Lige siden kvinderne ved Malawisøen begyndte at dyrke champignoner i 2007, har de haft et stort problem: transport. Det var meget besværligt at få transporteret deres champignoner til de steder, hvor de kunne sælge dem. Området, hvor de dyrker champignonerne, ligger afskærmet fra handelssteder, markeder og småbyer, hvor de potentielle købere findes.
Besværlig transport
Før de fik cyklen, transporterede kvinderne champignonerne til fods eller de tog bussen. Den langsomme, besværlige og dyre transport betød, at de var nødt til at sælge champignongerne tæt på hjemmet, og ikke kunne kommer til de store markeder og få en ordentlig pris for dem. Derudover forhindrede det også en hurtig og effektiv levering til kunderne.
Kvinderne skulle bevæge sig 5 til 21 kilometer væk, for at sælge deres champignoner. Når de gik til markederne, blev de trætte og mistede en masse energi. Et andet problem var, at kvaliteten af de lækre Oesta champignoner blev ødelagt på de lange ture. Både sol og regn på turen kunne betyde, at når de nåede frem til markedet, var champignonerne ikke friske længere.
Cyklen giver overskud
Efter kvinderne har fået en cykel er alle disse problemer fortid. Først og fremmest kan de med cyklen nemt komme til markedet. Derudover kan de hurtigt hente flere champignoner, hvis de får udsolgt. På den måde øger de deres omsætning. Derudover sparer de en masse penge på bustransport og en masse energi ved at undgå de lange gåture til og fra markedet.
| Om kvinderne og SWAM |
|---|
| Selemani gruppen består af 10 kvinder, som ved dyrkning og salg af champignon nu tjener tilstrækkeligt til at forsørge deres familier, så de ikke længere er nødsaget til at prostituere sig selv til de lokale fiskere. Folkekirkens Nødhjælps partner SWAM (Society for Women and AIDS in Malawi).) arbejder blandt fiskerbefolkningen langs Malawisøen, hvor prostitution er udbredt blandt fattige kvinder. Prostitution betyder udbredelse af HIV/Aids. Visse steder er HIV/Aids hyppigheden på over 25 % af den arbejdsdygtige befolkning. SWAM laver projekter der giver kvinderne nye indtjeningsmuligheder, for eksempel salg af champignon, og hjælper dem ud af et liv med prostitution. Læs mere om samarbejdet mellem Folkekirkens Nødhjælp og SWAM |
Læs mere om Vi Cykler mod Sult 2009
