Om vinteren kan temperaturen let falde ned til minus 30 grader og om sommeren stige til over 40 grader.
Det centralasiatiske land er desuden jævnligt plaget af jordskælv, der ofte har store konsekvenser for befolkningen.
De skiftende vejr- og naturforhold slider på bygningerne, der er opført før selvstændig-heden i 1991.
Det regner ind om foråret og efteråret og om vinteren trænger kulden i af de udsatte tage og vægge.
Det giver anledning til fugt og forfald.
Med en pension på cirka 150 kroner om måneden er der naturligvis ikke midler til at kunne reparere skaderne. Men med hjælp fra BedsteHjælps donationerne har de mest trængende fået hjælp til at udbedre skaderne.
Bygget med de bare hænder
Galina Grigorjevna Denisova er en af de pensionister, som har fået hjælp til at reparere sit hus. Hun er 76 år og byggede selv sit hus for 20 år siden. –Uden hjælp fra nogen mand, fortæller hun stolt.
Huset ligger i udkanten af hovedstaden Bishkek og grænser tæt op til nabohusene. Når det regner meget, løber vandet i gaderne, så beboerne er nødt til at grave kanaler, for ikke at vandet skal løbe ind i husene.
Væggene og taget er slidt og vidner om det barske vejr. Men på gårdspladsen er der skygge under vindruerankerne, hvor gruppens øvrige medlemmer har taget plads rundt om et lille bord.
Alle medlemmerne er enker og forsøger at hjælpe hinanden, så godt de kan. De har valgt at kalde gruppen for Cheremuschki, der på russisk betyder fuglekirsebærtræ.
Galina fortæller, at kulden om vinteren og varmen om sommeren er hårdt for helbredet. Det er dyrt at varme huset op og de ældre bliver ofte snydt, ved at betale for mere gas, end de får udleveret.
"For at holde varmen er vi derfor nødt til at pakke os ind i varme tæpper og sove med alt tøjet på. Dem der har børn, som bor i varme huse, flytter derhen om vinteren," fortæller hun.
Selv har Galina ikke nogen at flytte hen til, da hendes datter er flyttet til Rusland.
"Men til gengæld har jeg varmt vand i hanerne, en sjældenhed i dette område," tilføjer hun.
En stor familie
Galinas mand gik bort for mange år siden og hun har boet alene siden hendes ældste søn døde for tre år siden. Hun kniber en tåre, da hun fortæller om det og skifter hurtigt emne.
Kroppen bærer præg af mange års slid og vidner om et langt liv med hårdt arbejde. Ansigtet er vejrbidt og fyldt med rynker, hænderne er grove og på den ene finger, mangler det yderste led.
Hendes briller er gamle. Styrken er ikke optimal og det ene glas falder hele tiden ud, men det holder hende ikke tilbage fra at bryde ud i latter. Hendes familie stammer fra Rusland, selv har hun altid boet i Kirgistan.
På trods af omstændighederne er Galina ved godt mod. Hun er meget taknemmelig for at være en del af selvhjælpsgruppen, der er blevet hendes nye familie og nyder at være sammen med de andre kvinder i gruppen.
Medlemmerne er alle naboer og bruger hendes hjem som mødested. Flere af dem har boet i det området hele deres liv og har arbejdet på dem samme fabrik, der fremstillede landbrugsmaskiner. Selv har Galina arbejdet som lærer.
De mødes hver mandag for at planlægge deres aktiviteter og løse hinandens problemer i fællesskab. De syr og strikker og deres varer bliver solgt i en lille butik. Overskuddet fra salget bliver lagt til side og skal bruges på at betale regninger til vinter og til at reparere deres huse.
Af Naja M. Nielsen