Den hurtige globalisering af økonomier verden over har intensiveret skellet mellem nord og syd, når det drejer sig om ulige handel, gæld og fattiggørelse af udviklingsøkonomier i syd. Dette har betydet en ændring i arbejdsbetingelser, voksende arbejdsløshed og øget udvandring fra mindre udviklede lande.
Det nuværende au pair program i Danmark udnytter dette skel. Det blev udviklet som et kulturudvekslingsprogram, hvor au pair-pigen tager sig af ’let husholdningsarbejde’ til gengæld for husly og lidt lommepenge. Det er ellers ikke den normale standard at have hushjælp blandt andet pga. lighedsnormerne i det danske samfund, men au pair ordningen synes at være acceptabel og en meget billig form for arbejdskraft.
Intet af dette ville have været muligt uden hjælp fra staten. Hvordan skulle det ellers kunne lade sig gøre for fattige kvinder fra udviklingslande at arbejde lovligt for under mindsteløn og uden arbejderbeskyttelse, i et land med strikse regler for brug af arbejdskraft som i Danmark?
Ubeskyttede indvandrere
Udviklingskløften mellem nord og syd betyder, at en person der arbejder som au pair i Danmark stadig kan tjene mere end ved at arbejde i sit hjemland. Au pair programmet har dermed skabt et smuthul til at udnytte det globale arbejdsmarked. Det har givet tilladelse til at importere ubeskyttet og uformelle arbejdere, som er billige men unge og i stand til at læse og skrive, til at udfylde en plads i husholdningen.
Folkekirkens Nødhjælp er ikke imod indvandring og udvandring. Tværtimod ser vi det som en naturlig måde for folk at skabe et bedre liv for dem selv og deres familier. Det som er vigtigt er, at indvandrerne bliver anerkendt som legitim arbejdskraft og dermed får samme rettigheder som enhver anden arbejder. Au pair programmet giver ikke au pairs ret til den samme løn som en lokal arbejdskraft ville få for at udføre det samme job. Det giver heller ikke adgang til de samme sociale fordele. Au pair pigerne er heller ikke medlem af fagforeninger og har derfor ikke mulighed for at få den samme støtte, som en lokal arbejder.
Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet med spørgsmålet om indvandring og anti-trafficking siden 2007 igennem dets asiatiske regionsprogram. Vi anerkender feminiseringen som finder sted i indvandringen på grund af ændringer i kravene til arbejdskraft i de industrialiserede lande, og er bekymrede over stigningen i lovbrud, inklusive trafficking og slaveri-lignende praksisser, som finder sted i hele verden, imens lande omgår beskyttelsesmekanismer.
Arbejder for indvandrers rettigheder
Folkekirkens Nødhjælp arbejder med at forbedre indvandreres rettigheder. Vi arbejder med adskillige lokale organisationer i både afsender og modtagerlande med det mål at sikre beskyttelse og bemyndigelse af arbejderne. Vi giver dem, der gerne vil udvandre, adgang til information så de kan træffe informerede beslutninger, før de forlader deres hjemland. Vi arbejder med beskyttelse af indvandrere i modtagerlandene, især igennem formalisering af arbejdskrafts-love for uformelt arbejde, programmer med regeringer og civile foreninger, inklusiv handelsorganisationer for at styrke national politik og institutioner relateret til indvandring.
I forlængelse af spørgsmålet om rettigheder samarbejder vi med adskillige FN-afdelinger på det internationale niveau, inklusiv rapportering til FN’s Special Rapportuers. Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) er i øjeblikket ved at udarbejde en FN konvention, som vil gøre husholdningsarbejde til en legal og anerkendt form for arbejde i hele verden. Det betyder at husholdningsarbejdere (uanset om de er lokale eller indvandrere) vil have basale arbejdsrettigheder, inklusiv minimal lønninger, fridage, sundheds og andre forsikringsfordele osv.
Kommentaren er skrevet af Seeta Sharma, migration-ekspert, Folkekirkens Nødhjælp, Indien