| |
| De sultestrejkende støttes af både privatpersoner og organisationer i deres kamp mod den udbredte korruption i Honduras. Fotos: Mike Kollöffel |
De sidder i plasticstole mellem iglotelte og pavilloner, eller ligger på tynde, slidte skumgummimadrasser.
På teltene hænger papskilte med slogans; ”Mod korruption” og ”for et retfærdigt Honduras.”
I den honduranske hovedstad Tegucigalpa er den store plads under kongresbygningen, der bliver holdt oppe af runde, robuste søjler, forvandlet til en lejrplads, hvor selve pladsen under kongresbygningen siden 7. april har dannet rammen om en usædvanlig sultestrejke.
Sultestrejken blev startet som en protestaktion af otte offentlige anklagere. Deres chef, rigsavokaten, havde beordret dem forflyttet eller fyret, fordi de var i gang med at undersøge 16 korruptionssager, hvor højtstående honduranske politikere og erhvervsfolk er hovedpersoner.
De sultestrejkendes krav er først og fremmest at få afsat rigsadvokaten og vicerigsadvokaten og få oprettet en undersøgelseskommission, der skal komme et gennemkorrupt retssystem til livs. Men sultestrejken skal også ses som et opgør med den udbredte korruption, der hærger i Honduras.
Et land gennemsyret af korruption
| Mere om korruption i Honduras |
|---|
Ifølge den internationonale ”vagthund” Transparency International er der lige så meget korruption i Honduras som i lande som Burundi og Liberia, og korruptionen koster hvert år det honduranske samfund 894 millioner dollars.
Det er penge, som de 60 procent af befolkningen i Honduras, der lever under fattigdomsgrænsen, må kigge langt efter.
Netop set i lyset af den omfattende korruption har sultestrejken udviklet sig drastisk og den nyder bred støtte fra humanitære, faglige og menneskerettighedsorganisationer, fordi de offentlige anklageres sultestrejke også ses som en kamp for de fattiges rettigheder og for demokrati samt en uafhængig presse, der i øjeblikket er manipulerende, censureret og styret af regeringen.
"Vi satser vores liv”
| Dokumentation |
|---|
| Læs Folkekirkens Nød-hjælps programmedar-bejder Guido Eguigirres historiske gennemgang ”Notes for understanding the Hunger Strike of the Public Prosecutors in Honduras”: |
Juan Carlos Griffin Raminez sidder i en hvid plasticstol i udkanten af pladsen. Han er anklager, og en af dem, der var med til at starte strejken. Han sultestrejker på 34. døgn og har kun kræfter til at snakke kort tid ad gangen, så bliver han nødt til at hvile sig.
”Vi begyndte sultestrejken, fordi der står i vores forfatning, at alle er lige for loven. Men som tingene er nu, gælder det ikke folk med penge og magt,” siger han og rynker brynene.
Han fortæller, at der er en læge til stede 24 timer i døgnet, og at fire af anklagerne allerede har været indlagt på hospitalet.
”Vi satser vores liv for at opnå retfærdighed,” siger han og kigger på sin syv-årige søn, der sidder helt stille i stolen ved siden af. Jeg fortsætter sulstestrejken for børnenes skyld. Hvis de skal have en fremtid i et retfærdigt samfund, må vi gennemføre vores krav.”
Historisk mulighed
Utallige faglige, humanitære og kirkelige organisationer her i blandt flere af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere støtter op om anklagernes krav om et opgør med korruption.
Mange har frivilligt tilsluttet sig sultestrejken, og 32 personer sultestrejker nu på pladsen under kongresbygningen.
Karla Lara stikker hovedet ud gennem åbningen på sit lille grønne telt og hilser venligt. Den landskendte sangerinde har nu sultestrejket i 16 dage for at støtte kampen for retfærdighed.
”Korruptionen ødelægger landet. Strejken er en historisk mulighed for at bekæmpe korruptionen og forbedre tingenes tilstand,” siger hun.
Ligesom de andre sultestrejkende indtager Karla Lara kun vand, honning og en sukker-saltopløsning.
”Det er hårdt. Mine børn ringer og spørger, om jeg ikke snart kommer hjem, og hvorfor det tager så lang tid. Men det er ikke en mulighed at stoppe nu. Vi kæmper, til vi bliver hørt,” siger hun med blanke øjne.
Kirken støtter de strejkende
Også mange kirkelige organisationer er gået ind i kampen for retfærdighed. Både katolske og protestantiske overhoveder har erklæret deres støtte til de strejkende.
Evelio Reyes, leder af evangelistkirken Vida Abundante, mener, at det er kirkens opgave at være aktiv i kampen for retfærdighed; ”Denne kamp er ikke kun social og politisk, den er også religiøs. Hvis vi tror på Gud, skal vi modarbejde enhver form for uretfærdighed og hjælpe de undertrykte og de svage,” siger han.
Et stykke fra pladsen kommer to skikkelser gående. De går langsomt, og deres arme hviler på skuldrene af fire mænd, der nærmest bærer dem frem.
Det er Jary Dixon og Victor Fernandez, to af de anklagere, der startede sultestrejken. De er på vej til et møde med repræsentanter fra regeringen, hvor de skal diskutere muligheden for at afsætte rigsadvokaten og vicerigsadvokaten. Det kan kun ske, hvis der bliver vedtaget en lov i kongressen.
Udkastet til loven er skrevet og skal behandles i kongressen. Hvis loven vedtages, er det en sejr for lejrpladsen under kongressen - men indtil da fortsætter sultestrejken.