|
| Selv om markerne er minerede, har kvinderne ikke andet valg end at dyrke dem for at overleve. |
Når Lidia Isula i dag tænker tilbage på den 19. oktober for snart seks år siden, er det stadig med sorg.
Hun var 19 år. Hun bar sin førstfødte datter, Laura, på ryggen og var gravid.
Sammen med jævnaldrende kvinder var hun ude for at samle flyvende myrer til måltidet. Myrerne sad på træernes blade.
Omkring dem lå de frodige marker, hvor landsbyens indbyggere endnu den dag i dag dyrker kassava, en rodknold, der kan males til mel.
Der herskede fred i det højtliggende landskab.
Så blev stilheden brudt. Lidia trådte på en landmine, og mindede hende, og alle landsbyens beboere, om de sidste 27 års borgerkrig i Angola, hvor jorden blev mineret som en del af krigen.
Fik protese
|
| Lidia Isula tik arbejde hos Folkekirkens Nødhjælp |
Lidia lå nu på jorden med sit skrigende barn på ryggen og et ben, der blødte voldsomt.
Hun blev bragt til hospitalet i Luena, hvor hun fik amputeret benet lige over knæet.
Hun var indlagt på hospitalet i to måneder, og derefter tilbragte hun en måned på et rehabiliteringscenter. Her blev hun udstyret med en benprotese.
Laura, der sad på ryggen af Lidia, overlevede, og hun er i dag syv år. Men på grund af chokket aborterede Lidia med det ufødte barn.
Ulykken fik afgørende indflydelse på Lidias liv. Hendes mand, José Domingo, var arbejdsløs. Og selv om hun netop var kommet til skade i marken, havde hun ikke andet valg.
Hun måtte derfor tilbage til de minerede marker og dyrke jorden for at kunne forsørge familien.
Lidias situation er lig alle de angolesere, der lever af at dyrke jorden. De lever i en evig frygt for at træde på en mine.
Minerydningen
|
| Lidia har tjent til et stykke jord og en hus til familien |
Efter ulykken ankom Folkekirkens Nødhjælps Humanitære Mineaktion (HMA) til regionen.
Opgaven var at rydde de områder, hvor Lydia og mange andre indbyggere er blevet invalide eller er omkommet på grund af minerne.
Når HMA skal rydde et område, der er fyldt med miner, som samtidig bliver brugt som landsbrugsjord, involverer minerydderne befolkningen så godt som overhovedet muligt.
Jorden kan ikke bruges, mens den ryddes, og derfor skal det planlægges, hvordan indbyggerne overlever imens.
HMA forsøger at kompensere økonomisk og indbyggerne prøver at finde andre indtægter, mens rydningen står på.
Jord og hus
For Lidias vedkommende har familiens økonomiske redning været, at hun indimellem har nogle timer som rengøringsassistent på kontoret hos Folkekirkens Nødhjælps mineafdeling i Alto Campo.
For de penge, hun tjener, har familien købt et stykke jord, og de har bygget et hus med to soveværelser, en stue og køkken.
Lidia og hendes mand har i dag tre børn, og derudover bor der fire familiemedlemmer hos dem. Pengene bliver også brugt til Lauras skole, hun er lige begyndt i 1. klasse.
For Lidia og hendes familie tegner fremtiden lysere. Hendes mand er begyndt at sælge klæde og har nu også en indkomst.
Lidia håber, at hun kan få fast fuldtidsarbejde for Folkekirkens Nødhjælp, og at jorden omkring landsbyen bliver så sikker, at alle i landsbyen snart igen kan føre et normalt liv uden den daglige trussel fra minerne.
Af Kelvin Winsor, chef for minerydningsarbejdet i Angola