Hvad er E-1 korridoren? Hænger den sammen med de offentliggjorte planer for udvidelse af Ma’ale Adumim bosættelsen?
| Dokumentation |
|---|
| Den israelske fredsbe-vægelse, Peace Now (Fred Nu), har også analyseret de strategiske overvejelser bag bosættelserne Ariel og bosættelsesblokken Gush Etzion. Læs analyserne her: |
E-1 er en forkortelse for ”East 1”, det administrative navn for landområdet nordøst for Jerusalem, vest for bosættelsen Ma’ale Adumim.
Når folk taler om E-1 i dag, henviser de til en mangeårig israelsk plan – der dog aldrig er ført ud i livet – om at bygge et stort, nyt israelsk beboelseskvarter i området.
E-1 er ikke det samme som planerne for udvidelse af Ma’ale Adumim.
Den igangværende udvidelse af Ma’ale Adumim, den største bosættelse på Vestbredden med ca. 30.000 indbyggere, foregår mod øst, i retning af en anden bosættelse, Mishor Adumim Industripark.
Er E-1 en del af Israel eller Vestbredden?
E-1 er en del af Vestbredden. Området er aldrig blevet annekteret til Israel, og siden 1967 har det været under israelsk militærlovgivning.
Er Ma’ale Adumim en del af Israel eller Vestbredden
Fordi Ma’ale Adumim ligger så tæt på Jerusalem, opfatter de fleste israelere Ma’ale Adumim som en forstad til eller et kvarter i Jerusalem.
Men Ma’ale Adumim ligger på Vestbredden og er altså en bosættelse.
Ma’ale Adumim er den største bosættelse på Vestbredden og en af de fire bosættelser, Israel omtaler som ”en by”.
Mange iagttagere forventer, at Ma’ale Adumim forbliver en del af Israel under alle tænkelige kommende fredsaftaler – ligesom der blev lagt op til både under Camp David og i Geneve Initiativet (med territorial kompensation til palæstinenserne).
Hvorfor er israelsk bebyggelse af E-1 korridoren og udbygningen af Ma’ale Adumim så vigtigt?
Bebyggelse af E-1 sætter alle håb for en to-statsløsning på spil.
Bebyggelsen vil – som en del af sit formål – blokere den smalle, ubebyggede korridor, som løber øst for Jerusalem og som er en forudsætning for enhver meningsfuld kommende forbindelse mellem den nordlige og sydlige del af Vestbredden
Bebyggelse vil bryde Vestbredden op i to dele; en nordlig og en sydlig
Samtidig vil bebyggelse afskære palæstinenserne fra adgangen til Østjerusalem og afskære adgangen til Vestbredden for de palæstinensere, som bor i Østjerusalem.
Begge scenarier er i modstrid med muligheden for en reel, varig fredsaftale og for oprettelse af en levedygtig, sammenhængende palæstinensisk stat
Udvidelsen af Ma’ale Adumim er, ligesom udvidelser af alle andre bosættelser, en ensidig handling, som underminerer alle forsøg på at genoptage forhandlinger om en løsning, hvor to stater lever side om side i fred og sikkerhed.
Hvis E-1 bebygges, kan palæstinenserne så ikke få den ønskede territoriale sammenhæng med en vej udenom eller igennem området?
Hvis E-1 bebygges, kunne palæstinenserne teoretisk set godt rejse mellem den nordlige og den sydlige del af Vestbredden ad en vej – som endnu ikke eksisterer – som slynger sig gennem Judæas ørken udenom Ma’ale Adumim-blokken og Jerusalem ved hjælp af broer over eller tunneller under bebyggede israelske områder.
Men både broer og tuneller vil – udover at koste enorme summer at anlægge – blot skabe en ”transportbaseret sammenhæng” – adskilte samfund uden reel forbindelse, udover via transitveje. En sådan situation er væsensforskellig fra begrebet ”territorial sammenhæng”, som forudsætter et sammenhængende område, hvor palæstinensisk liv; handel, økonomi, uddannelse, sundhedsvæsen, politisk aktivitet osv. osv. kan fungere frit – og forhåbentlig blomstre, for det er en forudsætning for Israels sikkerhed og regionale stabilitet på langt sigt.
Samtidig vil sådanne arrangementer bygge på den antagelse, at det er muligt at opnå en israelsk-palæstinensisk fredsaftale og en to-statsløsning uden at Østjerusalem får forbindelse til og bliver en del af en palæstinensisk stat - en antagelse, som ingen seriøse analytikere nogensinde vil støtte.
Det er muligt, at det i en forhandlingssituation viser sig, at nogle af disse udfordringer kan overvindes ved gensidig enighed om løsninger, fx kreative transportsystemer og aftaler om deling eller udveksling af jord.
Men ensidige initiativer fra israelsk side, som tvinger sådanne realiteter ned over hovedet på palæstinenserne, er i direkte modstrid med udviklingen af en stabil, levedygtig palæstinensisk stat, underminerer moderate, fredsorienterede palæstinensiske lederes legitimitet og styrker ekstremisterne.
Præsident Bush har flere gange givet udtryk for, hvor meget den territoriellle sammenhæng i en fremtidig palæstinensisk stat ligger ham meget på sinde, og han har kraftigt opfordret den israelske regering til at fastfryse alle aktiviteter i bosættelserne på hele Vestbredden, især i E-1 korridoren.
Men ender hele området (E-1 og Ma’ale Adumim) ikke i Israel under alle omstændigheder?
Uanset hvem der ender med at få kontrollen eller overherredømmet i disse områder under en fremtidig fredsaftale, må deres fremtid - hvis Israel virkelig er interesseret i at få fred med palæstinenserne - stå til diskussion under fremtidige fredsforhandlinger – og ikke fastlægges af den ene parts ensidige handlinger.
Det er så meget desto mere sandt på et tidspunkt, hvor det nyvalgte palæstinensiske selvstyre har behov for at vise det palæstinensisk folk, at diplomati og forhandlinger er eneste vej til at realisere de palæstinensiske forhåbninger.
Ensidige israelske handlinger i et så omhyggeligt overvåget og strategisk kritisk område vil helt sikkert underminere præsident Abbas og alle håb om at opnå både fred og en to-statsløsning.
Det vil offentligt udfordre FN, spilde Israels goodwill i hele verden og helt meningsløst tære på Israels politiske kapital.
Mens mange iagttagere mener, at Ma’ale Adumim forbliver en del af Israel under enhver tænkelig fremtidig fredsaftale (hvilket der også blev lagt op til under både Camp David og Geneve Initiativet), er der ingen tilsvarende enighed om E-1 korridorens fremtid.
Hvor stor er E-1 korridoren?
E-1 er et område på cirka 12 km2.
Hvad er der i området nu?
Indtil nu er der kun sat ganske få vejbyggerier i gang i E-1. En nybrudt vej ligger for eksempel stadig uasfalteret hen.
I 2004 blev en del af jorden byggemodnet. Byggemodningen skete uden de nødvendige tilladelser (dvs. ulovligt) og blev standset få måneder efter start.
Det meste af E-1 ligger uberørt hen.
Hvem tilhører jorden I E-1 egentlig?
Dette spørgsmål må ses både fra en administrativ og en ejendomsretlig vinkel.
Administrativt anser Israel E-1 for at være en officiel del af Ma’ale Adumim, men det er vildledende, eftersom Ma’ale Adumims kommunestørrelse (dvs. den jord, der er ”tildelt” bosættelsen) går langt ud over det areal, der rent faktisk er bygget på (kommunens areal er 53.000 dunams – hvilket er større end Tel Aviv – mens det bebyggede areal er på 7.000 dunams).
At inddrage E-1 under Ma’ale Adumims kommunegrænser er udelukkende et administrativt skridt, som hverken afspejler jordens aktuelle brug eller bosættelsens behov.
I 1980’erne udråbte Israel det meste, men ikke al, jord i E-1 som ”offentlig ejendom”, dvs. jord, som ikke ejes af nogen privatperson og som derfor tilhører staten (eftersom E-1 er en del af Vestbredden, er der andre lovmæssigespørgsmål vedrørende Israels ret til at udvikle landet til israelske formål)
Væsentlige dele af jorden i E-1 var – og er stadig i dag – privatejet palæstinensisk ejendom
Derfor ligner alle planer vedrørende E-1 en skive schweizerost; der er lokalplaner om bebyggede områder på ”statsjord” – mens de palæstinensisk-ejede områder ligger som hullerne i osten spredt udover området uden nogen udviklingsplaner.
Bygger palæstinenserne ikke ulovligt i E-1 korridoren?
Der er ingen palæstinensiske byggeaktiviteter i E-1.
