sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Bosættelsernes menneskelige konsekvenser
Print
En fysisk barriere, 500 vejspærringer og 42 bemandede kontrolposter gør det vanskeligt for landmænd at dyrke deres marker og afsætte deres varer, for børn og unge at komme i skole, for patienter at komme til lægen, for familier at besøge hinanden og for folk at komme til og fra arbejde. Her er nogle af de menneskelige historier bag s...
04.06.2007

Salame Ahmad Oudi, tidligere jordejer i Habla

Hver dag i fem år har 78-årige Salame Ahmad Oudi siddet uden for landsbyen Habla nær et flere meter højt elektrisk hegn med en stor gul jernlåge.

På den anden side af lågen ligger hans 0,8 hektar jord. Han har ventet på, at de israelske soldater skulle lukke op, så han kan kunne komme over og passe jorden. Som regel blev der lukket op midt på dagen, men nogle gange skete det slet ikke, og så måtte han gå hjem med uforrettet sag.

En gang dyrkede Salame Ahmad Oudi frugt og grøntsager nok til at kunne forsørge sig selv, sin kone og seks børn.

Men en dag i 2002 kom israelske lastbiler kørende og satte et flere meter højt hegn op. Fra den dag har Salame Ahmed Oudi måttet søge de israelske myndigheder om tilladelse til at besøge sin jord.

Siden har han hver dag sat sig og ventet på, at lågen i hegnet blev åbnet.

En dag i april 2007 fik han brev fra en israelsk domstol om, at hans jord er overtaget af den israelske stat. Der stod intet om kompensation eller klagemuligheder. Jorden er nu israelsk.

Abeed Saaiden, vandforsyningsarbejder i Jordandalen

Abeed Saaiden skal til Fazael i Jordandalen for at tilse en af de vandledninger, som forsyner områdets knap 5000 palæstinensiske indbyggere. Fazael ligger mellem to store israelske bosættelser.

Vandledningen er tre kilometer lang. Den begynder ved en af de naturlige kilder og slutter i et stort bassin, hvorfra vandet ledes videre ud til bønderne.

Vandledningen er i elendig forfatning. Den er rusten, og flere steder fosser vandet ud af store huller, som Abed Saaiden har forsøgt at lappe med sække og reb. Denne nødløsning er efterhånden blevet permanent.

Bønderne har flere gange søgt de israelske myndigheder om tilladelse til at reparere den 30 år gamle vandledning, men de venter stadig på svar. De vil også gerne have tilladelse til at grave den ned ligesom bosætternes, der løber lige ved siden af.

Schleiman, tidligere jordejer i Betlehem

I 1990 byggede den palæstinensiske bonde, Shleiman, sit hus ved den jord, han har arvet efter sin far. Jorden ligger nord for Beit Sahour, en forstad til Betlehem, og har i mange år været beplantet med blandt andet oliventræer.

I dag ligger Shleimans hus der stadig, men markerne er forsvundet.

Siden år 2000 er det meste af hans jord blevet konfiskeret, så han kun har omkring 5 % af jorden tilbage til sin rådighed.

Over for Shleimans hus ligger bosættelsen Har Homa, omgivet af en bred sikkerhedszone. Imellem Shleimans hus og Har Homa er der opsat hegn. Hegnet er en del af muren/hegnet, som de israelske myndigheder er ved at bygge på Vestbredden.

Kort før sikkerhedshegnet skulle opføres, fik Shleiman besked om, at hans jord skulle konfiskeres.

Da han med sit skøde i hånden forsøgte at overbevise myndighederne om, at jorden var hans, og at han derfor havde ret til kompensation, fik han at vide, at hans skøde var ugyldigt. Ifølge de israelske myndigheder hørte Shleimans jord under Jerusalem kommune.

Shleimans skøde er imidlertid udstedt af myndighederne i Beit Sahour, der er den palæstinensiske autoritet med myndighed over dette område. Skødet blev efterfølgende erklæret ugyldigt i den israelske højesteret, og Shleiman fik ingen kompensation.

Ahmad Abu Hassan, tidligere grønt-eksportør

Siden de israelske mynigheder for et år siden besluttede at lukke for lastbiler ved kontrolposten ved Bisan, har Ahmad Abu Hassan solgt sine grøntsager fra en bod ved hovedvejen.

Tidligere eksporterede han store mængder tomater, løg og auberginer til Israel. Nu dyrker han kun en tiendedel af sin tidligere produktion, dét, han kan sælge til bosættere, der passerer ad vejen.

Lukningen af Bisan-kontrolposten, som ligger få kilometer fra Ahmad Abu Hassans landsby betyder, at han nu må køre en stor omvej for at komme til Al Jamara-kontrolposten længere mod nordvest. Her skal han omlade sine varer til en israelsk lastvogn for at få lov at passere. Det er for besværligt og for dyrt.

Han kan heller ikke sælge sine grøntsager på det palæstinensiske grossistmarked syd for Nablus. For at komme hertil skal han nemlig passere en anden kontrolpost, som først åbner klokken 10 om formiddagen, flere timer efter at auktionerne er startet.

Hvis Ahmad Abu Hassan han vil sælge grøntsager, må det altså blive ved landevejen, selv om det er forbudt. I marts måned fik han konfiskeret 25 kasser grøntsager, da en israelsk patruljevogn kom forbi.

Khalit Mukarher, illegal bananproducent på egen jord

Khalit Mukarher opholder sig ulovligt på familiegården i Al Auja i Jordan dalen. Han har arvet den efter sin bedstefar, men han kan ikke få tilladelse til at flytte fra Beit Jala ved Bethlehem, hvor han bor.

Som de fleste andre palæstinensiske landmænd i Jordandalen mangler han vand. Det betyder blandt andet, at han har måttet opgive at dyrke bananer, som tidligere var en af familiens hovedafgrøder.

Nu er der kun få palmer tilbage, og Khalit Mukarher frygter, at de også går til, hvis der ikke snart kommer en løsning på vandproblemerne.

Der mangler ikke vand i dalen, der er faktisk rigeligt. Problemet er, at de israelske myndigheder kontrollerer vandforsyningen, og de har besluttet, at 80 procent af vandet skal gå til bosættelserne og 20 procent til palæstinenserne.

Khalit Mukarher har problemer med at holde liv i sine bananplanter, mens bananerne i Noomi-bosættelsen lige på den anden side af grusvejen strutter af liv.

 


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne