150 milliarder dollars. Om året.
En kæmpe regning til verdens rige lande blev tirsdag brugt som blikfang i Bella Center til de mange forbipasserende gæster til klimatopmødet.
Det var en lille gruppe af Countdown to Co2penhagens partnere fra Indien, der midlertidigt hjalp med at bære ”byrden” for klimaforandringerne i form af en stor oppustelig globus og kæmperegningen.
Det må stoppe nu
Men det økonomiske ansvar for, at verdens fattigste kan tilpasse sig klimaforandringerne ligger hos verdens rigeste lande, understregede de indiske partnere.
"I øjeblikket er det sådan, at de fattigste rammes hårdes af klimaforandringerne. De bærer byrden, selvom de har gjort absolut mindst for at forurene. Det må stoppe nu," sagde Malla Reddy, der er leder af Accion Fraterna Ecology Centre i Anantapur i Indien.
For børnenes fremtid
Fra den indiske organisation SPEECH – Society for peoples education and economic change, lagde John Devavaram vægt på vores ansvar overfor klodens børn.
"Vi skylder børnene at overdrage en klode, hvor vi ikke har brugt alle ressourcerne – og hvor de kan bo og have en fremtid."
Vi drukner
Under stuntet i Bella Centret stod Seng Sorthira iklædt redningsvest for at understrege, at situationen er dramatisk: Verdens fattigste risikerer at ende som klimaflygtninge, hvis ikke COP 15 ender med en fair aftale – også for udviklingslandene.
I følge Countdown to Co2penhagen kampagnen bør verdens rigeste lande sørge for, at der er nok penge til, at de fattigste kan tilpasse sig klimaforandringerne.
Samtidig skal udviklingslandene have penge til ny teknologi, så de kan udvikle sig på en bæredygtig måde.
Læs mere om Countdown to Co2penhagens krav til en fair klimaaftale
