|
| Giv en mand en uniform, en telefon og som her, en radio, og han har en levevej. Oftest ved selv at bestemme prisen på den hjælp, han kan yde folk, der har gjort noget galt. For embedmænd lønnes dårligt og det er ikke altid, at der overhovedet udbetales løn. |
Allerede ankomsten til Congo fortæller den tilrejsende, hvad der er i vente. I et lille mørkt lokale ved grænsen sidder tre mænd ved hvert deres lille skrivebord.
Den første kaster et kort blik i passene og læser visummets tekst nøje igennem indtil han rækker dem videre til sin kollega, som omhyggeligt indfører alle slags oplysninger ind i sin protokol.
Den sidste sidder lidt bekymrende i hjørnet og tæller store bundter med pengesedler.
Alt synes at tage en evighed, men da ingen kan finde fejl ved passene eller viseringen, bliver de forsynet med et stempel fra en næsten udtørret stempelpude. Velkommen til Congo, smiler de.
En lille fejl kan give en månedsløn
I en bygning ved siden af skal der vises gule vaccinationskort – især er det vigtigt at være vaccineret mod gul feber. Men det er overhovedet ikke vores sundhed, der interesserer. Embedsmanden overfor os har nemlig konstateret en meget graverende fejl ved vaccinationskortene, som han har besluttet sig for at veksle om til en månedsløn. Han ryster på hovedet og blader rundt i kortene. Og hele mimikken mere end antyder, at meget har man budt ham gennem tiden, men ikke så alvorlig en fejl.
Det viser sig nemlig, at mange af vaccinationsdatoerne er skrevet på den forkerte måde. I den trykte vejledning, som man kan læse på kortet, står der nemlig, at måneden skal skrives med bogstaver og ikke med tal. 12-maj-2008 og ikke 12-05-2008. Han peger med en lang finger på teksten. Hvor er vi henne, hvis sådan slendrian får lov at passere? I nogle lande er datoformaterne anderledes. Står der nu 12. maj eller 5. december?
Det tager tid, når man ikke vil betale
Vi argumenterer på fransk, på swahili. Intet hjælper. Vi sætter vores lokale fixer, Justin, på opgaven. Han har stor rutine i at tale sig ud af klammerier med myndighederne.
Men der er langt til næste lønningsdag, og lommerne er formentlig tomme hos embedsmanden, så det tager tid. Hvem vil i denne situation frivilligt lade så god en fangst hoppe af krogen?
Sagen går selvfølgelig i hårdknude og helt til tops. En advokat tilkaldes i dyre domme. Men efter to dage giver embedsmanden omsider op og udleverer vaccinationskortene. Uden betaling.
Begynder man først at betale et sted, kommer man til at betale alle steder. Sådan er erfaringerne fra de internationale hjælpeorganisationer. Derfor er politikken klar: vi betaler ikke.
Men prisen for den holdning er, at ting tager tid.
