Mange tusinde børn i hver eneste by i Indien er tvunget til at bo på gaderne.
Ofte flygter de fra voldelige voksne, der udnytter dem, alkoholiske fædre, onde stedmødre, incest, sult og nogle gang også skrækkelige overgreb.
Nogle børn er blevet efterladt, mens andre er forældreløse eller blevet væk fra deres familie.
Filmen ”Slumdog Millionaire”, der kærligt hylder den ånd, som hersker blandt gadebørnene, har helt uventet fanget hele verdens opmærksomhed.
Flere end to hundrede af disse gadebørn er blevet en vigtig del af mit eget og mine unge kollegaers liv i projektet ”Dil Se”
Se tidligere slum-børn fotografere deres gamle steder |
Vi mødte gadebørnene på fortove, under broer, på markeder, ved templer og ved lyskryds. Efter nogen tid formåede vi at overbevise dem om at forlade gadelivet og begynde et nyt liv hos os i et af de fire hjem, som vi har oprettet til dem i Delhi.
Jeg havde lyst til se filmen ” Slumdog Millionaire” i selskab med nogle af disse børn for at se den fra deres synsvinkel.
Det var sammen med 30 af disse tidligere gadedrenge, at jeg en aften tog i biografen i det vestlige Delhi.
Børnene var helt renvaskede og havde taget deres bedste tøj på. De var meget spændte. Før filmen startede, samlede jeg børnene i en have udenfor biografen for at forklare dem, hvorfor vi skulle se filmen.
Jeg forklarede dem, at en udlænding havde lavet en film om deres liv, og at vi derfor troede, at de ville synes, at det var sjovt at se filmen.
Mens filmen udfoldede sig på skærmen, sad børnene helt opslugt af filmen med deres popcorn og samosas.
Vi havde et par rækker i biografen for os selv, og det øvrige publikum så interesseret til, mens et barn løb hen til mig og lagde sit hoved på min skulder.
Nogle af børnene blev vemodige og triste over de minder, som filmen vakte. De fleste blev dog fanget af filmens hyldest til gadebørnenes ukuelighed og håb, selv i sværeste tider.
Bagefter snakkede vi om filmen. Det, som børnene bedst kunne lide, var skildringen af de yngre gadebørns rapkæftede attitude, og den måde, som filmen bekræftede, at gadebørn ikke lader sig knuse af selv de grimmeste oplevelser.
Mange elskede det øjeblik i filmen, hvor et barn firer et andet barn ned fra taget på et kørende tog i et reb for at stjæle mad gennem et vindue. En anden holdt mest af det provokerende svar, som et af børnene giver, da de bliver smidt af toget – ”Hvad bilder de sig ind? Det er måske deres fædre, der ejer toget?
En tredje elskede scenen, hvor politiet vil stoppe børnenes cricket-spil og må løbe efter dem.
En fjerde huskede med et grin, hvordan den ene dreng, selv om han var fanget af ”tigger-mafiaen”, nægtede at synge uden at den farlige mafialeder gav ham 50 rupees.
Sekvensen med toget mindede mig om en samtale, som jeg engang havde med en gruppe gadedrenge fra Hanuman Mandir i Delhi. De fortalte, at de engang besluttede sig for at tage på ferie til Handwar og hoppede på toget uden at have billetter og formåede at snyde billetsælgeren.
En sagde, at han havde et digt, der beskrev deres situation. Det lød sådan her; ”Aana free! Jana free! Pakde gaye to khana free!” (Vi rejser ud uden at betale! Vi rejser hjem uden at betale! Hvis vi bliver fanget, får vi mad uden at betale!)
Jeg syntes selv, at det, der fungerede bedst i filmen, var dens evne til at indfange denne ukuelige ånd, der hersker blandt disse børn.
Det er dette livsmod blandt gadebørnene, der gør dem så enestående, når man lærer dem at kende: deres evne til at grine og lave sjov selv i mørkeste øjeblikke, deres modstand mod at lade sig knuse af selv de mest tyngende omstændigheder, deres rapkæftede attitude selv overfor magtfulde personer, deres mod og ukuelighed. Der hersker ingen selvmedlidenhed blandt disse børn.
Det er børn som disse, der beslutsomt rejser hjemmefra, hvis de oplever vold og uretfærdighed, også selvom de kun er seks eller otte år. De vælger i stedet at leve på gaden på egen hånd.
De overlever gadens vold og brutale krav med grin, kammeratskab og hurtige fødder som deres våben. Selv om filmens portrætter ikke er biografisk korrekte og dens sociale og politiske analyse ikke stemmer overens med virkeligheden, er den dog helt sandfærdig, hvad angår dens genskabelse af den ånd, som hersker blandt gadebørnene.
Mange af gadebørnene lagde også mærke til en morale i filmen. De bifaldt at hovedpersonen, Jamaal, vandt i tv-spillet uden at snyde og uden at lade den arrogante vært knuse hans selvtillid.
