|
| Taler og protestsange foran kongressen. |
Natten over Honduras hovedstad, Tegucigalpa, er stille og kulsort. Men uden for landets kongresbygning holder et par hundrede demonstranter stand for tredje nat i træk.
”Justicia, justicia, justi-cia,” (retfærdighed, red.) lyder det stadigt højere mellem taler og protestsange.
Der er ganske få timer til den endelige deadline, og inden for i kongressen hersker det fuldendte kaos.
Senest midnat skal der være fundet et flertal for en liste med 15 navne på de dommere, der de kommende syv år skal udgøre Honduras’ højesteret.
Landets to store partier, henholdsvis de liberale og nationalisterne, er i åben magtkamp og forsøger til det sidste at få presset deres kandidater ind på listen.
| Læs også |
|---|
| Magtdeling og mundlamme medier - om sultestrejken og højesteretsdommer Thomas Rørdams observationer fra Honduras. |
Absurd scenario
”Dette er et forsøg på statskup fra præsidentens side,” lyder det pludseligt under et direkte tv-interview fra kongressen.
Det er Toridio Aguilera fra et af de små oppositionspartier, PINU, der advarer om, at landets præsident Melvin Zelaya (de liberale) truer med at opløse parlamentet og regere landet egenhændigt per dekret.
Hele scenariet bliver kun mere absurd, da de folkevalgte medlemmer af kongressen for nationalisterne – landets største oppositionsparti - samles i rundkreds i parlamentssalen til en fælles bøn.
Et papirdemokrati
Honduras er på papiret et demokrati: Der afholdes valg hvert fjerde år og magten er i følge landets forfatning delt som den skal være det; mellem en udøvende, en dømmende og en lovgivende magt.
»I teorien er Honduras på mange måder et meget komplet demokratisk system, men i praksis er der ikke meget, der fungerer, som det skal, ” forklarer José Zeitune fra ICJ.
Han har besøgt Honduras tre gange som international observatør i løbet af det år, processen med at vælge nye højesteretsdommere har stået på.
”Det helt afgørende problem er, at det er egne, snævre og kortsigtede interesser, der styrer alt. Honduras’ politikere udviser ingen form for respekt eller noget ansvar overfor de institutioner, der i følge landets forfatning og deres virke som parlamentarikere er sat i verden til at forsvare,« siger José Zeitune, der også denne nat er til stede i Honduras kongres, hvorfra han følger, hvad han kalder ”et cirkus uden lige.”
Katya Salazar er også observatør fra ICJ. Hun er tilsvarende skeptisk overfor det politiske klima i Honduras.
”Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Dommere, der sultestrejker og et politisk kaos, hvor ingen ved om landet er købt eller solgt.”
Sultestrejkende dommere
Den 7. april 2008 indledte otte offentlige anklagere og dommere en sultestrejke, der kom til at vare 38 dage. Forud var gået flere måneders intens magtkamp i indenrigsministeriet.
Igennem de offentlige anklageres egen fagorganisation, Asociación de Fiscales Hondureños, havde de sultestrejkende statsanklagere tilladt sig at stille spørgsmål ved, at landets parlament havde valgt en tidligere minister og nuværende medlem af kongressen, Leonidas Rosa Bautista, til posten som landets øverste statsanklager.
Da sultestrejken blev afblæst var Leonidas Rosa Bautista fortsat øverste statsanklager og alle sager om korruption rettet mod landets politikere sat på hold.
Slaget var måske tabt på den korte bane, men for første gang i Honduras’ historie var det lykkedes at mobilisere befolkning og civilsamfund i kampen mod korruption.
Den 1. Maj 2008 gik flere end 50.000 mennesker således på gaderne i Tegucigalpa for at protestere mod den omfattende korruption og politikernes straffefrihed.
”Lidt efter lidt er den honduranske offentlighed begyndt at fatte sympati for kampen, der handler om præcis dét, som alle ønsker: At gøre op med den altødelæggende korruption og opnå retfærdighed,”fortæller programmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp, Guido Eguigure.
Af Jesper Løvenbalk Hansen