| Advokater og dommere ved Forfatningsdom-stolen, hvor de har indgivet klage over stats-kuppet. |
”Vi fordømmer på det skarpeste dette statskup og vi sætter også spørgsmålstegn ved de demokratiske og civile institutioners legitimitet og evner I forhold til at løse politiske og sociale konflikter. Det er yderst vigtigt lige nu at bede de nuværende magthavere om at respektere menneskerettighederne og alle honduraneres borgerlige rettigheder,” hedder det blandt andet I en erklæring fra ACT Forum i Honduras, som Folkekirkens Nødhjælp også er del af.
Læs:
Kaotisk og tilspidset situation
Den politiske situation i Honduras virker kaotisk og tilspidset. Flere tusinde honduranere har demonstreret i sympati for statskuppet mod præsident Zelaya.
Mens en række fremtrædende advokater, dommere og civilsamfundsorganisationer fastholder, at kuppet mod Zelaya groft har krænket forfatningen og landets lovgivning.
De kræver præsidenten genindsat på den post, som han er blevet valgt til af et flertal i befolkningen.
Samtidig har de indgivet en klage til Forfatningsdomstolen om, at en række af præsident Zelayas grundlovgivede rettigheder er blevet krænket – både i forhold til den honduranske grundlov og i forhold til Den Amerikanske Menneskerettighedskonvention.
”Landsforvisningen af José Manuel Zelaya er en grov krænkelse af hans fundamentale rettigheder og ligeledes mod det honduranske folk, da fjernelsen af en demokratisk valgt præsident alvorligt vil undergrave retsstaten og demokratiet i vores land,” skriver de i deres juridiske erklæring, der er indgivet som en klage til Forfatningsdomstolen.
Præsidenten bebuder sin tilbagekomst
Manuel Zelaya selv har bebudet, at han torsdag vil rejse tilbage til Honduras ledsaget af lederen af Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, og Argentina og Ecuadors statsledere.
”Jeg vender tilbage som præsident,” sagde Zelaya på et pressemøde i FN efter at have talt til generalforsamlingen.
Honduras’ midlertidige udenrigsminister har sagt, at Manuel Zelaya vil blive anholdt, hvis han forsøger at komme tilbage til Honduras.
Præsident Zelaya blev tvunget ud af landet i søndags af militæret, som satte ham på et fly til eksil i Costa Rica.
Statskuppet kom efter flere måneder politisk uro omkring den vejledende folkeafstemning om at ændre forfatningen, som præsident Zelaya havde udskrevet til i søndags.
Den vejledende folkeafstemning drejede sig om en ændring i forfatningen, så det blev muligt for præsidenter at sidde længere end en enkelt fireårig periode.
