De fleste af kvinderne er hivsmittede. Mange af dem er soldaterkoner, men når hæren flytter sine enheder er det sjældent, familierne kan flytte med. Så kvinderne er for ”enker” at regne, ofte med en flok børn at tage vare på.
I deres landsbyer nord for Dessie, en halvstor by i Wolloprovinsen i Nord-Etiopien, er de i en meget udsat og isoleret position.
Deres børn kan meget nemt blive de næste ofre, for skolegangen er afskaffet, når overlevelse fra dag til dag kommer til at fylde det hele. Er der en mandlig slægtning med ansvar for familien, kan han være tilbøjelig til at gifte pigerne bort i en meget ung alder.
Drengene bliver afsat som hjælpere for lokale bønder. Og så kan mønsteret fortsætte – med sult, sygdom og manglende uddannelse som poler i en cirkel, det er umuligt at bryde ud af.
Cirklen kan brydes
Her giver det virkelig mening at tale om negativ social arv. Alligevel kan det faktisk lade sig gøre at bryde ind i cirklen, hvis man bare gør det sammenhængende. Det konstaterede jeg ved selvsyn under et besøg på Dessieprojektet i november. Kvinderne skal have et sundhedstilsyn. De skal have en indtægtsmulighed, der er tilpasset deres kræfter. Og endelig skal deres børn have et tilbud om både mad og elementære skolekundskaber.
Bageri
Omdrejningspunktet i projektet er et bageri. En håndfuld af kvinderne møder allerede midt om natten for at ælte dej til brødene, som så kan blive bagt og er klar til at sælge fra centrets egen lille butik og fra et par stande på lokale markeder. Da vi var der, var andre kvinder i gang med at rense chilli’er og andre grøntsager, som også indgår i varelageret.
I et lille tætpakket klasselokale modtog børnene undervisning af en ung student. Ved siden af var der nogle enkle bade-muligheder. De fungerer både som led i uddannelsen og i beskyttelsen af kvindernes værdighed.
En myndig ældre kvinde er den daglige praktiske leder af projektet. Hun tager hånd om kvindernes sundhedstilstand, og hun har klare ideer om, hvad hun vil. Her og nu er hendes første prioritet en mekanisk æltemaskine, fordi det for en del af kvinderne kniber med kræfter til det hårde æltearbejde.
Rygtesmede
Det er også hende, der kan berette om, hvor sårbart et sådant ”selvhjælps-projekt” er. For andre brødhandlere på de lokale markeder føler sig truede af konkurrencen og er derfor begyndt at udsprede rygter om, at brødet kan rumme aidssmitte.
Og i et land, hvor aidsepidemien endnu er under kontrol, men tillige genstand for stor offentlig opmærksomhed, kan et sådant rygte være ødelæggende. Så nu må man søge længere bort med varerne.
Det er vel et par snese kvinder og det dobbelte antal børn, der bliver hjulpet af dette miniprojekt, tilvejebragt for små midler. Men det rækker videre – ud i alle de landsbyer, hvor kvinderne og børnene kommer fra. Det rækker også videre ved at vise, at sultens onde cirkel kan brydes. Og for kvinderne selv er det livet om at gøre.
Niels Henrik Arendt, formand for Folkekirkens Nødhjælps Råd