Hvornår blev Ariel grundlagt?

Ariel blev grundlagt i 1978.

Hvor ligger Ariel og hvor stor er den?

Ariel ligger midt på Vestbredden og er en lang, smal bebyggelse, beliggende fra øst mod vest på toppen af et højdedrag.

Bosættelsens vestligste punkt (nærmest Israel) ligger ca. 16 kilometer fra Den Grønne Linie; det østligste punkt mere end 21 kilometer fra Den Grønne Linie.

Ariel ligger ca. 40 kilometer fra Tel Aviv, 50 kilometer fra Jerusalem og omkring 30 kilometer fra den jordanske grænse.

Er der noget specielt ved Ariels beliggenhed?

Ariels beliggenhed er ikke tilfældig. På den ene side blokerer den for den direkte adgang mellem den store palæstinensiske by, Salfit, i syd og en række palæstinensiske landsbyer mod nord, herunder Marda, Zaita, Jammai’n og Hares.

Beliggenheden er bestemt af den ”Del og hersk”-strategi, som har været central i grundlæggelsen af alle bosættelser ud over Vestbredden.

Ariel blev grundlagt lige ved den vej, der dengang var den største øst-vest landevej i det nordlige Vestbredden. På den måde sikrede bosættelsen Israels kontrol med den vigtige landevej til Jordandalen og den jordanske grænse.

Den oprindelige vej er siden blevet erstattet af en moderne motorvej (Hovedvej 5, se nedenfor), som cementerer Israel kontrol over denne øst-vest akse.

Er Ariel en bosættelse eller en israelsk by?

Ariel ligger på Vestbredden på jord, der aldrig er blevet annekteret af Israel. Jord, der siden 1967 har været under israelsk militær lov.Ariel er derfor en bosættelse.

Samtidig er Ariel på grund af sin anseelige størrelse en af kun fire bosættelser, som Israel klassificerer som ”by”.

Til forskel fra de andre store bosættelser ligger Ariel dybt inde på Vestbredden i et område, som kun får israelere (som ikke er bosættere) nogensinde rejser i (udover soldater, der gør tjeneste i hæren).

Der er imidlertid flere eksempler på, hvordan regeringen arbejder på at skabe et billede af Ariel som en integreret del af Israel frem for en bosættelse.

Det ene er den nylig anlagte helt nye infrastruktur, som skaber en fuldstændig uhindret forbindelse mellem Ariel og Israel.Den anden er den israelske regerings beslutning om at anerkende Ariels "College of Judea and Samaria" som universitet.

Begge er eksempler på de anstrengelser, der bliver gjort, for at få Ariel til at fremstå som en så integreret del af Israel, at det vil forekomme umuligt - eller umådelig smertefuldt - at opgive den - mere end en bosættelse, hvis fremtid er åben for forhandling.

Vokser Ariel?

Ja, Ariel vokser. Hundreder af nye huse er blevet grundlagt i løbet af de sidste få år, fortrinsvis i den østlige del af bosættelsen (dvs. at bosættelsen udvides dybere ind på Vestbredden frem for i retning af Den Grønne Linie).

Siden 1990 er Ariels befolkning mere end fordoblet, især på grund af indvandring fra det tidligere Sovjetunionen.

Hvad er “Ariel-blokken”?

Normalt betyder Ariel-blokken et område på Vestbredden som afgrænses af Ariel mod øst, af bosættelsen Kedumim mod nord, af bosættelserne Karnei Shomron og Ma’ale Shomrom mod nordvest og af bosættelserne Bet Arve og Ofarim mod syd.

”Blokken” omfatter mange andre bosættelser: Nofim, Yagir, Immanuel; Peduel; Alei Zahav, Brukhin, Barkan, Kiryat Ntafim og Revava.

Og samtidig inkluderer området mindst syv illegale ”outposts”, som er grundlagt indenfor de sidste få år.

Der findes ingen præcis geografisk eller lovlig definition på en ”bosættelses-blok”. Men begrebet er en praktisk måde at beskrive resultatet af Israels mangeårige bosættelsespolitik. Israel har systematisk grundlagt bosættelser i sammenhængende kæder og siden udvidet bosættelsernes område med infrastruktur, så der er skabt store, indbyrdes forbundne områder.

Men til forskel fra andre bosættelser, der ligger i store bosættelses-blokke – og blokkene ligger som regel tæt på Den Grønne Linie – ligger Ariel midt på Vestbredden. Derfor har bosætterne brugt enorme summer (især efter indgåelsen af Oslo-aftalen) på at forbinde Ariel med Israel og andre blokke i området.

Deres mål har været at skabe en blok så stor og så forbundet med Israel, at bosættelserne i blokken bliver immune overfor enhver tanke om nogensinde at skulle forlades.Samtidig har de forsøgt at forbinde Ariel med endnu mere fjerntliggende bosættelser i håbet om, og de så også undgår tale om evakuering.

