Danmarks bidrag til den globale klimakamp, som er samlet i den såkaldte Klimapulje, er en del af udviklingsbistanden. I år er puljen på 400 millioner kroner; penge der går til mange gode formål, men som dog ikke alle har til formål at hjælpe verdens fattige.
Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Henrik Stubkjær siger:
| Penge til klima skal ikke blandes sammen med udviklingsbistand, mener Folkekirkens Nødhjælp |
”Penge til klima skal ikke blandes sammen med udviklingsbistand. Den klimafinansiering, vi sender til ulande, skal ses som en kompensation for det historiske ansvar, vi har for årtier af udslip i Danmark. Pengene skal derfor ikke tages fra udviklingsbistanden, der har til formål at bekæmpe fattigdom og skabe udvikling”.
Penge går til vedvarende energi
Ved klimatopmødet i Mexico i slutningen af sidste år blev det besluttet, at verdens rige lande skal bidrage med 30 milliarder USD til ulandenes klimaarbejde, fra 2010 til 2012. Den danske klimapulje er et bidrag til dette beløb. Man aftalte også, at disse klimapenge skal bidrage både til tilpasning til klimaforandringerne og til reduktion af udslip, og at der skal være en balance mellem disse to områder.
Den danske klimapulje har svært ved at præsentere en balance, og meget tyder på, at den største del af puljen vil blive brugt på vedvarende energi og andre initiativer for at mindske udslip. Denne type af aktiviteter vil dog for en stor del gå til de rigere ulande, hvor de store udslip finder sted.
Til det siger Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Henrik Stubkjær:
”Når udviklingsbistand bliver brugt til at mindske udslip i de rigere ulande bliver det de fattigste lande, der skal betale. Det kan vi ikke være bekendt.”
Udviklingsbistand til dem, der allerede har
| Læs mere |
|---|
Folkekirkens Nødhjælps analyse af klimapuljen viser, at en stor del af puljens midler risikerer at gå til lande som Brasilien, Mexico, Jamaica og Grenada. Selv om det er lande med store udfordringer, så er det ikke lande som dansk udviklingsbistand plejer at gå til.
”Udviklingsbistanden bør bruges til at hjælpe dem, der har de største og fleste udfordringer med at skabe udvikling. Mange af de rigere lande kan tiltrække private investeringer og andre former for finansiel støtte, og hvis man sender penge derhen, skal det have til formål at hjælpe specielt sårbare grupper”, siger Henrik Stubkjær.
Udhulning af udviklingsbistanden
Klimapuljen er udmøntet for at give bedst mulig effekt i relation til de klimaudfordringer, som der forhandles om i de internationale klimaforhandlinger. Regeringens udspil indeholder også flere meget gode og spændende initiativer. Men i Folkekirkens Nødhjælp er man dog kritisk:
”Selv om puljen har mange gode initiativer, er vi ikke tilfredse. Pengene bliver taget fra udviklingsbistanden, som har til formål at skabe udvikling i de fattigste lande. Dette er blot en del af den udhulning af den danske udviklingsbistand, som vi har set i løbet af det seneste årti” siger Henrik Stubkjær.
