Af Hege Opseth, Kirkens Nødhjelp/ACT International
De kraftige bombardementer, som tidligt fredag morgen (4. august) ødelagde store dele af hovedvejen mellem Syrien og Libanon, har lagt voldsomt pres på de humanitære organisationer og kirker, som forsøger at hjælpe de mange internt fordrevne.
”De varer, vi har, bliver hurtig distribueret,” siger Shad Hajj Nassif, MECC-ACTs katastrofe-koordinator. ”Men fordi Beirut nu er blevet yderligere isoleret og afskåret, bliver det sværere at få fat i de varer, vi har brug for.”
På teologi-fakultetet i Beirut er kælderen lavet om til et nødhjælpslager. Mange af de internt fordrevne har meldt sig som frivillige, og hjælper til med at organisere nødhjælpspakkerne som indeholder mad og hygiejneartikler.
De sidste 27 dage har fuldstændigt vendt op og ned på folks liv. Mange har mistet alt hvad de ejede. Kun ganske få har nået at få ekstra tøj med. Nu er de afhængige af hjælp fra lokale og internationale nødhjælpsorganisationer og kirker.
”Nogle græder, når de får deres nødhjælpsration,” fortæller en lokal frivillig fra et af de centre, som Det mellemøstlige Kirkeråd støtter.
Nødhjælpspakker til tre dage mere
MECCs nødhjælpslager vil kun række et par dage mere: ”Vi har 2.000 nødhjælpspakker tilbage. Det er nok til cirka tre dage,” fortæller Nassif fra MECC/ACT. “Når vores lager er tomt, bliver det dyrt. Vi er nødsaget til at bruge leverandører i Beirut, og priserne stiger hver eneste dag.”
På grund af den svækkede sikkerhedssituation er mange lastbilchauffører bange for at de bliver potentielle mål for israelerne, når de kører på landevejene. MECC-ACTs løsning på dette har været at bruge mindre lastbiler når de uddeler nødhjælp.
”Det betyder at vi er nødt til at køre frem og tilbage tre eller fire gange for at distribuere nødhjælpen. Men vi vil fortsætte med hjælpearbejdet og vil forsøge at finde en løsning,” siger Nassif, MECC-ACTs katastrofe-koordinator.
Det som virkelig vækker bekymring er benzinmangel, mangel på rent vand og en sikker vej til distribution af nødhjælpen, og ikke mindst den manglende adgang til dem som har brug for hjælpen.