33-årige burmesiske Taw Klu’s ungdom var fuld af ”flytninger”.
Taw Klu tilhører Karener-stammen og blev sammen med sin familie tvunget til at flytte, hver gang militærjuntaen truede dem.
”Nogle gange havde vi fået tilsået et stykke jord, men før vi kunne høste, blev vi tvunget til at flygte igen. Jeg har set mange mennesker dø af udmattelse og malaria lige for øjnene af mig,” siger Taw.
Efter en udmarvende rejse kom familien endelig til en af de første flygtningelejre etableret på den thailandske side af grænsen i 1984.
”Lille problem”
Englænderen Jack Dunford, som på det tidspunkt var i Thailand for at etablere lejre for civile på flugt fra Vietnamkrigen og Pol Pots Cambodja, var en af de få nødhjælpsarbejdere, som bekymrede sig om Karener-familiernes skæbne.
”De 10.000 flygtninge udgjorde kun et ”lille” problem for de store organisationer”, fortæller Dunford. ”Vi besluttede at give disse fordrevne stammefolk basal nødhjælp.”
Forgængeren for Thai-Burma Border Consortium blev etableret under et feltbesøg til de første primitive flygtningelejre, og Dunford blev hurtigt organisationens leder.
Basale behov
Det der skulle have været et tremåneders projekt er nu, 22 år senere, en organisation med et budget 246 millioner kroner for 2007.
Det arbejde, som TBBC laver, udføres af UNHCR (FN”s Flygtningehøj-kommissariat) andre steder, men fordi Thailand nægter at underskrive FN”s flygtningetraktat, har TBBC overtaget ansvaret for arbejdet her.
| Fakta |
|---|
| Siden 1984 har grupper af etniske minoriteter fra Burma fået husly i grænselandet mellem Burma og Thailand. Deres situation er vanskelig: de har ikke arbejdstilladelse i Thailand, og de kan ikke blive boende i Burma på grund af det voldelige militærstyre. Folkekirkens Nødhjælp har i mange år støttet Thai-Burma Border Consortium (TBBC), som helt fra starten har været ansvarlig for modtagelsen af det stadig stigende antal flygtninge. |
160.000 flygtninge
TBBC tager sig af ca. 160.000 flygtninge i grænseområdet, hovedsagelig etniske minoriteter.
Det er den eneste organisation, som uddeler mad, byggematerialer og andre basale fornødenheder til lejrenes indbyggere.
Flygtningene organiserer selv fordelingen af alle nødhjælpsforsyninger, og de er også ansvarlige for sikkerhed og for at bilægge de stridigheder, der måtte opstå mellem beboerne.
Skolegang til børnene og basal sundhedstjeneste støttes af andre NGOer.
Afhængig af hjælp
Modtagelsen af flygtningene er ikke som den var i starten. De oprindelige landsbyer er nu vokset til overbefolkede lejre med op til 50.000 beboere.
”Flygtningene oplever også flere restriktioner. Oprindeligt havde de lov til at forlade lejren for at samle brænde og dyrke lidt jord. Nu må vi forsyne dem med alt. De er fuldstændig afhængige af hjælp. Tidligere kunne vi hjælpe dem i mere naturlige omgivelser,” siger Jack Dunford.
En gruppe venner
TBBC var dengang nærmest ”en gruppe venner der hjalp,” siger Dunford. Hjælpeprogrammet var baseret på tillid. ”Den måde vi organiserede hjælpen på dengang, ville ikke være acceptabel i dag.”
Kravene til donorer og andre er strengere nu, og det betyder også, at Dunfords arbejde har ændret sig. Han besøger dog lejrene et par gange om året.
”Hver gang jeg kommer til en lejr, bliver jeg bestyrket i troen på at arbejdet må fortsætte. Jeg er positivt overrasket over disse menneskers værdighed og deres tro på og håb for en fremtid.”
Husarrest
Der er ikke ændret meget inde i Burma. Juntaen er stadig ved magten her i 2006. Militærregimet har udvidet sit territorium, og vold og spændinger er tiltaget.
”I Burma har vi ingen rettigheder,” siger Taw. ”Folk fra de etniske minoriteter bliver dræbt helt vilkårligt. Man siger: ”Hvis du vil se en Karener, må du snart gå på museum.”
Der er stadig ingen tegn på at demokratiet bliver genindført. Lederen af den demokratiske opposition og vinder af Nobels Fredspris, Daw Aung San Suu Kyi, har været holdt i husarrest af juntaen lige siden hendes parti, NLD, vandt valget i 1990 med stort flertal.
Kontinuitet
”Det jeg sætter mest pris på i vores organisation er kontinuiteten. De fleste NGOer kommer og går, donorer kommer og går. Vi har en historie af kontinuitet,” siger Dunford.
Thai-Burma Border Consortium har i årevis modtaget støtte fra ECHO, EU”s katastrofeprogram, som støtter TBBC med 5,5 millioner Euro (ca. 40 millioner kroner) i 2006.
Drømme
Det er lykkedes Taw at flygte til Europa. Hans familie bor stadig i en af de ni grænselejre, som støttes at TBBC. De thailandske myndigheder tillader ikke flygtningene at dyrke jorden. Nogle af de unge i lejren søger illegalt arbejde i Thailand. ”
Mine brødre og søstre keder sig, nu da de ikke længere kan gå i skole i lejren,” siger han. Taw fik mulighed for at fortsætte sin uddannelse et andet sted. Han tilføjer, ”De kan kun drømme om at vende tilbage til deres eget land.”
Saskia Bolt, ICCO