Etiopien hører til i bunden af statistikkerne over indtægter, sundhed, uddannelse og udvikling. På FN's indeks over menneskelig udvikling finder man Etiopien som nummer 170, syv numre fra bunden.
Etiopien er kendt over hele verden for tørke og hungersnød. Med regelmæssige mellemrum dukker billeder op i medierne af udtørrede marker, flygtninge fra sulten og døende børn. Vi så det i firserne, og bare i 2004 skete det igen - millioner sultede.
Et sikkerhedsnet under de sultende
Desværre er det ikke et overstået problem. Selv i et godt år, hvor regnen falder, som den skal, og høsten kommer i hus, er der fem til syv millioner mennesker, som må have fødevarebistand for at overleve. I et dårligt år kan det være det dobbelte antal eller flere.
Den helt store katastrofe, som vi så i firserne, kommer forhåbentlig ikke igen. Når det gik så galt dengang, var det, fordi fødevaremanglen blev brugt i krigen mellem det dengang regerende kommunistiske diktatur og frihedsbevægelsen.
Nu har regeringen sammen med de store donorer indført overvågningssystemer og et såkaldt 'sikkerhedsnet' for de hungersramte. Ikke alt fungerer endnu efter planen, men det er et kæmpe fremskridt i forhold til for tyve år siden.
I bunden hvad angår udviklingshjælp
Til gengæld betyder varslingssystemerne en tendens til, at man accepterer krisens omfang på niveauer, der ellers ville være uacceptable. Folk overlever, men kommer ikke videre.
Der er meget lidt udviklingshjælp, især når man ser på f.eks. det amerikanske bidrag, så man når ikke i tilstrækkelig høj grad nødens årsager - der er i stedet tale om 'kontrolleret nødhjælp'.
Flere mennesker - dårligere jord
Etiopierne mangler mad af flere grunde: Mange års dyrkning har udpint jorden· Befolkningen vokser – og dermed stiger behovet for mad.
Når man dyrker på bjergskråningerne, fordi der mangler jord, fører det til erosion. Det vil sige, at jorden lettere glider ned ad bjergsiderne, fordi afgrøderne ikke holder så godt på jorden som f.eks. træer og buske.
De folk, der bor i lavlandet, er især afhængige af husdyr. Lavlandet er mange steder for tørt til at dyrke jorden, så i stedet har man køer og geder. I tørkeperioder dør mange af husdyrene i disse egne, og det tager flere år at genopbygge bestanden af husdyr.
Etiopien er et land, der har behov for bistand. Det er også et land, hvor bistanden når dem, der har behov for den, og gør en forskel.
Politisk udvikling
Indtil valget i maj 2005 kunne man kun tale om en meget positiv politisk udvikling i de sidste tyve år i Etiopien.
Efter afslutningen af borgerkrigen i 1991 etablerede befrielsesbevægelsen en regering ledet af partiet EPRDF; det første valg blev holdt i 1995. Regeringen, ledet af Meles Zenawi, fortsætter den dag i dag på et demokratisk grundlag.
Det ville være en overdrivelse at kalde Etiopien et ideelt demokrati, for der er stærke kræfter i EPRDF, som forsøger at begrænse demokratiet så meget som muligt og gør det meget svært for oppositionspartier og folkelige bevægelser at komme frem.
Et relativt frit valg - med dramatisk efterspil
Ved det nylige valg i maj 2005 gjorde EPRDF sit yderste for at styre valget og hindre overraskelser. Det lykkedes blot ikke: observatører har kaldt valget det frieste i Etiopiens historie, og oppositionen har vundet omkring halvdelen af valgkredsene, herunder samtlige kredse i hovedstaden.
Den politiske situation er derfor på den ene side præget af en ny demokratisk udvikling og på den anden side af det ledende partis forsøg på at holde udviklingen under kontrol.
Der er en række politiske emner, som EPRDF ikke ønsker debat om, herunder spørgsmålet om ejerskab til jord og om civilsamfundets rolle i samfundsdebatten.
Brutal undertrykkelse
Umiddelbart efter valget opstod voldsomme uroligheder, og mindst 36 mennesker blev dræbt. Senest, i oktober 2005, førte regeringens forsøg på at knægte oppositionen til, at dens ledere udvandrede fra parlamentet.
Efterfølgende slog regeringen meget hårdt ned på demonstrationer i landets større byer, og det frygtes, at flere hundrede kan være dræbt.
Oppositionens ledere er interneret og trues med anklager for forræderi, hvilket i yderste konsekvens kan betyde dødsstraf.
Både EU og USA er gået ind i konflikten med forsøg på mægling og med kraftige opfordringer til regeringen om at følge demokratiets spilleregler og genoptage forhandlinger med oppositionen.
Også forholdet til nabolandet Eritrea er stadig et betændt emne, men EPRDF har udtrykt sin vilje til at slutte en endelig fred. Her har det internationale samfund igen en rolle at spille i at bakke op om fredsprocessen.
Økonomi
Den økonomiske udvikling går i den rigtige retning, med en årlig vækst på omkring 10 procent. Regeringens økonomiske politik, som undertiden har ført den på konfrontationskurs med Den internationale Valutafond, er blevet rost af fx økonomen Joseph Stiglitz. Igen er her ting at kritisere: regeringen styrer med privatsektoren med hård hånd, hvilket har ført til en række tabte muligheder.
Position i Afrika
Etiopien indtager en vigtig rolle i Afrika.
Hovedstaden Addis Ababa får i stadig stigende grad en rolle som fællesafrikansk mødested. Den Afrikanske Union har hovedkvarter her, og De forenede Nationers Økonomiske Kommission for Afrika (UNECA) holder også til her. De fleste afrikanske og mange andre lande er repræsenteret ved ambassader i Etiopien.
Etiopiens premierminister Meles Zenawi har spillet en vigtig rolle i den engelsk ledede Afrikakommission, selv om det nu må vurderes, at hans anseelse som demokratisk leder er stærkt nedsat efter de voldsomme indgreb mod landets opposition.
Etiopien har udarbejdet en national udviklingsstrategi og har modtaget betydelig gældslettelse. Strategien har fokus på bekæmpelse af fattigdom og vækst. Der er behov for mere involvering af civilsamfundet i den fremtidige revision af og opfølgning på planerne.
Korruption af både politisk og kommerciel karakter er et stort problem. Etiopien ligger på en delt 114nde plads på Transparency Internationals liste over korruption i verdens lande.