| Mad på bordet Farmer Field School er et centralt element i et stort integreret fødevaresikkerhedsprogram, som Folkekirkens Nødhjælp driver i samarbejde med det Lutherske Verdensforbund i Cambodja. Integreret betyder, at fødevaresikkerhed ikke kun handler om husdyr og afgrøder. Er der for eksempel landminer i et område med landsbrugsjord, vil de først blive ryddet.
Derefter vil der blive oprettet basal skole-undervisning, undervisning om HIV/AIDS og andre sygdomme samt hygiejne og ernæring.
Endelig er der så landbrugsdelen nye dyrknings-metoder, vekslende afgrøder, afsætning og salg, samt initiativer, der skal forberede bønderne på både tørke og pludselige oversvømmelser. |
I et samfund som det cambodjanske kæmper de fattigste som regel meget alene for at overleve.
De er isoleret fra de besluttende myndigheder, og det gør det meget svært for dem at forbedre deres levevilkår.
Ikke desto mindre har bønderne i lokalsamfundet ofte både kræfter og viden nok til selv at komme videre, især hvis de tror på sig selv og deler deres viden med hinanden.
Derfor er det vigtigste princip i Farmer Field School, at man har viden og tror på sig selv.
Den ansatte projektvejleder udpeger sammen med landsbyens ledelse de familier, som egner sig til at deltage i markskolerne.
Ud over at være fattige skal de have energi og vilje til at deltage. Når gruppen er dannet, beslutter medlemmerne i fællesskab, hvor tit de mødes, hvad de skal mødes om, og hvilke mål de hver især har.
Brug for jord
Den første opgave er at finde et stykke jord, der kan bruges som demonstrationsmark, hvor gruppen kan eksperimentere med afgrøder. Mennesker, der lever på sultegrænsen tør ikke tage chancer med deres egen jord. Derfor stiller medlemmerne som regel en bid af deres jord til rådighed mod at de får del i udbyttet, eller også så bliver landsbylederen spurgt, om han vil låne gruppen en jordlod.
Gruppen beslutter så, hvad de vil eksperimentere med, og hvilken undervisning, de har brug for. Aktiviteterne tager altid udgangspunkt i konkrete problemer. Det kan være alt fra insektangreb til akutte oversvømmelser eller brug af nye afgrøder.
Fokuserer på vand
For eksempel har de i en landsby i Phnom Srouch provinsen oplevet stigende tørke de senere år, hvilket har gjort rishøsten mindre end tidligere.
Gruppen har derfor valgt at fokusere på vand og har konstrueret små fiskedamme og vandreservoirer. Desuden eksperimenterer de på deres demonstrationsjord med risdyrkning, hvor de kun bruger et korn per hul i stedet for den lokale tradition med mange korn per hul. Gruppen venter spændt på, om det giver bedre udbytte her til decemberhøsten.
De har oprettet deres egen risbank, hvor de kan låne 50 kg til såsæd på den betingelse, at de leverer 60 kg tilbage efter høsten. Hos de lokale lånehajer skal de normalt levere mellem to eller tre gange så meget ris tilbage, som de har lånt.
Samtidig har gruppen gennem projektet fået tildelt et par køer. Et medlem får to køer og skal så give de to eller tre første fødte kalve videre til den næste i gruppen.
Krav til myndigheder
Ud over undervisningen og de konkrete eksperimenter, hjælper Farmer Field School også bønderne med at stille krav til de lokale myndigheder, om at levere den service i form af undervisning og information om tildeling af jord, som landsbyerne har krav på.
Efter 30 år i frygt er det noget af en omvæltning for lokalbefolkningen at begynde at stille krav til deres lokale ledere. Også her har Farmer Field School i Phnom Srouch vist sig som en succes ikke mindst pga. det stærke gå på mod hos cambodjanere, der ønsker at forbedre deres levevilkår.
