Det burmesiske militærstyre har gennem de sidste par måneder fordrevet tusinder af karenere fra deres landsbyer i den nordlige del af Karen-staten.
Militærstyret har selv fortalt de internationale medier, at de nu angriber Karen-staten under dække af, at de vil beskytte sig mod ”terror-handlinger”.
Årsagen til udrensningerne er formentlig, at sikkerheden skal være i orden omkring den nye hovedstad Pyinmina, der er ved at blive anlagt 400 kilometer nord for den hidtidige hovedstad Rangoon.
”Ifølge generalerne skal sikkerheden være i top, og Karen-staten ligger i nærheden af Pyinmina. Derfor skal den nordlige del af Karen-staten tømmes for mennesker,” lyder budet fra Saw Hla Henry, lederen af CIDKP, den største organisation for internt fordrevne karenere.
17.000 på flugt
Ifølge Folkekirkens Nødhjælps kilder er omkring 17.000 karenere blevet jaget på flugt. Heraf er godt 2.100 flygtet til lejre støttet af Folkekirkens Nødhjælp i nabolandet Thailand. De øvrige lever som internt fordrevne i deres eget land.
Saw Hla Henry ser dystert på situationen: ”Det, der foregår nu, er det værste angreb på karenerne i over 10 år. Styret ønsker at tømme Karen-staten for mennesker. Angrebene er startet i Taungoo-distriktet, der ligger i den nordligste del af Karen-staten, og breder sig nu sydpå,” siger han.
Strategien er at sulte befolkningen væk, eliminere deres landsbyer og blokere transport med udlægning af nye landminer.
Landminer på vejene
”De brændte hele vores landsby, og blokerede for al forsyning af mad. Samtidig lægger de nye miner på stierne mellem landsbyerne, så vi ikke længere kan kommunikere sammen,” siger den 36-årige mand Saw Kler Say. Som alle andre nye flygtninge er han fra den etniske minoritet Karen'erne, der i 53 år har været i borgerkrig med Burmas styre.
Den 30-årige kvinde Naw Gay Wah, der netop er kommet til en af de thailandske lejre, fortæller, at SPDC-styrkerne for øjeblikket fjener både mad og boliger: ”De brændte vores rismarker og vores huse. Alle 50 familier fra min landsby måtte flygte. Jeg er blandt de første, der er kommet til lejren i Thailand, resten gemmer sig stadig i junglen,” fortæller hun. Med sine tre børn, den mindste på halvandet år, er hun kommet til lejren trods bjerge, tæt jungle, regntid, mudder og floder.
De nye flygtninge bor for øjeblikket i ly af et stykke plastik, hængt op mellem træerne, og sover på en bambusmåtte. Men med hjælp fra bl.a. Folkekirkens Nødhjælp og de thailandske myndigheders gæstfrihed kan de forhåbentlig snart bo i bambushytter, der er bedre egnet i lejrene inde i junglen.
De fleste fordrevne gemmer sig stadig inde i Burma og er meget svære at hjælpe, da Burma-styret nægter hjælpeorganisationerne i at komme frem til dem.
Lejre mangler penge
Den nye flygtningestrøm har forværret situationen i lejrene i Thailand, der i forvejen kæmper med at skaffe penge nok til at brødføde de mere end 150.000 flygtningene fra Burma.
”Vi har til stadighed problemer med at skaffe penge nok til ris til flygtningene. Og de nye flygtninge gør kun krisen værre,” siger Sally Thompson, vice-generalsekretær i Thai Burma Border Consortium, TBBC.
Hidtil er det dog lykkedes at skaffe mad til flygtningene bl.a. ved hjælp af Folkekirkens Nødhjælps julekampagne forrige år, der gav 3,6 millioner til hjælpearbejdet blandt de burmesiske flygtninge.
Også EU’s nødhjælpsorganisation ECHO har bidraget til TBCCs hjælpearbejde.