Dagen begynder tidligt for Soraya Musau i flygtningelejren Dagahaley i Kenya.
Nødhjælpsarbejderen, som arbejder for ACT medlemmet Lutheran World Federation (LWF), er ude af sit telt klokken fem om morgenen, hvor hun sammen med sine medarbejdere står op til endnu en krævende dag.
På dette tidspunkt har de nyankomne flygtninge fra Somalia allerede samlet sig uden for lejrens port. Flygtningene trænger til mad, vand, basale fornødenheder – og håb.
Flygtningelejren Dadaab i det østlige Kenya består af tre lejre, hvoraf Dagahaley er den ene. Alle tre lejre er ledet af LWF, som Folkekirkens Nødhjælp støtter.
Langt de fleste af de nyankomne flygtninge kommer til Dagahaley. Nogle dage modtager lejren flere flygtninge end de to andre lejre modtager tilsammen. På én dag modtog lejren 1536 flygtninge, mens der i alt i de tre lejre er kommet flere end 60.000 flygtninge, siden den 6. juni.
Tre uger til fods
Mange af flygtningene har kun sine børn med sig. Andre har dog også fået nogle af deres ejendele med, som de bærer på, mens de venter stille og tålmodigt på at komme ind i modtagelsescentret. Alle er de udmattede og sultne efter rejsen fra Somalia, som kan tage op til tre uger til fods.
For Soraya og hendes 11 medarbejdere er det en hård opgave, der venter dem. De næste par timer skal alle de nyankomne flygtninge guides igennem det nyetablerede modtagelsescenter. Navnene skal registreres af regeringsfolk.
Alle flygtninge får et armbånd med en særlig farve og et særligt nummer. Armbåndet giver dem ret til at få mad i 21 dage og til at modtage dunke til vand, gryder, måtter til at sove på og andre nødvendigheder, der kan sikre dem overlevelse her og nu.
Børnene bliver vaccineret og får i øvrigt mælk, sko og tøj, som er doneret af det lokale muslimske samfund.
Koordinering, koordinering, koordinering
Den overordnede indsats ledes af FN's Flygtninge Højkommissariat, men ansvaret for hvert stadie i nødhjælpsindsatsen ligger hos forskellige ikke-statslige nødhjælpsorganisationer.
Soraya og hendes hold befinder sig i midten af det hele.
”Jeg er den centrale person for regeringen, UNHCR og vores lokale samarbejdspartnere,” siger Soraya.
”Hvis der er problemer med vand, får jeg fat i én organisation, der kan hjælpe. Hvis de mangler informationer, kommer de også til mig,” tilføjer hun.
Mange timer af hendes dag går med at tale i mobiltelefon.
Frustration og udmattelse
Den første opgave, når der kommer nye flygtninge, er at finde de mest udsatte, som er uledsagede børn, gamle og handicappede. De kommer forrest i køen.
De tilbageværende bliver delt ind i forhold til familiestørrelse. De største familier kommer først. Mænd, der ankommer alene, kommer til sidst.
Det er en lang, udmattende og støvet proces for alle, og ind imellem er der en, der mister besindelsen. Det virker dog oftest som om at flygtningene ikke har energi til nogen som helst form for konfrontation. Der er kun én person på Sorayas hold, der står for sikkerhed og hjælper med at holde styr på de store grupper af flygtninge.
I selve modtagelsescentret er der dog et stort sikkerhedsopbud.
Sorayas hold hjælper flygtningene gennem hele processen, hvor de lægger stor vægt på at informere om, hvilke ydelser der er til rådighed, og hvor flygtningene kan gå hen, hvis de har problemer.
Utrætteligt engagement
Sorayas hold har været i gang med det opslidende arbejde i otte uger fra klokken fem om morgenen til klokken elleve om aftenen.
”Både jeg og mit hold er udmattede,” fortæller Soraya dagen før hun modvilligt tager hjem på en uges velfortjent ferie.
”Men jeg har virkelig ikke lyst til at tage væk fra mit center.”
Af John Davison