I maj 2003 fortalte bosætterleder Pinchas Wallerstein, i et interview med den israelske avis Yedioth Ahronoth, at man var færdig med at bygge en vej mellem Hovedvej 60 og Ariel for at skabe direkte forbindelse til nogle bosættelser, der ligger langs Hovedvej 60. Der er foreløbig ingen planer om, at planerne for opførelsen af adskillelsesbarriere skal indlemme disse bosættelser i Israel.

Kommer Ariel og / eller Ariel-blokken til at ligge på den israelske side af adskillelsesbarrieren?

I februar 2005 godkendte den israelske regering en linjeføring for byggeriet af adskillelsesbarrieren, som indlemmer både Ariel og Ariel-blokken. (se kortet på http://www.securityfence.mod.gov.il/Pages/ENG/route.htm

Der er en fodnote til den del af muren, der skal indlemme Ariel-blokken: ”Linjeføringen skal undersøges yderligere af Indenrigsministeriet”.

Den israelske fredsbevægelse Gush Shalom gætter på at det betyder, at regeringen prøver at købe tid til at ”sælge” ideen til USA og det internationale samfund i bevidstheden om, at der er stor international modstand mod opførelsen af netop denne del af muren.

I mellemtiden fortsætter Israel med at bygge en ”del-mur” omkring Ariel – et stykke mur, der kan forbindes med den egentlige mur engang i fremtiden.

Hvor stor er Ariel-blokken?

Det område, Israel planlægger at omslutte med adskillelsesbarrieren, er ca. 76 km2 med omkring 37.000 bosættere.

Hvor mange palæstinensere bliver påvirkede af adskillelsesbarrieren rundt om blokken?

Det er svært at sige, hvor mange palæstinensere der bliver direkte påvirket.

Men hvis man ser på den mangfoldighed af måder, deres liv bliver påvirket på – tab af jord, indskrænkninger i bevægelsesfriheden osv. – skal antallet givetvis tælles i hundredetusinder.

Nogle palæstinensere vil pludselig bo i områder, som helt bogstaveligt omringes af mur på alle sider. Mange vil miste deres jord og andre indtægtskilder. Endnu flere vil opdage, at det at gå eller køre en tur er et problem, når deres normale daglige tur – til skole, på arbejde, på marken eller hospitalet – vanskeliggøres af upraktiske og unødvendigt lange omveje.

Hvordan er vejsystemet i området?

Der er to hovedfærdselsåret i området, Hovedvej 5 og Hovedvej 60. Siden udbruddet af den 2. Intifada har Israel spærret for palæstinensisk færdsel på disse veje med vejspærringer og checkpoints.Og da vejene udelukkende er anlagt for at betjene bosætterne, er der ingen tilkørselsveje til hovedvejene fra de palæstinensiske områder.

Hovedvej 5 løber fra øst mod vest helt ud til den israelske kystlinie. Dele af vejen er pt under udbygning for enorme, regeringsbetalte summer, og snart vil hele strækningen mellem Ariel og Den Grønne Linie være en firesporet motorvej.

Hovedvej 5 udvisker effektivt ethvert spor af Den Grønne Linie i området. På intet tidspunkt bemærker man, at man kommer ind på Vestbredden, og da palæstinensere ikke kan færdes på vejen, er der ingen større checkpoints før Ariel (dvs. mere end 24 kilometer inde på Vestbredden).

Hovedvej 60 løber nord-syd og forbinder Jerusalem i syd med Nablus (og bosættelserne i Nablus-området) i nord. Ariel ligger ca. 4 kilometer vest for Hovedvej 60. I 2001 blev der bygget en vej som forbinder Ariel med Hovedvej 60.

Er der nogen vigtige jødiske religiøse/historiske mindesmærker i området?

Der findes ingen vigtige jødiske religiøse/historiske mindesmærker i området.

Hvad er de vigtigste argumenter for at beholde Ariel som en del af Israel?

Hvis man anskuer situationen fra et sikkerhedssynspunkt, herunder grænser, der er til at forsvare og fred med naboerne, er det svært at finde gode argumenter for at annektere Ariel.

Nogle mener, at det er afgørende vigtigt at beholde Ariel og det omkringliggende område for at udvide Israels ”smalle talje” og sikre, at Israel har en vejforbindelse til Jordan-dalen i tilfælde af, at Israel må udkæmpe en landkrig mod øst.

Dette argument forudsætter, at Israels sikkerhed sikres bedst ved at have det størst mulige territorium, selvom det opnås på bekostning af en mulig fredsaftale med palæstinenserne og de sikkerhedsaftaler, som ville være en del af en sådan aftale.

Mange ser dette argument som et levn fra tankegangen under krigene i 1948 og 1967 mere end en planlægning, der tager højde for Israels nuværende og fremtidige sikkerhedsbehov baseret på nutidens historiske, politiske, geografiske og teknologiske realiteter.

I mangel af overbevisende fornuftsgrunde er hovedargumentet vedrørende Ariel: ”Ariel er en del af den nationale konsensus.”

Altså: Israel skal beholde Ariel, fordi de fleste israelere synes det, fordi de ser Ariel som for stor og for meget en israelsk by til at man kan afstå den.

Hvadenten det er sandt eller ej burde en så vigtig politisk beslutning træffes på baggrund af nationale prioriteringer og sikkerhedsinteresser, herunder områdets politiske, strategiske og økonomiske værdi.

En ensidig beslutning om, at dette emne ikke er åbent for diskussion – fordi en folkestemning måske synes det – er destruktiv for både israelere og palæstinensere og i direkte modstrid med en forhandlet løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Vil det være muligt for palæstinenserne at få en bæredygtig, sammenhængende stat hvis Ariel eller Ariel-blokken annekteres af Israel?

Når man ser på Ariels placering - i hjertet af Vestbredden og i forhold til områdets hovedveje - er det svært at se, hvordan murens indlemmelse af Ariel på den israelske side kan undgå skade sammenhængen mellem palæstinensiske områder.

Samtidig er det svært at se, hvordan en indlemmelse af Ariel skal kunne undgå at skabe ødelæggende problemer for hundredetusinde palæstinensere, som lever indenfor og rundt om blokken. Hvis hverken Ariel eller blokken blev indlemmet, ville det teoretisk set stadig være muligt for palæstinenserne at rejse rundt om området (på veje, som i så fald først skal anlægges).

Andre, mere kreative løsninger (tunneller, broer) kunne iværksættes for de palæstinensere, som bliver fanget i selve blokken.

Men uanset vil ingen af disse foranstaltninger, som vil koste enorme summer og skade landskabet, skabe andet end en ”transport-baseret” sammenhæng mellem palæstinensiske områder, som ikke får nogen anden sammenhæng end disse veje.

Det vil være væsensforskelligt fra begrebet ”territorial sammenhæng”, som forudsætter et sammenhængende område, hvori palæstinensisk liv; handel, økonomi, uddannelse, sundhedsvæsen, politisk aktivitet osv. osv. kan fungere frit – og forhåbentlig blomstre.

For det er en forudsætning for Israels sikkerhed og regionale stabilitet på langt sigt.

Hvordan forholdt Camp David og Geneve Initiativet sig til Ariel og Ariel-blokken?

Det forslag, præsident Clinton ifølge tidligere udenrigsminister Shlomo Ben Ami fremlagde for palæstinenserne ved Camp David, krævede, at Ariel-blokken forblev en del af Israel.

Det modsatte palæstinenserne sig med den begrundelse, at bosættelsens fremskudte geografiske placering umuliggør en indlemmelse i Israel.

Af samme grund overlader Geneve Initiativet Ariel og Ariel-blokken til palæstinensisk kontrol.

Er indbyggerne i Ariel sekulære eller religiøse?

De fleste indbyggere i Ariel er sekulære – som næsten enhver, der besøger bosættelsen kan overbevise sig om ved selvsyn.

I julen 2004 udstillede flere butikker i Ariels shopping center julepynt og julemandsdukker – sikkert for at tilfredsstille efterspørgslen fra immigranter fra det tidligere Sovjetunionen, som enten ikke er jøder eller som har tillagt sig ikke-jødiske skikke.

I en mere religiøs bosættelses ville udstilling og salg af sådanne artikler ikke blive tolereret.

Valgresultaterne fra Ariel viser same tendens, i 2003 fik National Religious Party 1,6 % af stemmerne i Ariel, og de religiøse partier tilsammen opnåede kun 5,5 % af stemmerne.Til sammenligning fik Shinui (det glødende sekulære parti) 9,6 %, Labour 1,9 % og Likud opnåede 53,3 %.

Er Ariels indbyggere flyttet ind i bosættelsen af ideologiske grunde eller på grund af livskvaliteten i bosættelsen?

Selv om hovedparten af indbyggerne i Ariel tilhører den politiske højrefløj vil det være forkert at tro, at de fleste af dem også tilhører den hårde højrefløjs-idelogi.

Som de fleste andre bosættere på Vestbredden er de fleste af Ariels indbyggere flyttet ind i bosættelsen på grund af regeringens økonomiske bonusordninger.

De fleste bliver boende på grund af de fortsatte økonomiske fordele – som tillader en højere levestandard end hvis man bor i selve Israel.

Hvordan er den økonomiske situation i Ariel?

Ifølge de seneste oplysninger fra Israels Statistik ligger Ariel i kategori 5 (ud af 10) på Israels socio-økonomiske skala.

Til sammenligning ligger * Herziliya, en velhaverforstad til Tel Aviv, i kategori 8, * den store palæstinensiske by Umm al-Fahm i kategori 2 og * Jerusalem i kategori 4.

Hvor vigtigt er det, at den israelske regering har anerkendt ”College of Judea and Samaria” (i Ariel) som et universitet?

Anerkendelsen af College of Judea and Samaria som fuldgyldigt universitet er rent politisk.

Beslutningen afspejler det enorme lobbyarbejde, nogle af medlemmerne af den israelske regering har gjort for at skabe endnu flere ”facts on the ground” og forstærke indtrykket af, at Ariel er en integreret del af Israel og at bosættelsens fremtidige status derfor ikke kan diskuteres.

Beslutningen er også et påskud for at lede endnu flere penge ind i bosættelsen, fordi læreanstalten med sin nye status har ret til endnu flere tilskud.