| Fra venstre ses Alexander Tsekhanovich, Ulla Tørnæs og Dr. Gudjón Magnússon. |
Under titlen ”Hvem tager ledelsesansvaret i forhold til de sårbare børn og unge?” satte Folkekirkens Nødhjælp den 30. november fokus på den globale aids-epidemi med et seminar.
Blandt de tilstedeværende var udviklingsminister Ulla Tørnæs samt repræsentanter fra Udenrigsministeriet, WHO og flere danske NGO’er. Desuden deltog Alexander Tsekhanovich, Director General of the Humanitarian Action Fund i Skt. Petersborg, der var kommet til København for at fortælle om situationen for hiv-smittede gadebørn i Rusland.
Ministeren lagde i sin åbningstale vægt på, at regeringen øger sin støtte til bekæmpelsen af hiv/aids især i Afrika, hvor regeringen frem til 2010 særligt fokuserer på børn og unge kvinder der er særligt sårbare overfor aids.
”Børn, igen særligt børn i Afrika, rammes hårdt af epidemien. Hvert minut dør et barn af hiv/aids. Disse børn er meget sårbare og har behov for omsorg og beskyttelse,” sagde Ulla Tørnæs.
Under seminaret blev det desuden understreget, at organisationer som Folkekirkens Nødhjælp spiller en afgørende rolle i bekæmpelsen af hiv/aids. I områder hvor man generelt ikke har stor tillid til regeringer, er det nemmere for NGO’er at trænge igennem til lokalbefolkningen.
