| Under katastrofer er børnene særligt sårbare. Foto: ACT/CWS-PA |
Mens nødhjælpen fra Folkekirkens Nødhjælps globale netværk - ACT Alliance – nu har nået over 269.000 mennesker i Pakistan, er der især en gruppe, der er særlig sårbar: Børnene.
Ifølge de seneste situationsrapporter fra det katastrofe-ramte land er over seks millioner børn blevet påvirket af de voldsomme oversvømmelser. Heraf har 2,7 millioner børn akut brug for nødhjælp.
Oven i behovet for mad og husly kommer faren for sygdomme. 3,5 millioner børn menes at være i overhængende risiko for at få diarré eller dysenteri.
Samtidig frygter man også for alvor nu, at en kolera-epidemi vil sprede sig.
Kvinder og børn opsøger hjælp
Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner i Pakistan, CWS (Church World Service), hjælper blandt andet ofrene med mobile sundhedsklinikker.
En af dem står i Balakot Tehsil, Mansehra Distriktet.
Her fortæller Dennis Joseph fra CWS, at 80 procent af patienterne er kvinder og børn. De mest almindelige lidelser i øjeblikket er diarré, hudsygdomme og blære- og luftvejsinfektioner.
Det heftige regnvejr og det fugtige vejr forøger antallet af infektioner – især blandt fejlernærede børn.
Farligt at lege i flodvand
| Sher Afzals børn kan ikke sove pga. larmen fra vandet og store klippestykker, der buldrer ned gennem floden. Foto: ACT/CWS-PA |
Børnene er også særligt udsatte, når de leger og bader i flodvandet.
Så udover at tilbyde konsultationer og gratis medicin forsøger CWS også at undervise befolkningen i, hvordan man undgår at blive smittet af de vandbårne infektioner i en krisetid.
Oversvømmelserne har også efterladt tusindvis af børn dybt traumatiserede.
Sher Afzal på 42 var så heldig, at han ikke mistede sit hjem i Kohistan til vandmasserne. Men hans familie – især de mindste børn – er alligevel påvirkede af katastrofen.
De har svært ved at sove blandt andet på grund af larmen fra vand og store klippestykker, der buldrer ned gennem floden. Børnene er bange for, at de kan blive flodens næste ofre.
