| Photo: RDRS |
”Jeg har set massive oversvømmelser og har mødt folk, der er blevet fordrevet fra deres hjem og har mistet deres arbejde,” beretter Jonas Nøddekær, der er Folkekirkens Nødhjælps Asien-koordinator.
Jonas Nøddekær er netop kommet tilbage til Dhaka efter at have været ude på en flere dage lang felt tur i Bangladesh for at se ødelæggelserne fra monsunregnen, som har fået landets floder til at flyde ud over alle bredder.
Forskellige nødsituationer
Oversvømmelserne har påvirket forskelligt men drastisk rundt omkring i landet.
”I den nordlige del var situationen desperat for et par uger siden. De øer, som folk bor på i deltaet, er blevet oversvømmet. Men nu er vandet ved at trække sig tilbage, og mange familier er flyttet ind i deres huse igen,” fortæller Jonas Nøddekær.
Men der er intet arbejde, fordi markerne er ødelagt, og de, som har jorder, har ingen ny såsæd, som de kan plante.
”Derfor er der brug for arbejde-for-mad projekter og uddeling af såsæd, ”siger Jonas Nøddekær.
Afhængige af nødhjælp
I den centrale del af Bangladesh i Manikeunj-området bliver der fortsat delt nødhjælp ud. Folk bor i skure langs højtliggende veje, fordi deres hjem og markerne er oversvømmet.
”Her fortæller de folk, vi mødte, at der er masser af slanger, og at de hele tiden skal passe på, at deres børn ikke falder i vandet. Flere er druknet,” siger Jonas Nøddekær.
De fordrevne familier har ingen penge, og der er intet arbejde at få på grund af oversvømmelserne, så de er dybt afhængige af nødhjælp.
Dhaka omringet af vand
I hovedstaden Dhaka, hvor flere floder fra nord passerer, er flodvandene igen løbet over sine bredder. Og det er også begyndt at regne.
”Hele byen er omringet af vand,” siger Jonas Nøddekær.
Folkekirkens Nødhjælp er i gang med at søge penge til at hjælpe befolkningen i Bangladesh igennem lokale samarbejdspartnere, som allerede er i gang med at hjælpe deres landsmænd med nødhjælp.
Over en million er sendt af sted
Over 35 millioner mennesker er blevet ramt af den voldsomme monsunregn i Sydasien. Især Indien, Nepal og Bangladesh er blandt de lande, der er hårdt ramt af massive oversvømmelser. I nogle områder er der på få dage faldet regnmængder svarende til det, der falder på to år.
De ekstraordinære regnskyl har gjort millioner hjemløse og har kostet tusinder af mennesker livet.
Folkekirkens Nødhjælp gav i juni 400.000 kroner til lokale samarbejdspartnere i Indien, som blandt andet har uddelt mad, tæpper, presseninger og tøj til de nødstedte. Yderligere 750.000 kroner er sendt af sted til hjælpearbejdet i Indiens østlige delstater; Vest Bengalen, Assam og Bihar.
