Amalie Christiane Yding er i Zambia frem til slutningen af januar. Her kan du følge med i hendes rejsebreve, som hun sender undervejs fra sit ophold i landet.
Du kan også zoome ind på et kort og se bydelen, hvor Amalie befinder sig.
På besøg i slummen
[21.01.2008] Jeg har været ude at se et af Lusakas slumkvarterer sammen med leder af centeret Constance, BaBeaty, som gør rent, og Eve, der er lærer.
Det regner meget i denne tid, og alle stierne er store mudderpøle. Mange af husene er lavet af ingenting. Noget af det er meget fattigere, end jeg kunne have forestillet mig.
Vi skulle besøge et par, der har fået hjælp igennem Day Care centeret. De er begge 19 år og har lige afsluttet deres eksamen. Der var to små rum i deres hus. Det ene rum var fyldt op af to lurvede sofaer, et lille fjernsyn, og en reol med diverse skrammel. I det andet rum var der en ovn og et sted til at stille sko.
Jeg synes det så meget fattigt ud, men jo længere jeg kom ind i slumkvarteret, jo længere flyttede mine grænser for ”fattigt” sig. Det er fyldt så meget op med huse, at man føler, at man går op og ned ad hinanden.
Jeg følte mig meget fremmed, for alle gloede på mig.
Fælles rengøring på centeret
Har også været forbi Folkekirkens Nødhjælp, for at tale med Uffe. Sidste år gav de ca. 50.000 kr. til Day Care centeret Jon Hospice. Efter i år stopper de måske med at sponsorere penge. Håber de bliver ved, for det er et dejligt og hyggeligt sted. Og for børnene er centeret et 5-stjerner hotel. Der er masser af plads og (gode) senge. Derfor er der altid et tidspunkt på dagen, hvor mange af dem sover et par timer.
Forældrene/værgerne skal komme og hjælpe med rengøring en eftermiddag om ugen. De, der hjælper til, får lidt mad til sig selv og til deres medbragte små børn, og samtidig kan de også få fyldt deres barns boks til hiv-medicinen op.
Der er lige kommet tre børn mere. To af dem er meget underernærede, og ingen af de tre børn har nogensinde skrevet et bogstav på trods af, at de er otte-ni år.
Ingen penge til skolegang
Erick er den ældste dreng på centeret. Han er hiv-positiv, og både hans mor og far er døde af aids. Nu bor han med sin 16-årige søster i udkanten af et af slumkvarterene i nærheden af Day Care centeret. Han er 10 år gammel, men er ikke kommet i skole endnu.
Erick er den eneste, der kan snakke engelsk rimeligt flydende. Grunden, til at han ikke er kommet i skole endnu, er, at hans søster ikke har penge til at købe bøger, skoleuniform, osv. til ham. Han er et af de børn, de prøver at finde en sponsor til. Han er meget mere moden end nogen af de andre, og han mangler masser af udfordring. Det bliver hårdt at sige farvel til ham.
Jeg har kun været her i 4 dage, imens børnene har været her, men jeg kommer til at savne dem alle.
Børnene på centeret
[18.1.2008] Der er kun gået to dage på Day Care centeret, imens børnene har været her, men jeg føler allerede at jeg kender dem. Der er kun to, der kan engelsk, resten snakker njianji, men børn er så nemme at være sammen med.
Lige er der 23 børn på centeret. Fire af dem er nye og har aldrig været i nogen form for skole. 3 af dem er for gamle til at være her, men da deres forældre eller værger ikke har penge til at sende dem i skole, er valget at være her på hjemmet eller at lave ingenting i slumkvarterene. Constance, lederen, prøver at finde nogen, der vil være faddere for et af børnene.
Centeret får kontakt til børnene på klinikker, igennem et program Day Care laver, som hedder Home Business Careprojekt, eller på et hospice, hvor der nogle gange er indlagt forældre eller værger, som har børn, der er gamle nok til at komme på centeret.
Nok medicin men mangel på mad
Børnene får livsforlængende medicin fra en amerikansk læge, der har en klinik i Lusaka. Hans familie betaler medicinen. Når børnene kommer i skole, får de en henvisning til et andet hospital, hvor de kan få gratis medicin, til de dør.
Der er næsten altid medicin på hospitalerne. Problemet er bare, at mange af børnene ikke får mad derhjemme, og så kan medicinen ikke virke optimalt.
Mange af de ældre børn på centeret, er blandt de børn, som ikke får mad derhjemme. derfor går de ikke i skole, fordi de i skolen ville være syge hele tiden.
På centeret får de mad, så der er de nogenlunde raske, men der er ikke noget at sige til, at mange af dem er underernærede. Børnene får nemlig kun mad på centeret.
Toastbrød, majsgrød og fisk
Det mad, de får på centeret er: To stykker toastbrød med peanut butter, en klump majsgrød (nshima) med små fisk (kapenta) eller et lille stykke kød, og enkelte gange får de udkogte grøntsager eller frugt.
Det er så en hel dags måltid for mange af børnene, og man behøver ikke at kunne lægge to og to sammen for at se, at det er for lidt.
Da de er underernærede, er de også meget syge. Den person der havde færrest sygedage sidste år, var syg i 15 dage ud af de 211 dage, hvor der var skole. Jeg plejer højest at være syg 1-2 dage på et år.
