|
| Nødhjælpen skal frem, smat eller ej. Artiklens forfatter (th) har flere års erfaring med nødhjælp og udvikling på svært tilgængelige steder. |
”Krash-bum!” Broen under Folkekirkens Nødhjælps terrængående lastbil dybt inde i Congos jungle braser sammen, og vognen vælter om på siden. Presseningen holder heldigvis, og lasten af såsæd, hakker, machetter og chauffør-hjælpere falder ikke ud.
Vi er på vores første mission for at genetablere landbruget i det borgerkrigs-ødelagte Congo og har kastet os ud i en konvoj i landets fænomenalt dårlige veje endda midt i regntiden. Det gør man ikke ustraffet. Men vi er stædige: Netop denne del af Congo har vi mineryddet, landet er dermed frigivet til hjemkomne flygtninge, men hvad er det hele værd, hvis de ikke kan overleve her af ren og skær fødevaremangel?
| Kort og billeder |
|---|
| |
Vi er forberedt på rejsen: Med os har vi fire chauffør-medhjælpere, tre skovle, en hakke, to motorsave, en lang stålwire, flere donkrafte og et jumbo-reservehjul – og vi får brug for det hele på vores 84 km lange konvoj rejse fra Nyunzu til Lengwe.
Strækningen, som ikke er længere end København-Sorø, tager os tretten en halv time at gennemføre, for lastbilerne ryger også ned i bundløst mudder et par steder og måtte trække hinanden op med stålwiren, og et dæk eksploderer også.
Hvor vejen er for dårlig, fælder vi nogle træer, lægger kævlerne ud som forstærkning – så de næste nødhjælps-konvojer kan komme igennem.
|
| Der er ofte måneders forsinkelse på togtransport i Congo - men Folkekirkens Nødhjælp var heldige, toget afsporede først efter ankomsten. |
I sidste øjeblik
”Det er lige nu i december og starten af januar, at vi skal ud med såsæden og hakkerne til de hjemkomne flygtninge, for efter regntiden er det for sent,” siger programchef Anaclet, en 36-årig congoleser, der ved alt om hvilke maniok-arter, der bedst modstår sygdomme, eller hvor det er bedst at dyrke majs og jordnødder.
| Film |
|---|
| Se videoklip fra transporten på Folkekirkens Nødhjælps filmkanal på YouTube |
Næsten døgnet rundt arbejder Folkekirkens Nødhjælps lokalt ansatte på at få hjælpen ud. Først skulle bl.a. majs såsæd sejles med en synkefærdig skude ad Tanganyika-søen fra Uvira ved Burundis grænse til Kalemie. Derefter videre med godstog ad Congos forfaldne jernbaneselskab SNCC, der gik fallit allerede for et par årtier siden, hyppigt afsporer og har kronisk mangel på lokomotiver der virker. Vores lokomotiv brød sammen, men heldigvis først efter aflæsningen i Nyunzu. Til sidst kom såsæden ud med Folkekirkens Nødhjælps MAN-Kat lastbiler, der har træk på alle sine monster-hjul.
Gamle militær-lastbiler
MAN-Kat’erne var oprindelig bygget til det tyske militær engang i slutningen af 70’erne. Nu er de malet hvid-røde og møder nye udfordringer i Congos bush og jungle. Og for at sætte tempoet i vejret med uddelingen af såsæd, har Folkekirkens Nødhjælp også akut lejet et par lastvogne fra FN’s verdensfødevareprogram WFP.
|
| Det er godt at være mange, når vejene bliver vanskelige. Det kræver mange hænder at hjælpe lastbilen på vejen i dette terræn. |
Undervejs hujer og vinker landsbyfolkene i en næsten hysterisk glæde. Der kan gå uger mellem, at der kommer en lastbil herude, så det er næsten en sensation, hvis man hører en motorbrummen, der nærmer sig. En del er pygmæer, der traditionelt stadig jager i bushen med bue og pil. Andre er hjemkomne tidligere landmænd, der, selv om borgerkrigen sluttede for fire år siden, ikke har fået fordums tiders store landbrugsproduktion op at stå igen. Deres egen sygdomsramte såsæd giver et elendigt udbytte. Og børnene myldrer rundt med opspilede maver, et typisk tegn på fejl-ernæring, fordi maden fra markerne er for ringe.
”Her var et af Congos store landbrugsområder før borgerkrigen. Krigen ødelagde det fuldstændig, og soldaterne stjal også alle husdyrene. Men nu genindfører vi den gode såsæd, udvikler landbrugs-metoderne i landsbyerne, og udvider også sortimentet,” siger Anaclet
WFP uddeler i tæt samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp mad-forsyninger til de samme fattige landsbyer, så indbyggerne ikke af ren og skær sult spiser såsæden og dyrene, men i stedet planter frøene og får dyrene til at formere sig.
Noget-for-noget aftaler med landsbyerne
”Vi har en noget-for-noget aftale med cheferne i alle landsbyerne: Beboerne skal plante frøene, ellers bliver der ikke uddelt fødevarehjælp. Og de skal lokalt reparere vejene med bjælker og stenblokke, så i det mindste terrængående lastbiler kan komme igennem. Ingen vej, ingen nødhjælp,” siger Anaclet.
|
| I Afrika improviserer man - eller ville alt bryde helt sammen |
Nogle af stederne har landsbyboerne været ude og reparere. Trækævler og stenblokke forstærker vejen, så Folkekirkens Nødhjælps lastbiler ikke falder ned i en flod. Men et sted måtte vi give op: 19 kilometer før Kitengetenge, det fjernest af uddelingsstederne for såsæd. En bro var så smal og spinkel, at lastbilen umuligt kunne køre over den.
I stedet balancerede Folkekirkens Nødhjælps LandCruiser-bil over broen, fortsatte til Kitengetenge nytårsaften, og bad hele befolkningen, 1144 familier, om at gå til den sammenbrudte bro.
Derfra bar vores ”barfods-konvoj” bestående af flere tusinde mennesker hele lasten, 25 tons hakker, machetter og såsæd, på hovederne tilbage til deres landsby. Og de sang af glæde, mens de bar hjælpen – for det var første gang nogensinde, at en hjælpeorganisation nogensinde er kommet frem med hjælp til deres ludfattige område!
På vejen tilbage til Nyunzu er der også fest på ladet blandt chafførhjælpere. Mange rendte ellers rundt og sagde, at dette projekt var umuligt – men vi fik mirakuløst hjælpen frem alligevel.
|
| Der føres kontrol med hjælpen |
Geder på vej
Projektet havde nemlig startvanskeligheder og forsinkelser på grund af en dårlig udenlandsk leder, samtidig med at to lokale ansatte prøvede at fuppe sig igennem med falske regninger. Men de er nu alle tre smidt på porten, og budgetlinierne er heldigvis ikke overskredet.
I foråret kommer Folkekirkens Nødhjælp med geder og grise til landbrugene. Og tæpper, så folk ikke fryser under de kolde nætter, samt køkkenudstyr. Mange har ikke kasseroller i dag, men koger i kar af ler.
Dyrene i landsbyerne er for tiden stort set ikke andet end et par magre kyllinger. Folkekirkens Nødhjælp geder og grise skal selvfølgelig ikke spises med det samme, men bruges til avl, så så mange familier som muligt kan have deres egne husdyr.