|
| Lyuba Romanov, 64, og Mikhael Romanov, 66, er med i en af de selvhjælpsgrupper, Folkekirkens Nødhjælps lokale partnere i Kirgistan har startet. |
”Fremtiden? Hvad vi håber på?”
Mikhael Romanov gentager mit spørgsmål. Smager prøvende på det.
Så bliver der stille lidt. Lidt længe. Svaret er en hvisken. Som kunne bare det at udtale ordene udløse krig og kaos.
”Fred. Et normalt liv,” siger han så.
Lyuba Romanov nikker.
”Jeg er altid bange for den næste dag. Hvad den vil bringe. Det er sådan en konstant uro og usikkerhed i mig.”
Evig bekymring
|
| Gruppen mødes en gang om ugen for at snakke, støtte hinanden og lave ting til basaren på FNs Ældredag den 1. oktober. |
Jeg er på besøg hos ægteparret Mikhael og Lyuba Romanov.De er med i en af de selvhjælpsgrupper, som FKNs lokale partnere i Kirgistan har startet.
Jeg er inviteret indenfor i deres toværelses lejlighed på førstesalen i en slidt boligblok i Alamedin, en forstad til Kirgistans hovedstad Bishkek.
Her har de i 35 år delt bord, stol, sorger og glæder. Og seng. Ofte med et af parrets tre børnebørn som tryg varmedunk.
Men siden Sovjets sammenbrud, og selvstændigheden i 1991, også med frygten for morgendagen som trofast sengekammerat.Frygt for alt det, man med god grund må frygte i Kirgistan.
-
Frygt for uroligheder, vold og borgerkrig.
-
Frygt for prisstigninger på husleje, mad, medicin, varme og strøm.
-
Frygt for om pensionen bliver udbetalt, om hele pensionen bliver udbetalt, om den bliver udbetalt til tiden.
-
Frygt for hvordan det hele dog skal hænge sammen.
-
Om det overhovedet kan hænge sammen.
-
Om der er råd til medicin og lægebesøg i næste uge.
-
Om der er mad i køleskabet sidst på måneden.
-
Om der er varme i radiatoren, når temperaturen styrtdykker i januar.
Smil og gråd
|
| Romanovs ville have alle de fremmødte i selvhjælpsgruppen med på billedet til Danmark. Og så skulle jeg hilse mange gange! |
Så prøver jeg med et nyt spørgsmål. Og på ny bliver der smagt på ordene. Det er igen Mikhael, der tøvende tager teten:
”Nej, jeg er ikke vred. Eller bitter. Vi har levet næsten et halvt århundrede i Sovjetunionen. Så lærer man ikke at vente sig noget, men bare vente.”
Lyuba brummer bifaldende, men synes nu alligevel ikke, det er hele sandheden om den ting:
”Vi kirgisere har et ansigt udenpå. Det smiler. Men der er et andet inde bagved. Det græder,” siger hun.
Og hun smiler, da jeg roser selvpluk-svampene, der bliver serveret i eddikelage og med rå løg.
Til dessert får vi hindbærsyltetøj og en snak om de to døtre, børnebørnene og om tiden, der var.
Lyuba er født og opvokset i Bishkek. Hun mødte Mikhael i 1967, og samme år blev de gift.
Mikhael er russer, fra Moskva. Han arbejdede som chauffør, var med til invasionen i Tjekkoslovakiet som værnepligtig.
Han blev udlært som elektriker, inden han flyttede til Kirgistan, hvor hans bedsteforældre boede, og året efter kom forældrene også til.
Lyuba arbejdede som ingeniør i tekstilindustrien, Mikhael fik job på en maskinfabrik.
De gik på pension i henholdsvis 2002 og 2006. Nu skulle de selv bære ældrebyrden.
Regning i skuffen
Den er lettere for Mikhael og Lyuba end for de fleste.
Deres arbejdspladser overlevede omstillingen fra planøkonomi til markedskræfternes frie spil, så der er månedligt tilskud til folkepensionen.
Ægteparret Romanov har tilsammen 6.600 som (der svarer til 825 danske kroner) om måneden at gøre godt med.
Til husleje, el, varme og medicin går der næsten 400 kroner.
Så er der 425 kroner tilbage til mad og tøj.
Der er ikke råd til fornøjelser og alt det uforudsete.
Og i skuffen ligger eksempelvis en hospitalsregning på 560 kroner, Lyuba er blevet opereret for grå stær.
Nu tøver Mikhael ikke, han griner prompte og højlydt ad mit næste spørgsmål: Om hospital og lægehjælp ikke er gratis i Kirgistan?
”Det går kun, fordi vores yngste datter og svigersøn hjælper os,” siger Lyuba.
Ikke alle pensionister er så heldige.
Den officielle fattigdomsgrænse i Kirgistan svinger. Alt efter udregner og regnemetode er den på mellem 3.600 og 4.000 som om måneden.
Men en enlig pensionist får udbetalt 1.500-1.700 som.
Det er nok en af de enlige pensionister, der står bøjet over en skraldespand og roder i den med en kæp.
Jeg ser hende ud af øjenkrogen, da jeg har sagt farvel til Mikhael og Lyuba og går fra blokken og hen mod den ventende chauffør.
Af journalist Hans Buhl, seniorfrivillig, Folkekirkens Nødhjælp, Kirgistan.