Journalisten Øjvind Kyrø skriver, så læseren selv føler sig transponeret til Kivu-søen, hvor selv månelyset kaster skygge, og hvor livet bliver meget konkret: fra frygten for at køre på en landmine til strabadserne, når søen skal krydses med en gal kaptajn på et vanvittigt ridt hen over bølgerne. Og hvor der er langt til den næste iskolde øl eller varme bad.
Han besøger også Folkekirkens Nødhjælps medarbejdere og minerydningsarbejde i Kalemi i det østlige Congo, hvor medarbejderne lever et hverdagsliv midt i denne specielle blanding af et naturmæssigt paradis – og et helvede af fattigdom og overgreb: afstumpede militsledere, uendelig fattigdom og udplyndring af landets rigdomme sætter dagsordenen.
Øjvind Kyrø beskriver sine oplevelser både fra Kalemie i Sydkivu til Bunia i nord, hvor FNs farevarsel står permanent på et 5-tal. Højeste alarmberedskab.
Det er også her, han møder en anden journalist, der har arbejdet for det amerikanske nyhedsbureau Associated Press i flere år i Congo. Og de to journalister udveksler erfaringer med verdens ligegyldighed – redaktørerne interesserer sig kun for safarirejser eller for udbrud af den frygtede og ekstremt smitsomme sygdom ebola. ”Men skrev journalisten, hvordan millioner af mennesker stille lå og udåndede rundt om i landet, fordi de var på flugt og manglede medicin og mad og rent vand – så var der ingen, der ænsede det.”
Øjvind Kyrø: Congo: Farezone5. En rejse gennem verdens største krigsskueplads. 260 s. People’s Press. Pris kr. 249,-
Et uddrag fra bogen, hvor forfatteren møder DanChurchAid (Folkekirkens Nødhjælps engelske navn) - bragt med tilladelse fra forlaget:
Mandag
Sagde jeg, at dette var luksus? Det er det selvfølgelig
også i forhold til en lerklinet hytte, men der er ikke
noget vand her til morgen, og ved nærmere eftersyn
er dette nyrestaurerede hus og dets indbo så sjusket
lavet, at en dansk førsteårs håndværkerlærling ville
skrige af grin, hvis han så det. De lokalt fremstillede
stoles ryg og sæde er sat i en vinkel på 90 grader
med hinanden. Dørene binder. Mange fliser er
lagt – nej, smidt på gulvet, selv om de er brækket.
Loftet er hærget af store, mørke fugtpletter. Stikkontakterne
hænger ud af væggene. Og her er ikke
så hygiejnisk, at det gør noget. Kun så rent, som en
kost nu kan gøre det. Men det er utvivlsomt et af
de fem bedste huse i byen.
Forleden fortalte Pamela mig, at Mads havde
bedt den lokale skrædder sy gardiner til huset. Han
kom og tog mål af vinduerne, og et par dage efter
vendte han tilbage med de færdigsyede gardiner
og hængte dem op. Mads betragtede interesseret
skrædderens værk og spurgte, hvorfor gardinerne
ikke var lige lange. Faktisk var der en halv meters
forskel i længden. „Åh, det er da ikke noget, man
ser ude fra vejen,“ lød svaret.
En kvinde ved navn Marie-Eve ringer fra et af
Monucs kontorer i Kalemie og siger, at hun først i
dag har fået min flyansøgning, og havde det ikke
været for en mail fra Kinshasa (oberst Clasen har
ikke ageret forgæves), var jeg ikke kommet på flyet
i morgen. Jeg forsøger at forklare, at hun da havde
fået ansøgningen til tiden i sidste uge. Hun er tydeligvis
ikke interesseret i at diskutere noget som
helst. Enden bliver, at jeg skal stille på hendes kontor
klokken 17.
En motorcyklist fra Mads’ hovedkvarter kommer
og henter mig. På kontoret betaler jeg de 100 dollars,
der er lagt ud for mit pressekort, og får vekslet
penge. En ny, snavset mursten af pengesedler i
tasken.
Mads kalder mig til møde med sin rødhårede
højre hånd, Andreas, der står for logistikken, en tolk
samt ikke mindst ‘Skipper Skræk’. Mads gør noget
ved mine klager over sejladsen.
