Busturen til landsbyen Al-Walaja nordvest for Betlehem er de sidste mange uger gået gennem klosteret Cremisans land. Omvejen skyldes de mange uroligheder, der har præget Vestbredden på det sidste. Urolighederne mærkes ved tjekpoints, hvor sikkerheden er skærpet, og på vores egen mobilitet. Alting tager længere tid.
Men turen over Cremisan er smuk, træer og blomster omkranser klosteret, til højre går en kløft stejlt nedad. I det fjerne skimtes Jerusalem, men blikket hviler på de tørre bjergskrænter hvor oliventræerne står og vejer i vinden, tørstige og uden frugt efter den nylige høst.
Fornøjelsen afbrydes brat, da bussen stopper og alle stiger ud. Rikke og jeg går forbavsede med ud, og der viser det sig, at vejen er gravet op.
Vi må gå over to store jordvolde sammen med børn og voksne, der bærer på net og poser samt på et enkelt sovende spædbarn. På den anden side af jordvoldene venter en ny bus på os. Alle stiger ind og turen fortsætter, ikke én af vores medpassagerer har løftet et øjenbryn.
Fremme i Al-Walaja bliver vi som sædvanligt gået i møde af Ata. Ata og hans kone Fatimah bor i udkanten af landsbyen. Deres hus er et af dem, der ligger tættest på den grønne linje fra 1967 og tæt på Jerusalem. Netop derfor besøger vi dem ofte.
Nedrivningsordre
De modtog for et år siden, sammen med 16 andre familier i bydelen Ain Jawaizeh en nedrivningsordre på deres hus.
De 17 familier er blevet ofre for Israels annektering af Jerusalem i tiden efter 1967, og landsbyen er nu blevet skåret over i to dele. De 17 huse ligger på den del af jorden, der indgår i den israelske plan om ”The greather Jerusalem”. Resten af landsbyen ligger på Vestbredden.
Uden Jerusalem-id bor man ulovligt
Beboerne i Ain Jawaizeh fik ikke Jerusalem-id da deres jord blev annekteret, så ifølge israelsk lov bor familierne nu ulovligt på den jord, der i generationer har tilhørt deres familier.
Derfor skal husene rives ned og give plads til de to bosættelser Har Gilo og Gilo, der allerede omringer Al-walaja mod øst og syd.
53 familier i Al-Walaja har modtaget nedrivningsordrer på deres huse. Af disse er fører 17 familier, inklusiv Ata og Fatimah, en retssag mod Israel. De kæmper for at beholde deres jord og deres hjem.
Ata og Fatimahs hus består af tre rum; en stue og to soveværelser, udenfor er haven, hvis træer Ata passer og plejer. I huset bor de to sammen med deres 4 børn.
Jorden, slægten og historien
100 meter derfra er Ata vokset op, her bor hans forældre stadig, og her vil Fatimah, at hendes børn skal vokse op. På en mindre optimistisk dag, ulig den ellers altid stærke og beundringsværdige Fatimah, hører jeg hende sige:
”De må tage det hele, al jorden og alle træerne i haven, så længe jeg får lov til at beholde mit hus, huset er hele mit liv…”.
Årelang retssag
De 17 familiers retssag har nu kørt i næsten et år og familierne venter på det næste retsmøde d. 1. januar 2006. Her prøver de at få trukket nedrivningsordrerne tilbage, og hvis det lykkes er alle husene i Al-Walaja reddet.
Hvis ikke, bliver de 17 huse de første ud af de 53 truede, der jævnes med jorden. Familierne kan bare vente og forsøge at skrabe penge sammen til at betale advokaten.
Vi, ledsager-holdet i Betlehem, venter med familierne. Forsøger at bringe lidt håb og trøst til dem, tro på at det nok skal gå, at de nok skal vinde sagen, men selv bliver jeg mindre og mindre fortrøstningsfuld.
Den sidste nedrivning af huse i Al-Walaja skete i januar 2005, her blev fem huse og syv skure jævnet med jorden, og i løbet af min tid her har yderligere tre huse fået nedrivningsordrer.
Svært at bevare håbet
Det er svært at bevare håbet, specielt fordi den israelske praksis med at nedrive huse på Vestbredden og i Jerusalem har stået på længe. Dette på trods af, at en besættelsesmagts ødelæggelse af privat ejendom på besat område er ulovligt ifølge Geneve-konventionen.
Da vi på vejen tilbage til bussen spørger Ata om vejen gennem Cremisan, hvorfor den er gravet op, slår han ud med armene og fortæller at vejen var helt nyistandsat, den blev asfalteret og udbedret i 2004.
Projektet blev sponsoreret af USAID for at lette Al-Walaja beboernes rejse til Betlehem, når de andre veje blev lukket af, ligesom de er i øjeblikket.
Efter blot et par måneder blev asfalten brækket op igen af den israelske hær. De ønsker at gøre det så svært som muligt for landsbyen, så beboerne måske vælger at rejse væk af sig selv.
Sporene skræmmer
Hvis ikke de rejser, kan det komme til at gå Ata og de andre familier, som det gik hans fætter. Vi slår et smut ind omkring fætterens hus, eller resterne af huset, for det blev revet ned af den israelske hær for to år siden.
Fundamentet står der stadig, mens murbrokkerne ligger i en bunke ved siden af. Planen var at huset skulle genopbygges, men indtil videre har der ikke været penge til det. Efter al sandsynlighed vil det også bare blive revet ned igen.
| Lea, civil ledsager efteråret 2005 |