Indsamlede penge gør gavn
De 1.700 kr., som jeg samlede ind i Danmark, er blevet brugt på forskellige ting; en vandbeholder, så de kan vaske hænder før og efter de har spist, en masse hæfter til skolen, tuscher til deres tavle, og bordet til køkkenet, så køkkendamen Bakarin ikke skal tilberede maden på køkkengulvet.
De mangler stadig sengetæpper, men der er ikke penge til, at jeg kan give dem det.
|
| Mina fra Japan arbejder også på centeret |
Dagligdag på centeret
[14/1/2008] Tiden er en helt anden hernede. Det går godt på centeret. Det er ikke stressende at være her, men hvis man er zambianer, synes man vist det er.
Hvis man siger ”just now”, kan det være i morgen, om en uge, måned…. ”Now” er i den nærmeste fremtid, og ”now now” er nu og her. Det er mærkeligt, og jeg tror ikke, jeg når at vænne mig helt til det, inden jeg skal hjem igen.
Indtil videre har vi gjort klar til børnene. Vi har sorteret tøj til børnene, hvis de mangler varmt tøj, eller har brug for noget rent tøj. Tæpper, køkkensager osv. er også nogle ting, vi har sorteret. Mina, en japansk pige, som har været her et år, og jeg har skrevet et regnskab over på computer. Regnskabet viser, hvor mange dage børnene har været i skole sidste år. Den person der var mindst syg sidste år, var syg i 14 dage på et helt år.
Nogle af børnene var pludselig stoppet med at komme på hjemmet. En af drengene, som ikke kommer mere, er død. Han var ikke i skole, og derfor fik han ikke sin medicin. Han fik derfor en sygdom og blev så svækket, at han døde. 3 børn af de 37 døde sidste år, fordi de ikke kom på hjemmet og fik deres medicin.
|
| Centeret ligger i udkanten af Lusaka |
Indsamlingspenge gik til at købe et bord
[14/1/2008] Vi var på markedet for at købe ind for de penge, som jeg havde samlet ind i Danmark. Vi skulle nå, at købe tæpper til de 17 senge på centeret, inden børnene kommer. Vi var overalt, og da vi endelig fandt flotte tæpper, havde de kun 16.
I stedet for at købe tæpper, tog vi ud på et snedkerværksted, hvor vi købte et bord til deres køkken. Det står klar, den sidste dag jeg er her, og jeg glæder mig til at se det.
Centeret, Kara Counselling har, hedder Jon Hospice. Det er oprettet af en mand, som døde af aids. Hans kone gav penge til Kara Counselling, og de byggede Jon Hospice. Til hospicet byggede de et lille hus: Day Care centeret. Det var meget lille, og der var kun plads til 5-7 børn i bygningen, men så fik den japanske regeringsorganisation, JICA, til at bygge centeret, som det står i dag, og nu har de plads til 35-40 børn.
Over Victoria Falls
[8/1/2008] Nu er jeg kommet tilbage til min gudmor Birgitte efter en tur til Victoria Falls ved grænsen mellem Zambia og Zimbabwe.
Den ferie i Livingstone var fantastisk.
Victoria vandfaldet var helt uvirkeligt at være ved, fordi det bare er så stort og brusende.
Zambia bliver mere og mere spændende at være i, og alle jeg hidtil har mødt er så søde.
Men når man er så tæt på grænsen, kan man ikke lade være med også at få indtryk fra Zimbabwe. Der var mange der tog til Zambia for bare at købe et franskbrød, fordi de ikke kan få det i Zimbabwe.
Det var lidt hårdt at se, fordi det virker så mærkeligt, at man ikke kan få så almindelig mad.
Vi tog også til Zimbabwe for at se vandfaldet fra den anden side. Det er meget fattigt, og der var f.eks. kæmpe hoteller der stod tomme, bare fordi det var svært for dem at få mad til gæsterne. Sørgeligt!
Det meste af vejen til Livingstone er fuld af huller. Jeg synes, at det er sjovt, for hvis nogen af vejene i Danmark så sådan ud, ville trafikministeren blive fyret. Ellers er det en hyggelig tur, men jeg synes ikke der bor ret mange mennesker her i landet i forhold til arealet.
Dagcenter for hiv-smittede børn
[8/1/2008] Jeg har besøgt Kara Counselling’s Day Care Center. Centret er for 6-8 årige børn, som er hiv-positive. I denne uge skal jeg være med til at gøre klar til at børnene kommer og med ud på hjemmebesøg hos de af børnene, der er for gamle til at komme der mere, fordi de nu går i skole.
Grunden til, at de får hjemmebesøg er for at tjekke, om de stadig tager deres hiv-medicin og kommer i skole. Der er 100 børn de tager sig af. 40 af dem kommer på dagcentret, de sidste 60 er børn, som de tager ud besøger. Jeg skal være den kommende uge på dagcentret og være legetante for børnene.
Constance, jeg snakkede med på centret, virker utroligt sød, og selvom mit engelsk ikke er perfekt, tror jeg det går.
De var glade for at høre, at jeg havde samlet penge ind i Danmark, men de synes at jeg selv skulle finde ud af at købe noget for de 1700 kr. (320 US-dollars), jeg havde samlet ind til gaver.
Så hvis jeg finder noget, jeg synes, de mangler, køber jeg det. Resten af pengene skal bare gives som gave til centret. Er spændt på at starte på centret, men glæder mig også meget.