De værdsatte filmens små øjeblikke af godhed, som andre blandt publikummet måske ikke opfattede: det amerikanske par, der redder et gadebarn fra at få flere tæsk af en chauffør, og drengen, der giver ”den amerikanske rupee seddel”, som han har fået af det udenlandske par, til sin blinde kammerat, der tigger i undergrundsbanen.
Mange af gadebørnene forsvarede den ældre bror, selv om han bliver en del af det kriminelle miljø. De kunne identificere sig med ham, da mange selv havde gjort sig erfaringer med livet på den forkerte side af loven. De sagde, at selv om den ældre bror blev kriminel, valgte han alligevel at sætte sit liv på spil og til sidst at dø for at hjælpe sin bror. Derfor var der stadig noget godhed i broderen og ikke kun i Jamaal, som troligt holdt sig på den rigtige side af loven.
Modsat kunne ingen identificere sig med den stereotype fremstilling af “tigger-mafiaen”, som mere virker som en forestilling, der hersker i middelklassen end en skildring af virkeligheden.
|
|
|
| Fotografen Sumit Dayal tog med nogle af de tidligere gadebørn ud for at fotografere deres tidligere tilholdssteder. |
Kun et ud af ti gadebørn lever alene af de penge, som de får ved at tigge, og blandt disse er kun ét ud af flere hundrede en del af organiserede ”tigger-mafiaer”. Vores erfaring siger, at det oftest er de små børn, der tigger, enten fordi de ikke har nogen forældre, eller fordi deres forældre er ekstremt fattige eller er misbrugere og derfor ikke kan sørge for mad til dem.
Børnene er hver dag nødt til selv at finde deres egen mad. Andre sendes ud at tigge af deres hjemløse mødre eller handikappede forældre, som selv lever i desperat fattigdom.
Typisk hader børnene den ydmygelse, der er forbundet med at tigge. Når de bliver ældre, foretrækker mange at tjene til føden ved at samle skrald og finde ting, der kan genbruges. Man kan se dem lede i de store skraldebunker med store plasticsække, som de bærer over skuldrene. Andre samler plasticflasker i togene, der kan genbruges, mens nogle sælger diverse ting og sager ved lyskrydsene. Igen er der andre, der tjener penge ved at bære lys ved bryllupsoptog eller ved f.eks. at servere på spisesteder langt vejene.
Som gadebørnene bliver ældre, er der mange, der bliver småkriminelle, men livet som kriminel er langt fra så glamourøst, som filmen giver udtryk for.
Det handler i virkeligheden om gement lommetyveri, om at stjæle bagage fra togperroner, indbrud, gadeprostitution, der involverer både piger og drenge, knivstikkeri - og at overleve seksuel misbrug af ældre mænd, knivoverfald, regulære tæsk af politiet både på gaden og på politistationen.
Mange af børnene bruger mange år af deres liv på at undgå at blive fanget og på at slippe væk, når de en gang imellem bliver fanget. Typisk bliver børnene placeret i ungdomsfængsler eller fængsler, hvor de øvrige fanger er voksne. Her er børnene helt ubeskyttede, og mange begynder at tage stoffer, som ødelægger deres unge kroppe yderligere. Deres kroppe er allerede skadet af dårlig ernæring. Denne del af virkeligheden fortæller filmen os ikke om.
Min kritik af filmen går ikke på dens skildring af slummens fattigdom og gadelivet i Indien. Disse historier fortjener at blive fortalt og genfortalt. I stedet går min kritik på, at filmen ikke går i dybden med erfaringerne om at overleve på gaden, og hvad, der gør, at børn og ældre bliver tvunget til at leve i fattigdom og desperation.
Den mest brugbare observation, som børnene gjorde, var at Jamaal ikke kunne overvinde sin livssituation ved at vinde tv-spillet. Det sker ikke i det virkelige liv. I stedet var børnenes konklusion, at han overvandt sin livssituation, fordi han fandt kærligheden.
I filmen var kærligheden til den pige, som Jamaal tilfældigt havde mødt som barn. Men i virkeligheden kunne det være kærligheden til et familiemedlem, en mentor, en ven – hvem som helst, der bekymrer sig om ens fremtid. Det er alene kærlighed, der kan få børnene væk fra gaden.
Det er alene kærlighed, der kan rede dem fra stoffer og kriminalitet og hjælpe dem til at leve et godt og ærligt liv. Ingen andre, som jeg kender, tog denne lærdom fra filmen ”Slumdog Millionaire” med sig hjem. Fordi filmen gav mine børn denne lærdom, er jeg glad for at filmen blev lavet og vandt hele verdens bevågenhed.
Af Harsh Mander
oversat af Helle Degn
Fotograf: Sumit Dayal - og af nogle af de tidligere gadebørn.
Gadebørnsprojektet ”Dil Se” bliver ledet af Harsh Mander og hans hold af frivillige i Delhi og Andhra Pradesh
Lær mere – download en brochure