AaB's spillere
FC Savanna-profilerne Jeppe Curth og Kenneth Emil Petersen lod indsamlingsbøssen gå rundt blandt spillerne i omklædningsrummet, og de øvrige spillere valgte at supplere med penge fra holdkassen. Resultatet er blevet 10.000 kr. til Folkekirkens Nødhjælps arbejde på Haiti.
Gospel Community
Gospel Community har indspillet sangen “Every little prayer counts” til fordel for Haiti. Blandt de medvirkende er: James Samson, Alberte Winding, Marie Carmen Koppel, Linda Andrews, Seest, Benjamin Koppel, Jaleesa, Nellie Ettison, Rebecca Mathew og Laura Kjærgaard. Sangen kan købes på tdcmusik.dk.
Outlandish
Outlandish donerer effekter fra videoen Aicha til auktion på ebay.com og lader det indkomne beløb gå til Haiti.
Gospelkoncert
Ni danske gospelkor, solisterne Linda Andrews og Laura Kjærgaard fra X-Factor, musikere og lydfolk og mange andre frivillige samlede søndag den 24. januar 95.000 kroner ind til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Haiti ved en støttekoncert i Skt. Andreas kirke i København.
Netto
Netto og Folkekirkens Nødhjælp har i fællesskab etableret landsindsamlingen ’Støt Haiti’. Folkekirkens Nødhjælps frivillige indsamlings-ledere ved den årlige Sogneindsamling står for distribution af indsamlingsbøsser til deres lokale Nettobutikker.
Bilka og A-Z
Landets 15 Bilka- og to A-Z-butikker er også gået med i indsamlingen til Haiti. Igen står netværket af frivillige indsamlingsledere for distribution og indsamling af indsamlingsbøsser i butikkerne.
Krogerup Højskole
Det nye forårshold på Krogerup Højskole kører frem til d. 1. februar et hav af aktiviteter, der kan tjene penge til jordskælvsofrene:
Salg af natmad, kagebod, sprogundervisning, flaskepant, rengøring af værelse, filmforevisning med popcorn, bagning af boller til forstanderen osv.
City2 i Taastrup
Alle City2’s 101 butikker er gået med i indsamlingen til Haiti og har stillet indsamlingsbøsser op ved kasserne.
Vocalicious-kirkekoncert
Lindevang kirkes rytmiske kor, Vocalicious, lader entre-indtægterne fra koncerten d. 31. januar kl. 19.30 gå ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Haiti.
