Flere offentlige anklagere i Honduras er gået i sultestrejke i protest mod politisk indblanding og ”syltning” af mange sager om korruption, hvor højtstående politikere og andre magtfulde er involveret.
Det er korruptionssager, som har kostet det honduranske samfund og befolkning flere hundrede millioner dollars.
Sultestrejken har bred opbakning fra det honduranske civilsamfund, og flere af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere støtter aktivt sultestrejken.
27 organisationer, der arbejder sammen i Alliancen for Retfærdighed har opfordret befolkningen og organisationer i landet til at støtte de sultestrejkendes krav.
Anklagerne vil udføre deres arbejde
| Læs om |
|---|
| Folkekirkens Nødhjælps partnere, der arbejder med retssikkerhed og demokrati i Honduras |
De offentlige anklagere kræver ret til at kunne udføre deres arbejde med at efterforske forbrydelser og at føre straffesager ved domstolene.
Det drejer sig om en lang række korruptionssager, hvor statsligt ansatte og politikere højt på strå menes indblandet.
Anklagerne oplever, at deres egen ledelse i form af rigsadvokaturet (under ministeriet for offentlige anliggender, red.) ”sylter” korruptionssager, hvor alt peger på, at højtstående politikere og embedsmænd er involveret.
Det drejer sig blandt andet om flere korruptionssager mod den tidligere præsident Callejas.
Korruption stjæler penge fra samfundet
Alliancen for Retfærdighed siger, at det er nødvendigt at bekæmpe korruptionen for at sikre den økonomiske og sociale udvikling i landet og skabe en moderne og demokratisk retsstat.
De penge, som forsvinder i korruption og svindel, er penge, som forsvinder fra de fattige, og som kunne være brugt på for eksempel hospitaler, skoler og sundhed.
Folkekirkens Nødhjælps programansvarlige i Honduras, Guido Eguigure, fortæller, at sultestrejken skal ses i sammenhæng med den aktuelle situation, hvor parlamentet står for at skulle vælge ny rigsadvokat og nye højesteretsdommere.
"Blandt menigmand på gaden hersker der den opfattelse at både den nuværende rigsadvokat og de siddende højesteretsdommere søger genvalg.
Men for at have en chance for genvalg er det nødvendigt at de beviser ”deres værd” og formår at stå sig godt med de mest hårdkogte og korrupte grupperinger i de to dominerende partier i landet", fortæller Guido Eguigure.
Flittige anklagere forflyttes eller fyres
”Offentlige anklagere, som arbejder med opklaring af korruptionssager, bliver forflyttet eller fyret for at hindre dem i efterforskning og i at bringe formodede forbrydere for domstolene,” siger Jary Dixon, der leder sultestrejken.
Dxon siger, at ministeriet for offentlige anliggender er “forvandlet til et instrument, som beskytter de korrupte og magtfulde.”
”Formålet med strejken er at sende et stærkt budskab til den honduranske befolkning om, at nu er det nok; Vi vil ikke længere finde os i den korruption, som gennemsyrer det honduranske retssystem.”
De sultestrejkende, der bakkes op af Sammenslutningen af Offentlige Anklagere i Honduras (AFH), som har 500 medlemmer, ønsker et uafhængigt retssystem.
Samtidig ønsker de også, at myndighederne yder effektiv beskyttelse af de anklagere, som udsættes for trusler.
Af Linda Nordahl Jakobsen og Bo Kristensen
Læs mere om Honduras retssystem
Amnesty Internationals 2007-rapport
Forbrydelser uden straf
Folkekirkens Nødhjælps rapport fra danske juristers besøg i Mellemamerika
