Den 15. maj var der parlamentsvalg over hele Etiopien. Men hvem vandt? Både regeringen og oppositionen hævder, at de har vundet valget – men optælling af stemmer slutter først den 8. juni.
Forud for valget var der lange valgkampagner, som kulminerede i to massedemonstrationer i hovedstaden Addis Ababa i weekenden før valget.
Om lørdagen mødte 1,2 millioner etiopiere op for at støtte den siddende regering. Om søndagen stimlede mindst to millioner sammen for at bakke op om oppositionspartierne. Begge demonstrationer forløb fredeligt. Etiopierne har aldrig før oplevet et rigtig demokratisk valg, hvor der var et reelt alternativ til regeringen.
”Det er et mirakel, at vi nu kan høre de andre partiers meninger i radioen og på TV. Tidligere har vi kun hørt regeringens,” siger
Tamrat Fisseha, der arbejder som taxachauffør i hovedstaden.
Etiopiens statskontrollerede medier havde afsat tid til oppositionspartierne på radio og TV. Det er disse medier, der er altafgørende for den politiske proces i et land, hvor kun 30 procent af befolkningen kan læse.
Der har aldrig tidligere været en organiseret opposition. Ved sidste valg i 2000 vandt EPRDF ubesværet 479 af parlamentets 547 pladser.
Men i den forløbne periode har de mange oppositionspartier samlet sig i to koalitioner, CUD og UEDF. De har profiteret på etiopiernes modvilje mod det tigrayansk-baserede regeringsparti EPRDF.
EPRDF har de sidste fjorten år haft regeringsmagten i Etiopien. Partiet kom til magten i 1991 efter flere års borgerkrig mod Mengistus kommunistiske styre. Etiopien rummer utallige stammer og etniske grupperinger, og EPRDF-regeringen havde sin støtte i de nordlige egne, især i delstaten Tigray.
Andre befolkningsgrupper, især den store gruppe af oromoer, har næsten ingen andel i landets styrelse, i hvert fald ikke uden for deres egen delstat Oromiya, og her har der i mere end ti år været væbnede sammenstød mellem regeringsstyrker og Oromo Liberation Front.
Så meget desto mere forbløffende er det, at EPRDF frem til dette valg ser ud til at have løsnet grebet en smule. Men træerne vokser ikke ind i himlen.
Nok har oppositionen fået taletid i radio og på TV, men medierne ejes stadig af regeringen. Og nok blev der lukket op for udenlandske valgobservatører, men en række etiopiske private organisationer måtte gennem hårde retslige kampe for at kunne overvåge valghandlingen.
Men alt kaos til trods ligner det en slags politisk vækkelse i Etiopien. Millioner har indset, at det er deres stemmer, der er afgørende. Og mange har benyttet sig af muligheden til at stemme imod den siddende statsminister Meles og hans regering.
Omkring 30.000 valgsteder var ikke dækket af valgobservatører, og det ville nok være overdrevent optimistisk at tro, at alt er gået lige efter bogen.
Folkekirkens Nødhjælp støtter KMG, en organisation i det sydlige Etiopien, som arbejder for at få kvinder til at stille op til valget til de lokale kommunalråd, hvor næsten ingen kvinder er repræsenteret.
Nogle af kvinderne stillede op for ”det forkerte parti” og blev hurtigt truet og skræmt til at trække sig igen.
I storbyen Addis Ababa ser oppositionen ud til at have vundet stort. På landet tælles der stadig.
Premierministeren har sat Etiopien i undtagelsestilstand og forbudt alle demonstrationer. Nu holder etiopierne vejret og venter på det endelige resultat.
Lars Jørgensen