Jeg aflægger vidneforklaring, og kaptajnen ser
mere og mere ynkelig ud, mens anklagerne hober
sig op. Jeg påpeger, at det er farligt for sikkerheden,
at han sejler så hurtigt, det er også ubehageligt for
passagererne, og det ødelægger båden. Han forsvarer
sig med, at vi var ankommet senere til Kalemie,
hvis han havde sejlet langsommere. Han kan vist
udmærket selv høre, at den forklaring ikke holder
vand. Han beder om undskyldning. Jeg går. Mads
og Andreas, kan jeg høre i kontoret ved siden af,
taler med store bogstaver til ham.
Efter mødet fortæller Mads, at kaptajnen nu har
fået en skriftlig advarsel. Han havde en i forvejen,
næste gang er det fyring. Han havde grædt og lovet
at forbedre sig. Pepe, en minerydder fra Kosovo,
som også er blevet radbrækket på en sejlads med
kaptajnen, blander sig. Han mener, at om en uge
eller to har kaptajnen glemt det hele og flyver igen
hen over søen for fuld gas.
Pascale, en kvindelig medarbejder med skæg
under hagen, kommer med papirer fra immigrationsmyndighederne.
Dem skal jeg udfylde, ellers
må jeg ikke forlade denne by.
Jeg taler med Andreas, som har afsat en halv time
til at fortælle mig om det arbejde, han hele tiden har
så travlt med.
Han hedder Sørensen til efternavn, er 30 år gammel,
har været boss for Siriuspatruljen og kørt rundt
i sneen med kronprins Frederik. Og haft hans mor
til bords. Men hvorfor valgte han Congo efter Grønland?
„Jeg har været otte år i det danske forsvar, heraf
de sidste fire i Grønland med Siriuspatruljen. Jeg gik
ikke ind i militæret for at dræbe mennesker, men for
at køre med hundeslæde. Ret egoistisk, men sådan
var det,“ erkender han.
Efter Grønland gik turen til Somaliland og Eritrea,
hvor han arbejdede som instruktør i minerydning.
„Jeg fik virkelig smag for dette arbejde, fordi jeg
kunne se glæden i ansigterne hos de mennesker,
man er med til at hjælpe, når man rydder deres jord
for landminer,“ siger han.
Men de evige 40 grader i skyggen, hvis der ellers
var skygge at finde i ørkenlandet, trættede Andreas,
som gerne ville opleve noget mere og desuden lære
sig et nyt sprog: „Jeg så mig om efter et fransktalende
land med jungle, og jeg fik jobbet som logistikchef
for Folkekirkens Nødhjælp her i det østlige
Congo.“
Det, der tæller for Andreas, er de daglige umulige
udfordringer – hvis noget kan gå galt, gør det
det her i Congo – og glæden ved at se folk live op,
når de får et job. Som eksempelvis mine rejsekammerater
på sejladsen ned ad søen.
„Vi uddanner internt fordrevne flygtninge til at
rydde miner, at blive deminers. Det er en fornøjelse
at se, hvordan de hurtigt tager på i vægt og får et
glimt i øjet, når de får en uddannelse, der kan give
dem håb og muligheder samt en løn på 1.300 kroner
om måneden. Når vi trækker os ud af landet,
har vi opbygget en styrke af mineryddere, der kan
fortsætte arbejdet,“ fortæller han.
„Det er ikke kun minerne, men i lige så høj grad
frygten for dem, der er problemet. Når folk ser naboen
blive sprængt i luften eller humpe rundt på ét
ben, bliver de naturligvis bange for at gå i marken
og dyrke deres afgrøder. Selv nede på stranden har
vi fundet mortérgranater på det sted, hvor vi plejer
at hive vores speedbåd på land.“
– Har du været udsat for noget farligt?
„Bortset fra, at et par mænd gerne ville spise mig,
har jeg ingen problemer haft,“ siger Andreas.
– Spise dig?
„Ja, spise mig. Jeg var en aften til en fest, hvor der
var en soldat, der havde lyst til at spise en af mine
hunde. Det sagde jeg selvfølgelig nej til, for jeg elsker
hunde. Men så begyndte han at føle på mine arme.
‘De ville smage godt i whiskysovs’ sagde han.“
Andreas troede, at soldaten sagde det for sjov.
Men et par dage efter gentog den absurde scene
sig. Denne gang var det en taxichauffør, som holdt
ved siden af ham på hovedgaden. Andreas sad på
en motorcykel med sin kønne kæreste – en læge fra
Sydafrika – bagpå, og hun oversatte, hvad chaufføren
sagde til ham på swahili: „Han siger, at han
gerne vil spise dine arme – med whiskysovs til.“
Andreas måtte synke en ekstra gang og gik så i
gang med at forhøre sig. Var det sjov eller alvor, når
folk sagde sådan om hans fregnede, blege arme?