Hvad er befolkningstallet og –tilvæksten i Ma’ale Adumim?
Nøgletal for Ma’ale Adumim, 2000-2004
| År | Indbyggertal | Befolkningstilvækst |
| 2000 | 24.900 | - |
| 2001 | 25.800 | 900 |
| 2002 | 26.500 | 700 |
| 2003 | 27.259 | 759 |
| 2004 | 30.346 | 3.087 |
Kilde: Israels Statistik.
Men har Ma’ale ikke et naturligt behov for at vokse?
Den israelske regering har offentliggjort sine planer om at bygge 3.500 boliger i E-1 – tilstrækkeligt til at huse en befolkningstilvækst på omkring 20.000 bosættere i Ma’ale Adumim.
Som tallene ovenfor viser, har dette tal intet med bosættelsens naturlige befolkningstilvækst de seneste år at gøre - en tilvækstrate, der i øvrigt er meget højere på grund af immigration end den såkaldte ”naturlige befolkningstilvækst” i bosættelsen (pga. fødsler osv.)
Hvilke planer har de seneste israelske regeringer haft for E-1?
Rabins regeringstidI 1994 udvidede Yitzhak Rabin Ma’ale Adumims grænser betydeligt ved at inddrage E-1. Rabin afholdt sig dog fra at iværksætte byggeaktiviteter i E-1 korridoren mellem Ma’ale Adumim og Jerusalem, formodentlig på grund af en underhåndsaftale med USA om, at E-1s fremtid skulle fastlægges i forbindelse med fremtidige fredsaftaler.
Netanyahus regeringstid
Under Netanyah-regeringen forsøgte premierministeren at fremskynde masterplanen for E-1 (første skridt til en lokalplan, som dog ikke var præcis nok til udstedelse af byggetilladelser) ved at etablere en kommunal paraplystruktur for Stor-Jerusalem, som skulle inkludere Ma’ale Adumim.
Kommunalplanen for E-1 blev aldrig godkendt.
I sidste ende opgav Netanyahu planerne for en Stor-Jerusalemkommune i accept af USA's påstand om, at dette ville betyde en de facto annektering.
Der blev ikke bygget i E-1 korridoren i resten af Netanyahus regeringstid
Baraks regeringstid
Under Barak-regeringen udtrykte premierministeren støtte til planerne for E-1 men afholdt sig fra at igangsætte byggeri.
Barak lagde E-1 sagen på bordet under Taba-forhandlingerne, men der var ikke fundet løsninger, da forhandlingerne brød sammen.
Sharons regeringstid
I 2002 underskrev og ophøjede forsvarsminister Ben Eliezer masterplanen for E-1 (forberedt, men ikke godkendt under Netanyahu) til lov. Ben Eliezer lovede efterfølgende den amerikanske administration ikke at realisere E-1 planen, og der blev hverken lavet yderligere lokalplaner eller igangsat byggeaktiviteter, mens han var minister.
Midt i 2004 begyndte man at anlægge infrastruktur i E-1. Arbejdet blev udført af Bygge- og Anlægsministeriet og var ulovligt: eftersom der manglede en godkendt lokalplan, kunne der ikke udstedes byggetilladelser.
Alligevel blev der forberedt anlæggelse af store motorveje til de planlagte beboelseskvarterer og byggemodnet til den planlagte politistation (så den eksisterende politistation i Ral Al Amud kan overføres til bosætterne der og således mere end tredoble bosætternes tilstedeværelse i hjertet af den palæstinensiske bydel, Østjerusalem).
Hvordan har de seneste amerikanske regeringer forholdt sig til E-1?
Alle amerikanske regeringer, tidligere og nuværende, har modsat sig bosættelsaktiviteter på Vestbredden og i Gaza. Hvad angår E-1 har USA meddelt Israel sin modstand mod planerne, privat og offentligt, ved flere lejligheder gennem årene.
De skiftende amerikanske administrationer, også Bush-administrationen, synes at have forstået, at realisering af planen ville have haft katastrofale følger for fredsudsigterne for Mellemøsten.
Hvordan ser Gush Shalom på E-1 og Ma’ale Adumims fremtid?
Gush Shalom mener, at Israel skal standse al bosættelsesaktivitet i de besatte områder. Især i E-1 på grund af områdets følsomme beliggenhed. E-1’s fremtid bør fastlægges ved forhandlinger, ikke ved ensidige initiativer