner af Burundi – langt fra hovedstaden, langt fra provinsens administrationscenter, på kanten til Tanzania. [ se kort over området her]
Familierne her er burundiere, men flertallet kender Tanzania bedre end Burundi – og børnene er født i landsbyer lige ovre paa den anden side af grænsen.
Fortrængt af nationalpark
Familiernes historie starter i 1983. Da beslutter den burundiske regering, at et større område i Cankuzo provinsen skal inddrages til den ny nationalpark, Ruvubu, og befolkningen flytte. Løfter om jord at dyrke udenfor nationalparken bliver ikke rigtig til virkelighed i det tæt befolkede Burundi. Så som så mange andre søger de til Tanzania: lige ovre på den anden side af grænsen er der jord i overflod, og de lokale klan- og landsbyledere byder ny arbejdskraft velkommen.
Det var i 1983, hvor Tanzanias økonomi var i dyb krise, og fattigdommen paa landet bed ind til marven, men hvor Julius Nyerere som landets leder garanterede Tanzania’s sagnomspundne gæstfrihed. Siden har regionen – Rwanda, Burundi, Congo - været igennem en voldsom krise: borgerkrig, folkemord og hundredtusinder af mennesker paa flugt. Igennem de sidste årtier har Tanzania været vært for omkring en million flygtninge.
Forskel på flygtninge
Nu hersker atter en skrøbelig fred i Burundi. Flygtninge fra lejrene repatrieres af UNHCR, og lejre nedlægges. Men mens de registrerede flygtninge sendes hjem i værdighed med deres dokumenter i orden og ejendele pænt pakket sammen i store plastictasker, har lokale militser i landsbyerne i grænseområderne organiseret overraskelsesrazziaer mod de økonomiske migranter, samlet dem op paa marker og markeder, smidt dem paa lastbiler og sendt dem til grænsen: ’Nu skal I hjem’. I den proces har få fået deres personlige ejendele og dokumenter med sig, og familier er blevet adskilt.
Forhandlinger om jord
De 83 familier på godt 400 sjæle i Mwiruzi er kun en lille gruppe ud af de ca. 9.000 burundiere, som Tanzania på denne måde har sendt hjem til Burundi det sidste års tid. I nabokommunen har Folkekirkens Nødhjælp sammen med Luthersk Verdensforbund med held hjulpet en tilsvarende gruppe paa 130 udviste familier med forhandlinger med kommunen om at få adgang til jord og med at bygge lerstenshuse.
Landbrugsjord nødvendig
I Mwiruzi har familierne fået tildelt det stykke jord, hvor de har rejst deres interimistiske stråhytter på nøje opdelte lodder på 15 gange 20 meter. Men de har ikke nogen jord at dyrke, og de plastic-presenninger, en nødhjælpsorganisation har distribueret, for at de kunne få tag over hytterne, er blevet solgt lidt efter lidt for at skaffe mad paa bordet.
Nu arbejder Folkekirkens Nødhjælp sammen med Luthersk Verdensforbund også her i Mwiruzi på at skaffe familierne adgang til landbrugsjord gennem forhandlinger med kommunen. Og i projektplanerne for 2008 er afsat midler til at hjælpe familierne med teknisk bistand og materialer til boliger.
Billeder og tekst af Annette Ringgaard, projektansvarlig for Burundi