Og han fandt en forklaring. Den samme som den,
jeg har fået af Tango Fort og Mads.
„Det er en gammel tradition, at man spiser andre
mennesker for at få deres styrke,“ forklarer Andreas.
„Således fandt man i Ituriprovinsen nordpå to FNsoldater,
som var blevet slået ihjel af militssoldater,
og deres biceps var fjernet.“
Siden har Andreas slået det hen, for han har aldrig
følt sig truet. Desuden har han travlt med sit
arbejde. På kort formel går hans arbejde ud på at
få det umulige til at lykkes. Hans arbejdsplads er
stor, nemlig Katangaprovinsen, som er den største i
landet, et område, der svarer til Spanien og Frankrig
lagt sammen.
„Jeg står for indkøb af tonsvis af materiel, og
jeg må tænke kreativt, hvis tingene skal nå frem.
Men intet er umuligt her, for folk er indstillet på
at få det til at lykkes,“ siger han og fortæller om,
hvordan han for nylig måtte finde en udvej for at
få fragtet en jeep over en flod. Der var ingen bro,
så han fik surret tre kanoer sammen, lagt brædder
over dem, og kørte firhjulstrækkeren forsigtigt op.
Projektet lykkedes, folk jublede. Siden er Andreas’
selvkomponerede færge blevet brugt på floden hver
fjortende dag, når der skal nye forsyninger frem til
den egn, hvor DanChurchAid rydder miner.
Efter samtalen med Andreas tager jeg hen til Monuc,
hvor to spidse hvide damer fikserer mig. De
er overraskede over at erfare, siger de, at en journalist
er i byen, uden at de ved det. Jeg prøver at
holde min mening og mit temperament nede og
nøjes med at sige, at jeg har arbejdet i to måneder
på at få denne rejse op at stå, men at jeg trods alle
mine anstrengelser endnu ikke har formået at få et
Monuc-pressekort. De modsiger mig ikke og ser
heller ikke forbavsede ud.
Jeg skal stille i lufthavnen i morgen kl. 9.30. Men,
siger den ene af damerne, vi må så håbe, at der er
plads, for undertiden kan der ske uventet passagertilgang.
Uventet? Evner de end ikke at tælle i
Monuc? Tænker jeg, men min mund spørger blot
om, hvorfor der skulle være usikkerhed. De forsikrer
mig om, at der ikke burde være problemer.
Den ene af de to spidse damer skal selv med flyet
det første stræk, så vi vil mødes i lufthavnen. Er
der ikke plads til mig, tænker jeg, vil jeg med vold
smide hende ned af lejderen og lade mig arrestere
af Kofi Annans samlede tropper. Med stolthed.
Bliver kørt tilbage til huset af min kombinerede
tolk og chauffør, Billy. Der er kommet varmt vand;
jeg får et underskønt bad, og en pastis som sundowner.
Begynder at skrive, men så går strømmen. Det
mørke Afrika er en realitet. Stjernerne blinker og
funkler, månen er ikke kommet frem. Vagtmanden
kommer med en flagermuslampe.
Camille har lavet lidt sugo; jeg får et par skefulde
plus to kartofler, der ligger kogt og skrællet i køleskabet.
Mads ringer. Han er klar med den whisky,
jeg har idømt ham.
Jeg beretter for ham om min tur med Laurent
og den uduelige tolk. Om manglen på lagen, håndklæde,
lommelygte, styrthjelm, moskitonet. Mads er
forundret og siger, at han vil tage på inspektionstur
til Laurents område. Han har for længe siden betalt
for indkøb af mange af de ting, jeg savnede: gafler,
glas, soveposer og wc-papir. Laurent er imidlertid
ikke ansat af Mads, men af en kirke, som Dan-
ChurchAid samarbejder med, og hvis humanitære
arbejde DanChurchAid finansierer. I øvrigt burde
Laurent ikke være ubekendt med, at man skal have
disse ting med på en rejse, for han bliver selv snotforkælet
af sin kone derhjemme, som nok skal sørge
for, at Laurent får rene lagener, håndklæder og et net
ned om sengen, når han skal sove. Det er åbenbart
kun, fordi han er en doven og lad mand, at han ikke
gider sørge for fornødenhederne.
Jeg falder ned på jorden igen. Der var en naturlig
forklaring på mine lidelser. Vi er i Congo, hvor
det bedste og det værste, man kan komme ud for i
denne verden, sker. Vi skåler. Mads ønsker mig god
rejse, for vi skal ikke ses igen.